Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Gåture mindsker risiko for brystkræft

16-12-2014
En times gåtur om dagen kan sænke risikoen for brystkræft med 14 pct. hos kvinder efter overgangsalderen. Og flere timers motion mindsker risikoen endnu mere.

Den nye undersøgelse understreger at fysisk aktivitet har betydning for forebyggelse af kræft, siger projektchef Gitte Laub Hansen fra Kræftens Bekæmpelse

En times gåtur om dagen – syv timer på en uge – kan være en god investering for kvinder efter overgangsalderen. Det mindsker nemlig deres risiko for brystkræft med 14 pct. i forhold til kvinder, der kun motionerer højst tre timer om ugen. Det viser en undersøgelse fra forskere ved The American Cancer Society, som har fulgt 73.000 kvinder i 17 år og blandt andet registreret, hvor aktive de var, og hvilken motion de dyrkede. 

Og jo mere, jo bedre. For mere og hårdere motion mindskede risikoen endnu mere. De mest aktive kvinder i undersøgelsen kunne således mindske deres risiko for brystkræft med 25 pct. i forhold til de mindst aktive. Selv om tidligere undersøgelser har vist, at motion kan mindske risikoen for en lang række sygdomme, herunder kræft, har det været uvist, om moderat krævende motion, så som gåture, havde en effekt. Men det tyder det altså på ifølge den nye undersøgelse. 

Hos Kræftens Bekæmpelse er projektchef for fysisk aktivitet og kost, Gitte Laub Hansen positiv overfor de nye resultater, som ligger fint i tråd med resultaterne fra tidligere undersøgelser: 

– Det bekræfter os i, at fysisk aktivitet har betydning for forebyggelse af kræft – som her brystkræft hos kvinder efter overgangsalderen. 30 pct. af danskerne bevæger sig for lidt, så der er meget at hente. Denne undersøgelse understreger, at der ikke skal så meget til, men selvfølgelig også, at jo højere intensitet desto bedre effekt. Det gælder blot om at finde en motionsform, der passer én. Det kunne være gåture som her, eller eksempelvis at bruge cyklen som transportmiddel, siger Gitte Laub Hansen. 

Gavner også mod andre kræftformer
I undersøgelsen har de amerikanske forskere taget højde for de forhold, man ved, kan påvirke risikoen for brystkræft – eksempelvis alkoholforbrug, rygevaner og børnefødsler. 

Samtidig var de gode resultater uafhængige af kvinderne vægt (målt som BMI) og af, om de tog på i vægt i løbet af de 17 år. Resultaterne var også uafhængige af, om kvinderne tog hormoner i overgangsalderen og sås både i forhold til grupperne af kvinder, der udviklede hormon-følsom og hormon-ufølsom brystkræft. 

Og det er ikke kun i forhold til brystkræft, at motion har en gavnlig effekt, påpeger Gitte Laub Hansen: 

– Vi ved, at fysisk aktivitet også kan forebygge kræft i tyktarmen og livmoderen. Mulighederne for at forebygge tyktarmskræft  med fysisk aktivitet er formentligt endnu større, end det vi ser for brystkræft. Vores foreløbige beregninger viser, at mellem 50 og 500 tilfælde om året kunne forebygges, hvis danskerne fulgte Sundhedsstyrelsens anbefalinger om fysisk aktivitet, siger Gitte Laub Hansen. 

 

Resultaterne er offentliggjort her: Hildebrand JS, Gapstur SM, Campbell PT, Gaudet MM, Patel AV.: Recreational physical activity and leisure-time sitting in relation to postmenopausal breast cancer risk. Cancer Epidemiol Biomarkers Prev. 2013 Oct;22(10):1906-12.

Kræftens Bekæmpelses projekter indenfor fysisk aktivitet

 

Af kommunikationsmedarbejder Mette Vinter Weber