Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

En håndsrækning til rygerne – uden løftede pegefingre

29-12-2017
De fleste mennesker, der ryger, overvejer i større eller mindre grad at stoppe. Men tanken kan virke overvældende og umulig. Nyt materiale fra Kræftens Bekæmpelse hjælper på vej.

Nyt hæfte skal hjælpe ambivalente rygere.

Eksisterende rygestop-materiale henvender sig primært til mennesker, der ryger og allerede har besluttet sig for at stoppe. Men nu kommer Kræftens Bekæmpelse med en håndsrækning til dem, der ryger, og som har tanker om måske at stoppe. Det sker i form af hæftet ’Når rygning trækker i forskellige retninger’.

Her er der fokus på rygeren selv og dennes liv – frem for på rygning og rygestop, forklarer psykolog i Kræftens Bekæmpelse Merete Mærsk, der står bag hæftet.

- Mange rygere er ambivalente. De vil både gerne ryge – og være stoppet på samme tid. Dem vil vi gerne hjælpe til at udforske deres rygning, herunder deres grunde til at ryge. Hvorfor oplever mange det på den ene side nødvendigt og godt at ryge – og hvorfor vil de måske gerne stoppe? I sidste ende håber vi, at rygerne bliver i stand til at træffe en bevidst beslutning om rygningen, hvad enten de vil fortsætte eller stoppe, forklarer Merete Mærsk.

I hæftet beskrives nikotinens virkning og mekanismerne bag rygetrang, uden at der er fokus på de helbredsmæssige konsekvenser af rygning.

- Vi vil gerne undgå løftede pegefingre, og at rygeren føler sig presset. Men i sidste ende håber vi selvfølgelig, at vi kan hjælpe nogle rygere til at kvitte cigaretterne, siger hun.

’Når rygning trækker i forskellige retninger’ tager afsæt i de samme teorier, som ligger til grund for Kræftens Bekæmpelses uddannelse af rygestoprådgivere.

Brochuren er udgivet med støtte fra Sundheds- og Ældreministeriet. Den er gratis og kan bestilles eller downloades i Kræftens Bekæmpelses webshop.

Find brochuren på Kræftens Bekæmpelses webshop

Hjælp til rygestop

I Danmark er der mere end 1,3 mio. eksrygere, og omkring 50.000 danskere har hvert år held med at kvitte cigaretterne. Vil du være en af dem, så er der flere steder, du kan hente hjælp:

Få hjælp i din kommune:

www.stoplinien.dk

 
Digitalt rygestop for voksne:

www.ekvit.dk
 

Digitalt rygestop for unge:

www.Xhale.dk