Gå til sygdomsliste

Til forsiden

Autoriseret Psykolog til Kræftrådgivningen i Odense

  • Region:Syddanmark
  • Ansøgningsfrist:01. November 2022

 

Autoriseret Psykolog til Kræftrådgivningen i Odense

 

Vi søger en rådgiver med psykologfaglig baggrund, som kan indgå i vores tværfaglige team. Hovedopgaven vil være psykosocial rådgivning til kræftpatienter, pårørende og efterlevende. Der er tale om en fast stilling på 34 timer om ugen. Du skal have erfaring med eller lyst til at arbejde tæt sammen med frivillige samt favne bredt fagligt og have samtaleerfaring.

 

Om os
Vi arbejder for, at ingen skal stå alene med kræft. Vi har fokus på frivillighed.

Kræftrådgivningen i Odense er en åben rådgivning. Vi tilbyder afklarende rådgivningssamtaler og psykosocial støtte til alle berørt af kræft. Både patienter, pårørende og efterladte i alle aldre samt professionelle kan henvende sig. Derudover tilbyder vi samtalegrupper, kortere kursusforløb og forskellige støttende og fællesskabende aktiviteter til kræftpatienter og pårørende. Vores tilbud realiseres ofte i tæt samarbejde med vores mange frivillige.

Kræftrådgivningen i Odense er beliggende i et arkitektonisk spændende hus, placeret ved Odense Universitetshospital. Se mere på www.livsrum.dk. Der planlægges med, at vi flytter til en nybygget og spændende rådgivning ved det nye OUH inden for en nærmere årrække. Desuden varetager vi lokalrådgivningsopgaver i enkelte kommuner.

Vi tilbyder individuelle professionelle støttende samtaler og rådgivning, såvel som par-, familie- og netværkssamtaler. Vi tilbyder en god ramme for samtaler og aktiviteter i en atmosfære af tryghed, hjemlighed, fællesskab og handlemuligheder. Vi er i alt otte ansatte med forskellige tværfaglige baggrunde som socialrådgiver, psykolog, fysioterapeut, sygeplejerske, psykoterapeut og administrativ medarbejder.

 

Om stillingen
Som psykolog og rådgiver skal du kunne lytte og vejlede psykosocialt og kunne varetage afklarende samtaler i vores rådgivning. Samtalen skal hjælpe til at skabe ro og overblik over handlemuligheder, samt sætte fokus på at inddrage familie og andet netværk. Der er også opgaver med samtaleforløb, gruppesamtaler, par- og familiesamtaler, undervisning, kurser og faglige oplæg såvel internt som eksternt. Rådgivernes opgaver retter sig mod både brugere, frivillige og professionelle, og omfatter også supervisions og undervisnings opgaver. Du skal kunne bidrage med psykologfaglig viden i det tværfaglige team, og samtidig varetage bredden af opgaver på lige fod med de øvrige rådgivere i teamet.

Frivillighed og samarbejdet med gruppen af patientstøttefrivillige er også et fokusområde. Her drejer det sig om at samarbejde med og støtte de frivillige i at kunne løse patientstøttefrivilligopgaver, for eksempel som kontaktperson, ved faglig sparring, koordinering og supervision.

 

Om dig
Du har erfaring med at arbejde med mennesker, der er i eksistentiel forandring eller krise – måske endda inden for kræftområdet og det sundhedspsykologiske felt. Vi ser gerne at du er autoriseret eller meget tæt på at have opnået autorisation. Har du supervisoruddannelse, anden uddannelse, eller andre relevante kompetencer og erfaringer ud over din grunduddannelse som psykolog, vil vi glæde os til at læse om dette i din ansøgning.

Herudover lægger vi vægt på, at du:

  • Har erfaring med både individuelle-, par- og familiesamtaler
  • Er imødekommende og udadvendt
  • Besidder personlig modenhed, er rummelig og har en psykisk robusthed
  • Er holdspiller og trives med samarbejde i et tværfagligt team, hvor stor mangfoldighed i opgaverne er hverdag
  • Har overskud og mod til at være i et miljø, hvor sorg og afmagt er daglige temaer for rådgivningens brugere
  • Har lyst til samarbejde med - og ledelse af frivillige
  • Har erfaring i at udvikle faglige tilbud og aktiviteter
  • Har undervisningserfaring og lyst til at undervise og lave oplæg til forskellige grupper
  • Kan indgå i formidlingsopgaver både internt og eksternt

 

Vi tilbyder
I Kræftrådgivningen i Odense tilbyder vi et kollegialt fællesskab, hvor vi er ambitiøse og engagerede i at yde en kompetent og faglig høj kvalitet i vores rådgivningsarbejde og øvrige tilbud til mennesker berørt af kræft. Derfor prioriteres intern sparring, ekstern supervision og refleksion højt. Vi er et team, som sætter kollegialt nærvær og støtte i højsædet. Vi prioriterer ofte at dele arbejdsopgaverne på tværs af teamet. Ligeledes er humor og lethed noget, vi har fokus på, som en nødvendig del af et sundt arbejdsmiljø i et til tider barskt og udfordrende arbejdsfelt.

Vi tilbyder et meningsfyldt og udfordrende arbejde i landets største sygdomsbekæmpende forening. Arbejdspladsen er dynamisk med fagligt dygtige og meget engagerede kolleger.

Stillingen er på 34 timer om ugen, og du skal gerne kunne stille bil til rådighed. Du kan forvente fleksibel arbejdstid – med primær arbejdstid mellem 8-9 til 16, og skal kunne arbejde sent, efter kl. 16, gennemsnitligt én dag om måneden. Weekendarbejde kan forekomme, dog sjældent. Du får løn og pension efter overenskomst mellem Kræftens Bekæmpelse og relevant faglig organisation. Herudover har vi frugtordning og så er arbejdstiden naturligvis røgfri.

 

Mere information
Har du spørgsmål om stillingen, er du velkommen til at kontakte rådgivningsleder Vivi Brandt Rasmussen på 2942 0346 (træffes ikke uge 39+40).

 

Ansøgning og ansøgningsfrist
Send din ansøgning via vores elektroniske rekrutteringssystem på www.cancer.dk/job.

Ansøgningsfristen er den 1. november 2022.

Samtaler finder sted den 9. og 10. november 2022
Tiltrædelse den 1. januar 2023.

 

Kræftens Bekæmpelse
Kræftrådgivningen i Odense
Kløvervænget 18 B
5000 Odense

 

En ud af tre danskere bliver på et tidspunkt i deres liv ramt af kræft. To ud af tre bliver pårørende. Med så mange berørte vil vi samle befolkningen i et stærkt og aktivt fællesskab mod kræft, og som medarbejder kan du være med til at gøre en vigtig forskel. Kræftens Bekæmpelse er en demokratisk forening, hvor lokalforeninger og frivillige medvirker til, at vi når vores mål om, at færre får kræft, at flere overlever kræft, og at alle får det bedst mulige liv med og efter kræft.

 

 

Kontaktperson

Vivi Brandt Rasmussen
29 42 03 46