Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Nye tal: Flere piger bliver HPV-vaccineret

11-09-2017
Der er sket en positiv udvikling i antallet af danske piger, der bliver HPV-vaccineret – det viser en ny opgørelse fra Statens Serum Institut, der blev offentliggjort i dag. På landsplan er 55 pct. af alle piger født i 2002 og 32 pct. af alle piger født i 2003 nu færdigvaccinerede. Dermed er der tale om en klar stigning i løbet af de sidste fire måneder.

Der er sket en positiv udvikling i antallet af danske piger, der bliver HPV-vaccineret. Det glæder Kræftens Bekæmpelse, da vaccinen kan forebygge mange tilfælde af livmoderhalskræft.

Efter et drastisk fald i tilslutningen til HPV-vaccination i Danmark, ser det nu ud til, at udviklingen er ved at vende. Nye tal fra Statens Serum Institut viser således, at der fra marts til august i år blev givet cirka 4.200 HPV-vaccinationer hver måned sammenlignet med cirka 2.200 vaccinationer månedligt i den samme periode sidste år.

På landsplan er mere end halvdelen – nemlig 55 pct. – af piger født i 2002 færdigvaccineret, mens hver tredje pige – nemlig 32 pct. – født i 2003 nu også har fået det sidste stik af HPV-vaccinen. Samtidig er årgang 2004 ved at komme bedre med, og her er andelen af færdigvaccinerede piger steget fra 12 pct. til 22 pct. på blot fire måneder.

Rigtig mange 12-14 årige piger har desuden fået første dosis af HPV-vaccinen i løbet af de sidste måneder. Det viser den nye opgørelse af data, som Statens Serum Institut henter ind fra praktiserende læger over hele landet.

De nye tal vækker glæde hos i Sundhedsstyrelsen:

- Vi er glade for, at det nu ser ud til at gå i den rigtige retning. Det kunne tyde på, at mange har genvundet deres tillid til børnevaccinationsprogrammet. Og det giver os håb om, at vi kan nå op på, at mindst 90 pct. af alle 12-årige piger siger ja tak til HPV-vaccination, hvilket er vores mål, siger Bolette Søborg, overlæge i Sundhedsstyrelsen.

Kurven går den rigtige vej

Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse og Lægeforeningen lancerede den 10. maj en informationsindsats, der skal give forældre mere viden om livmoderhalskræft og HPV-vaccination, og det er endnu for tidligt at sige noget om, hvor stor en effekt indsatsen har haft. Men de nye tal giver håb:

- Det er dejligt at se, at kurven nu går den rigtige vej. Det giver os håb om, at nogle af de piger, der allerede burde have fået vaccinen som 12-årige, heldigvis når at få den i tide. Vi har været dybt bekymrede over, at så mange piger slet ikke blev HPV-vaccineret. For dermed risikerer vi at se mange nye tilfælde af livmoderhalskræft, som helt kunne have været undgået. Derfor er vi virkelig glade for at se, at opbakningen til vaccination er stigende, siger Mette Lolk Hanak, forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse.

Lægeforeningen glæder sig også over udviklingen. 

- Der er meget positivt, at flere nu vælger HPV-vaccinen til. Det ser ud som om, at vi har fået styrket dialogen med de unge og deres forældre om, hvor afgørende vigtigt for den enkeltes liv, denne vaccine kan være, siger Michael Dupont, praktiserende læge og næstformand i Lægeforeningen.

Stigning i alle landsdele

Der er tale om en stigning i alle landsdele af Danmark. Men der er store regionale og lokale forskelle i vaccinationsdeltagelsen.

Vestjylland ligger i toppen med 63 pct. færdigvaccinerede blandt piger, der er født i 2002, mens Sydjylland med 59 pct. og Fyn og Østjylland, begge med 57 pct., følger lige efter. Fyn og Vestjylland har med henholdsvis 28 pct. og 27 pct. den højeste andel færdigvaccinerede piger i årgang 2004. For årgang 2003 ligger Vestjylland, Fyn og Bornholm i toppen med 37 pct. færdigvaccinerede.

København by har i alle tre årgange den laveste vaccinationsandel, men har til gengæld haft nogle af de højeste vækstrater i alle tre årgange.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at piger bliver HPV-vaccineret, når de fylder 12 år. Vaccinen er gratis for piger, indtil de fylder 18 år.

Fakta om udviklingen i HPV-vaccination i Danmark

Vaccinationsdækningen i Danmark har tidligere været høj, men er faldet markant

  • I Danmark er mere end 600.000 personer blevet vaccineret mod HPV pr. oktober 2016
  • Vaccinationstilslutningen er højest blandt piger født i år 1998-2000, hvor 92 pct. har fået minimum ét stik, og 79 pct. er færdigvaccinerede
  • 58 pct. af alle piger født i år 2003 har indtil nu fået minimum ét stik, og 32 pct. er færdigvaccinerede
Fakta om HPV-vaccination

HPV-vaccination forebygger livmoderhalskræft, som skyldes HPV (human papilloma virus). HPV kan angribe cellerne i livmoderhalsen og give celleforandringer, som kan udvikle sig til kræft.

Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse og Lægeforeningen anbefaler, at piger i alderen 12-17 år tager imod tilbuddet om gratis HPV-vaccination, fordi:

  • Omkring 4 ud af 10 danskere er smittet med HPV lige nu
  • Danmark har den højeste forekomst af livmoderhalskræft i Norden
  • Hver dag rammes en kvinde af livmoderhalskræft i Danmark
  • Hvert år dør 100 danske kvinder af sygdommen
  • HPV-vaccination kan forebygge 70 pct. af alle tilfælde af livmoderhalskræft
  • WHO anbefaler HPV-vaccination, og vaccinen tilbydes piger i stort set alle lande i Europa

Hvis du er i tvivl, så tag snakken med din læge. Du kan også læse mere på www.stophpv.dk og følge os på Facebook