Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Børn med kræft kan få brug for hjælp i skolen

05-10-2017
I dag overlever langt størstedelen af de børn, der får kræft. Men de effektive behandlinger er hårde mod kroppen og kan medføre, at børnekræftoverleverne senere får brug for ekstra hjælp for at klare skolegangen på lige fod med deres klassekammerater.

I videoen kan du se mere om forskningen der viser, at børn med kræft kan have brug for hjælp i skolen.

Forskning fra Kræftens Bekæmpelse viser nemlig, at kræftoverleverne risikerer at få lavere karakterer til deres 9. klasses eksamen. Forskningen bygger på data fra knap 800.000 danske børn – heraf 1.320, der har haft kræft. 

Forskerne håber, at den nye viden kan bruges til gavn for børnene, siger chefstatistiker Klaus Kaae Andersen fra Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning, der har ledet forskningen: 

– Man ved, at karaktererne i folkeskolen har betydning for børns senere uddannelsesniveau. Sandsynligheden for at børn får en uddannelse stiger, jo bedre de klarer sig allerede i folkeskolen. En god uddannelse er med til at give børnekræftoverleverne et godt liv, og derfor er det vigtigt at være opmærksom på at tilbyde de tidligere kræftpatienter den støtte og hjælp, de har behov for, for at klare skolegangen godt, siger Klaus Kaae Andersen. 

Ikke alle kræftsygdomme har samme effekt
Forskningen viser, at det især er børn, der har haft kræft af typen lymfom, neuroblastom, leukæmi og hjernetumorer, der får lavere karakterer end deres jævnaldrende. Derimod er der en lang række andre kræftformer, eksempelvis knoglekræft, hvor forskerne ikke kan se en forskel på karaktererne.

En god uddannelse er vigtig for at give børnekræftoverlevere et godt liv, derfor bør man være opmærksom på om de har brug for hjælp, forklarer chefstatistiker Klaus Kaae Andersen fra Kræftens Bekæmpelse.

Forskerne ved ikke med sikkerhed, hvad årsagen til de lavere karakterer er. For hjernetumorer mener de, at en forklaring at være, at behandlingen påvirker hjernens udvikling. Både operationer, medicin og eftervirkninger som nedsat hørelse og syn, kan gøre skolegangen vanskeligere: 

– Jo tidligere børnene blev syge, jo mere er deres karaktergennemsnit påvirket. Hvis de bliver syge i vuggestuealderen – svarende til der hvor hjernen er meget umoden – har det større effekt, end hvis det sker i skolealderen, hvor flere dele af hjernen er færdigudviklet, siger Klaus Kaae Andersen. 

For børn med leukæmi hælder forskerne til den forklaring, at de lavere karakterer skyldes, at børnene er meget væk fra skolen. Behandlingen af leukæmi hos børn strækker sig over flere år og betyder, at børnene forsømmer skolen i lange perioder – noget som kan være medvirkende til lavere karakterer i den afsluttende eksamen. 

 

Resultaterne er offentliggjort her: Andersen KK. Et al.: Ninth grade school performance in Danish childhood cancer survivors. British Journal of Cancer (2017), 1-7

Læs mere om forskningen hos Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning