Gå til sygdomsliste

Diagnose og stadieinddeling af nyrekræft

Diagnosen nyrekræft kan først stilles, hvis en vævsprøve fra knuden viser, at der er kræftceller til stede. Nyrekræft inddeles i stadier alt efter, hvor udbredt sygdommen er. Det er vigtigt at få stillet den præcise diagnose, for at du kan få tilbudt den bedst mulige behandling.

Ved nyrekræft gælder det ofte, at behandlingen – en operation – samtidig er grundlaget for den endelige diagnose og stadieinddeling.

Den endelige diagnose og sygdommens stadie kan nemlig ofte først stilles efter operationen, når vævet fra knuden er undersøgt i mikroskop af en patolog.

Forskellige typer af nyrekræft

Undersøgelsen af vævsprøven fra knuden i nyren kan vise, hvilken type nyrekræft der er tale om. Ifølge WHO klassificerer man nyrekræft i fem hovedtyper på baggrund af den måde cellen ser ud på i mikroskop.

De fem hovedtyper nyrekræft Udgør i pct. af alle tilfælde af nyrekræft
Clearcelle renalcellekarcinom 65-75 pct.
Papillært renalcellekarcinom 15 pct.
Kromofobt renalcellekarcinom 4-5 pct.
Samlerørsrenalcellekarcinom mindre end 1 pct.
Uklassificeret renalcellekarcinom mindre end 1 pct.
To kvinder sidder ude i en forårskov og taler sammen

For de fleste mennesker kommer en kræftdiagnose som et chok. Det tager tid at forholde sig til sygdommen, både for en selv og for de nærmeste.

Nyrekræft inddeles i stadier afhængig af, hvor udbredt sygdommen er

Stadieinddeling af kræft har til formål at konstatere, hvor udbredt sygdommen er.

Til at bestemme nyrekræftens stadie bruger lægerne både den CT-scanning af lungerne og bughulen, som man får foretaget før en evt. operation, og vævsprøven, hvor patologen vurderer størrelsen af knuden og om den har spredt sig til tilstødende organer og/eller lymfeknuder.

Lægen bruger stadieinddelingen til at vurdere prognosen og hvilken behandling, der vil have den bedste effekt for dig. I Danmark bruger man TNM-systemet til stadieinddelingen.

TNM-systemet bruges til at bestemme, hvor udbredt sygdommen er

Med TNM-systemet kan lægerne kategorisere knudens størrelse og spredning til væv, lymfeknuder eller andre dele af kroppen.

  • T beskriver størrelsen af knuden (Tumor) og hvor dybt den er vokset
  • beskriver om der er spredning til lymfeknuder (Nodes)
  • M beskriver, om kræften har spredt sig til andre organer (Metastaser)

Forkortelser i TNM-systemet for nyrekræft:

T

Knudens (tumor) størrelse:

TX Tumor kan ikke vurderes.
T0 Ingen tegn på en tumor.
T1a Tumor er 4 cm i diameter eller mindre, og den er begrænset til nyren.
T1b Tumor er større end 4 cm, men mindre end eller lig med 7 cm, og den er begrænset til nyren.
T2a Tumor er større end 7 cm, men mindre end eller lig med 10 cm, og den er begrænset til nyren.
T2b Tumor er større end 10 cm, og den er begrænset til nyren.
T3a Tumor har spredt sig til det store blodkar, som leder væk fra nyren (vena renalis) eller til det fedtvæv, som omgiver nyren, og/eller til sinus renalis, men ikke igennem den tynde bindevævshinde, som omgiver nyren.
T3b Tumor har spredt sig til den del af det store blodkar, som leder til hjertet (vena cava inferior), og som er beliggende i bughulen.
T3c Tumor har spredt sig til den del af vena cava, som er beliggende i brystkassen (vena cava superior) eller er vokset ind i vena cavas væg.
T4 Tumor er vokset igennem bindevævet, som omgiver nyren og fedtvævet rundt om nyren eller ind i binyren

N

Spredning til nærliggende lymfeknuder:

NX Regionale lymfeknuder kan ikke vurderes.
N0 Ingen regionale lymfeknudemetastaser.
N1 Metastase til regionale (nærliggende) lymfeknuder.

M:

Spredning til andre organer - metastaser:

MX Tilstedeværelse af fjernmetastaser kan ikke vurderes.
M0 Ingen fjernmetastaser.
M1 Fjernmetastase til ikke-regionale lymfeknuder og/eller til andre organer (f.eks. lunger, knogler eller hjerne).

TNM samles til fire grupper - stadie I til IV

Når T, N og M er bestemt, kan lægen lave en stadiegruppering og bestemme det samlede sygdomsstadie. De fire grupper angives med romertal fra stadium I til stadium IV.

Stadium I:

  • T1a-T1b, N0, M0
  • Tumoren er 7 cm eller mindre og begrænset til nyren
  • Der er ingen spredning til lymfeknuder eller fjerntliggende organer

Stadium II:

  • T2, N0, M0
  • Tumoren er større end 7 cm, men er stadig begrænset til nyren
  • Der er ingen spredning til lymfeknuder eller fjerntliggende organer

Stadium III:

  • T1a-T3c, N1, M0 eller T3a-T3c, N0, M0
  • Stadium III indeholder adskillige kombinationer af T og N kategorierne. Disse omfatter alle tumorer, som kun har spredt sig til en nærliggende lymfeknude men ikke til andre organer
  • Tumorer, som ikke har spredt sig til lymfeknuder eller fjerntliggende organer, men som har spredt sig fedtvævet omkring nyren og/eller er vokset ind i det store blodkar (vena cava), som leder fra nyren til hjertet.

Stadium IV:

  • T4, N0-N1, M0 eller alle T, alle N, M1
  • Stadium IV indeholder adskillige kombinationer af T, N og M kategorierne, og omfatter alle tumorer, der har spredt sig direkte gennem fedtvævet og igennem det bindevæv, som omgiver nyren eller til binyren
  • Stadium IV omfatter også kræft, som har spredt sig til andre lymfeknuder fjernt fra nyren eller til andre organer f.eks. lunger, knogler eller hjerne.

Gradering og Leibovich score

Udover at vurdere typen af nyrekræft, vurderer patologen også i mikroskopet, hvor aggressive kræftcellerne ser ud. Dette kaldes Fuhrman gradering (grad 1-4).

Leibovich score er en score, hvor man både anvender TNM-stadiet og Fuhrman-graden til at vurdere risikoen for tilbagefald. Inddelingen er fra nul til elleve. Jo højere Leibovich score, jo større er risikoen for tilbagefald.

Lægen bruger scoren til at planlægge det bedste opfølgningsprogram.

Reaktioner på en kræftdiagnose

For de fleste mennesker kommer en kræftdiagnose som et chok – også selvom man måske længe har kæmpet med mistanken om noget alvorligt.

Det tager tid at forholde sig til en kræftsygdom – både for en selv og for ens pårørende. Mange føler sig meget uafklarede i tiden efter, de har fået stillet diagnosen, og der kan være mange ting, man skal tage stilling til.  Læs mere og få hjælp til at tackle reaktionerne:

Reaktioner og følelser

Råd til pårørende

Få hjælp og vejledning til at komme videre

Få hjælp af en professionel rådgiver

Det kan også være en hjælp at tale med en professionel. Du kan tale med hospitalsafdelingen, din egen læge eller en psykolog. Du kan desuden få hjælp på en af Kræftens Bekæmpelses kræftrådgivninger eller ved at ringe til Kræftlinjen.

Kræftens Bekæmpelses rådgivning

Mød andre i samme situation

Del dine tanker og erfaringer med andre patienter og pårørende i gruppen 'Nyrekræft' på cancerforum.

Cancerforum.dk


Alt om nyrekræft

Nyrekræft - forsiden

 

Rådgivning

To kvinder taler sammen i rådgivning

Ring til Kræftlinjen, skriv til Brevkassen eller find den nærmeste kræftrådgivning.

Vores rådgivningstilbud