Faste aktiviteter

Stafet for livet 17. + 18. juni 2023

Igen i år var årets Stafet for Livet en kæmpe succes og vi siger TUSIND TAK til alle fightere, deltagere, sponsorer, gæster, virksomheder, kommunen, ambassadører, stadion, sangere, voksne, børn og frivillige.

I 24 timer i stræk i weekenden d. 17. juni kl. 12:00 til d. 18. juni kl. 12:00 på Hvidovre Stadion blev både tidligere og nuværende kræftramte fejret for deres mod og kamp med fantastisk musik, underholdning, motion og gode relationer.

Da HIF’s flotte oprykning i superligaen nu betyder, at Hvidovre Stadion skal ombygges, så var det heldigt, at stafetten – i år – blev rykket til juni måned. Var det bare en uge senere, havde stafetten måtte aflyses. Stort tillykke til HIF!

I år var der 11 deltagende hold med samlet set 283 deltagere, og derudover var det en fornøjelse, at se alle de gæster der kom på besøg i løbet af døgnet.

Blandt holdene var 2 børnehold fra Rosenhøj fodboldklub og fra ”Muslimer for fred”. 

Tænk jer – der var enkelte af drengene fra Rosenhøj holdet, der havde tilbagelagt, hvad der svarer til 2 maraton løb på de 24 timer!! Er det ikke bare sejt?!

Hvidovres viceborgmester; Søren Trebbien satte fighterrunden i gang med ”Den officielle åbningstale” – en tradition som Stafet for Livet altid starter med.

En fighter er en person, som har hørt ordene "du har kræft" og fighterne er Stafet for Livets æresgæster.                                   

I år havde vi hele 14 fightere til at gå fighter-runden, og håbet er, at vi med penge til forskning bliver færre og færre. Uanset, så sender vi en STOR TAK for modet til at stille op og vise, at det gør en forskel at kæmpe mod kræften, selvom det er hårdt!

I børnestafetten deltog 95 børn og de blev hjulpet godt på vej af de 2 maskotter - Rotte og And. Efter børnestafetten var der medaljer og diplomer til alle deltagende børn.

Ved lysceremonien lørdag aften var der over 400 lysposer. Det er et smukt syn, denne gang dog opstillet på tribunen pga. regn og afbrændingsforbud. Risbjerg Kirkes ungdomskor sang til lysceremonien og årets lys-tale blev holdt af Leon Kofoed, som er Stafet ambassadør, pårørende og efterladt.


Efter en lang og flot nat, skulle der gang i festen igen og derfor var der ZUMBA træning som ”morgengymnastik”, hvor alle der havde lyst kunne være med.

Det endelige resultat er SUPERFLOTTE 101.714,75 kr.

 Alt i alt var det en stafet i år, hvor vi virkelig fik dyrket fællesskabet og vist, at Hvidovre står sammen i kampen mod kræft.

 Derfor glæder vi også til at gøre det hele igen i 2024.

 Pva. holdet bag Hvidovres Stafet for Livet


Lokalforeningsformand

Michelle Nygaard

KBHvidovre@gmail.com