Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

For Anne er sorgen et livsvilkår

06-09-2017
Trods et dejligt familieliv vil Anne Bjørns fokus på sorg og på døden følge hende resten livet.

- Det er i de lykkelige stunder, som da jeg blev gift, fik min børn og andre store begivenheder, at jeg får det svært, for så kommer sorgen og savnet, siger Anne Bjørn.

Da Anne og Christian Bjørn fik deres første datter, Nicoline, var det vigtigt for Anne, at de fik styr på, hvem der skulle have hende, hvis hun og Christian skulle dø. Hun brugte derfor meget tid på at finde en familie, der ville tage sig af hende, hvis ulykken skulle være ude, og da den rigtige var fundet, fik de lavet et børnetestamente. 

- Det gav mig ro i sjælen at vide, at der er nogen, der vil tage sig af hende, og som vil kunne give hende mest af mig, hvis det er. Jeg synes jo, at det er så vigtigt at have sin mor eller det næstbedste, fortæller 34-årige Anne Bjørn fra Kolding. 

Anne ved godt, hvorfor hun måtte have det på plads. For da hun var 11 år, fik hendes mor kræftsygdommen Non-Hodgkin lymfom, og de fik at vide, at sygdommen var uhelbredelig. 

- Vi kendte overhovedet ingen, som havde kræft, så det var et chok for os at få at vide, at mor ikke ville blive rask. Fra den dag blev døden meget nærværende for mig, siger hun. 

Anne er opvokset i Aars i Himmerland. Forældrene blev skilt, da hun var seks år og broderen to. Moderen giftede sig igen, og de fik sammen en søn. 

Da moderen blev syg, valgte familien fra første færd at være åbne om hendes sygdom. Anne vidste, at hun og broderen skulle bo hos deres far, hvis moderen døde. Men det var svært at tænke på, fordi de så skulle flytte til Horsens – gå i ny skole og være langt væk fra hjembyen og familien.

Læs mere: Reaktioner hos børn

Fællesskab i sorggruppe

Der var ingen i Annes klasse, der talte med hende om, at hendes mor havde fået kræft. Annes mor fandt ud af, at der fandtes en teenagegruppe hos Kræftens Bekæmpelse i Aalborg, hvor man kunne møde andre i samme situation. 

- Jeg blev lidt chokeret, da jeg begyndte der. De andre i gruppens forældre var nemlig døde, så det var lidt underligt at være med, for mor levede jo. Men jeg blev i gruppen i et godt stykke tid, fordi jeg oplevede, at jeg var en del af et fællesskab, fortæller Anne. 

Annes mor kørte hende frem og tilbage til gruppen i Aalborg, og selv om der var masser af tid til at snakke i bilen, fortalte Anne aldrig om, hvad de talte om i gruppen, heller ikke hendes tanker om døden. 

- Jeg synes at vores snakke i gruppen var private, forklarer hun.

Læs mere: Inddrag børnenes netværk

Læs mere: Hvis du er ung og din forælder har kræft

Kontrol og overblik

Annes mor nåede kun at være sygdomsfri i seks måneder, og hun måtte igen i behandling. Derefter gik der flere år, hvor sygdommen var i ro, og familien kunne leve et almindeligt familieliv. 

- Jeg ville have kontrol og overblik, for jeg tænkte hele tiden på, at min mor aldrig ville blive rask, og jeg er sikker på, at det var her, at kimen til min angst blev lagt, siger hun. 

Efter folkeskolen fortsatte Anne i gymnasiet. Det gik godt i gymnasiet, og det fungerede godt med veninderne. Efter studentereksamen flyttede Anne til Horsens for at bo hos hendes far, fordi hun havde lyst til forandring. 

Annes mor blev mere syg og røg ind og ud af sygehuset. 

- Jeg var hele tiden i alarmberedskab. Jeg var så bange for, at hun ville dø, mens jeg ikke var der. Jeg var konstant angst for, hvornår telefonen ville ringe. Jeg drak mig aldrig særlig fuld, for jeg skulle jo have kontrol og kunne agere hurtigt, hvis det var, fortæller hun. 

Til sidst flyttede moderen på hospice, og Anne flyttede med.

Der kom til at gå fire måneder, før hun døde. 

- Jeg havde aldrig forstået sætningen: ’sov stille ind’, men det gjorde mor. Døden havde altid været et kæmpe monster for mig, så jeg var meget overrasket over, hvor stille og roligt det var. Efter et døgn skulle mor lægges i kisten, og der bad jeg personalet ringe efter lægen. Jeg måtte simpelthen have vished for, at hun virkelig var død. 

Stort ansvar på små skuldre

Annes verden gik i stå. Hun var opgivende, modløs og i dyb sorg. 

- Jeg var vred på mor over, at hun døde. Hvordan kunne hun gøre det imod os tre? Hvordan skulle vi klare os uden hende? 

Under begravelsen sagde præsten: ’Alt for meget har for længe været båret på alt for unge skuldre’. 

- Det ramte mig dybt. Da gik det op for mig, at der ikke var nogen, der havde pålagt mig en voksenrolle og ansvaret for at være mor for alle. Det havde jeg selv. 

Anne flyttede til Aarhus for at starte på universitetet, og nu skulle hun 21 år gammel i gang med at være teenager. 

- Endelig kunne jeg give slip. Jeg havde en rar tid sammen med en flok drenge fra det kollegie, jeg boede på. Jeg tænker tit på dem, og den forskel de gjorde for mig. De hjalp mig videre. Veninderne havde jeg det undertiden svært med, fordi de ikke altid kunne rumme min situation. 

Sorgen er et livsvilkår

Anne lever i dag et dejligt familieliv med Christian og børnene Nicoline og Dicte, og hun elsker jobbet som gymnasielærer i Esbjerg.   

Hun har efter moderens død gået i terapi en del gange for at få bugt med angsten og tankerne om døden. Hun har det langt bedre, fordi hun har arbejdet intenst med sorgen, men angsten og katastrofetankerne fylder fortsat. 

- Er Christian mon kørt galt med børnene, hvis han kommer senere hjem, end han plejer? Hvem skal købe flyverdragter til pigerne, hvis der sker mig noget? Jeg tænker aldrig som det første, at han nok bare er forsinket. Jeg ser i stedet ulykker og blå blink. Og mon ikke også, at Christian ville finde ud af at købe tøj til pigerne, hvis det var, siger Anne med et smil. 

Det, Anne har lært, er, at det er et livsvilkår, at sorgen over moderens død altid vil være der, og at den særligt viser sig, når hun er allermest glad. 

- Det er i de lykkelige stunder, som da jeg blev gift, fik mine børn og andre store begivenheder som Nicolines første dag i skolen, at jeg får det svært, for så kommer sorgen og savnet. 

- Jeg har også lært at være mere selektiv i forhold til de mennesker, jeg omgås. For folk skal kunne rumme, at min sorg er en del af mig. Nogle gange fylder den intet, og andre gange fylder den meget.

Læs mere: Kræftens Bekæmpelse rådgivningstilbud

Læs mere: Råd til pårørende

Ny udgivelse om børn, der mister

I dag onsdag udkommer bogen: 'Jeg vil gerne tale om min sorg'. Områdechef Per Bøge og post.doc. Martin Lytje har Kræftens Bekæmpelses bidrag, som handler om lærernes og pædagogernes møde med børn og unge i sorg. Kræftens Bekæmpelse giver i bogen ti gode råd til lærere og pædagoger.
Læs mere