Nyt fra lokalforeningen

Generalforsamling 2024

Den årlige generalforsamling blev afholdt i Paletten d. 11. marts 2024 kl. 19:00. 

Du kan se den nye bestyrelse under feltet "om os" i venstre side.

FORMANDENS BERETNING

Kræftens Bekæmpelse, Lokalafdeling Hvidovre

Som det allervigtigste i denne beretning, vil jeg, igen i år, benytte lejligheden til at takke alle medlemmer der, økonomisk, støtter Kræftens Bekæmpelse og samtidig sige et stort personligt TAK til alle de frivillige der har stablet arrangementer på benene! Alle dem der har taget en ekstra tørn i bestyrelsen, dem der har reklameret for os, dem der har hentet effekter på genbrugspladsen, - solgt, - lavet kaffe, - booket kunstnere, - lavet regnskaber, osv. osv.

Vi kunne ikke gøre det her uden jer!

2023 har været et omtumlet år for lokalafdelingen i Hvidovre. Siden vi sås i marts sidste år, har vi desværre måtte sige farvel til vores næstformand, da han af personlige årsager måtte gå i utide.

Yderligere må vi til denne generalforsamling sige farvel til 2 bestyrelsesmedlemmer og vores kasserer igennem mange år. Det er et kæmpe stort tab, men med den største forståelse for deres – hver især – personlige årsager til, at forlade bestyrelsen.

Vi skylder jer alle et dybfølt tak for jeres indsats igennem den tid I – hver især – har været en del af lokalafdelingen i Hvidovre.

Det betyder at nye kræfter må træde til. Tine (vores super dygtige sekretær) & jeg glæder os begge til, at byde en ny bestyrelse velkommen og til et fremtidigt samarbejde. Vi håber, at vi, sammen kan løfte medlemmernes forventninger og takker på forhånd for opbakningen i den kommende opstartsperiode.

Samtidig har året budt på muligheden for at blive endnu mere synlige på de sociale medier. Det er blevet til en god håndfuld opslag på LinkedIn, Facebook og især Instagram, hvor vi har fået hjælp fra Rrona og Selin. Vi håber de begge har lyst til at blive hos os fremover og få os ført endnu mere ”ud over stepperne” her i 2024. Der er et kæmpe behov for at vi rammer vores målgrupper, så vi kan vokse og få synliggjort vores lokalforening og den forskel vi faktisk, selv i det ”små”, gør for både kræftramte og pårørende.

Igen i år, fik vi hentet og klargjort effekter til Hvidovres Genbrugshal og takker, både frivillige og gæster, for det flotte fremmøde. Det har givet et flot overskud til KB Hvidovre. For sidste gang skal vi desværre sige et farvel, men også tak til især Kristina og familie.

Kristina har været aktivitetsleder i mange år, men hun har nu valgt at give stafetten videre til Stig Jørgensen. Jeg håber, at I vil hjælpe med at finde mange gode frivillige til at løfte opgaven sammen med Stig, så vi igen i år kan høste et overskud fra salget.

Generelt søger vi mange nye frivillige her i 2024; både indsamlere til landsindsamlingen, til førnævnte klargøring og salg i genbrugshallen, men også til ”Lyserød Lørdag” – måske vi kan ”vokse” til Hvidovre C også?, til vores kommende café-aftener, en aktivitetsleder til julekoncerten, osv.

Alle steder ses der desværre et fald i antallet af frivillige efter corona-tiden, og som i måske kan fornemme, så er vi også hårdt ramt.

Traditionen tro sluttede året med det traditionsrige julemarked i Kometen og ikke mindst vores årlige julekoncert i Strandmarkskirken. I år var det med den super dygtige og internationalt kendte sanger; Stig Rossen. Han leverede både de klassiske kendte julesange, men også mindre kendte fortolkninger af nyere musik. Det var en hyggelig aften og vi takker for jeres opbakning. Endnu en gang var koncerten helt udsolgt og vi håber, at en ny aktivitetsleder allerede nu har lyst til at kigge på at løfte opgaven med at finde kunstneren der skal bookes for 2024? Måske det er dig der skal være med til at vælge mellem f.eks. Anette Heick, Christopher, Søs Fenger, andre? Lad os se hvad budgettet bliver til.

Nu nævnte jeg tidligere vores café-aftener … Der har været en stor efterspørgsel på, at få café-aftenerne i gang igen og hvilken kæmpe succes vi havde til den allerførste af slagsen i 2024! Her i Paletten havde vi, ikke mindre end 50-60 gæster på besøg, til et super spændende og meget nærværende foredrag af Høje Taastrups borgmester Michael Ziegler.

Kontakt os gerne på mailen eller personligt, så formidler vi jeres oplysninger videre til de relevante aktivitetsledere.

Kom og vær’ med - jeg håber, at I vil give et par hænder med i det kommende år.

Til slut vil jeg bare sige:

På vegne af Hvidovre kommunes kræftpatienter og pårørende, vil jeg gerne takke for jeres opbakning og støtte igennem 2023.

I gør allesammen gør en forskel!

Tak!

Michelle Nygaard