Turneringsbetingelser 2019

Pink Cup er en landsdækkende golfturnering for kvinder til fordel for kampen mod brystkræft. Kræftens Bekæmpelse er ansvarlig for Pink Cup.

Klubturnering

Pink Cup-turneringen er for alle golfklubbens kvindelige medlemmer. Turneringen spilles med max. handicap 46.

Turneringen spilles som en lokal kvalifikationsturnering, hvor alle tilmeldte kvindelige medlemmer kan spille sig til en placering på golfklubbens Pink Cup-hold. Pink Cup kan både afholdes som en selvstændig turnering eller som en overbygning på en eksisterende turnering. Klubben varetager selv turneringsledelsen.

Det er tilladt at invitere gæster (både mænd og kvinder) til klubturneringen. Til landsfinalen repræsenteres klubben af den bedste kvindelige spiller fra A- og B-rækken, dog skal spilleren være medlem af golfklubben. Læs mere under afsnittet ‘Landsfinale’.

Golfklubben fastsætter selv en dato til afvikling af turneringen i perioden fra 1. maj til og med 18. august 2019.

Turneringsform

  • 18 hullers Stableford - individuelle spillere med en individuel præmierække
  • Spillerne opdeles i 2 rækker. Inddelingen i de to rækker foregår efter klubbens eget system
  • Der spilles efter R&A’s regler og klubbens lokale regler

Turneringsfee og indsamling

Det koster min. 125 kr. i turneringsfee at deltage i Pink Cup. Men vi anbefaler, at der tages 150-250 kr. i fee alt efter arrangementets størrelse og antallet af præmier. Indsamlingen til Pink Cup kan ske over en kortere eller længere periode, og materialer til diverse indsamlingsaktiviteter kan rekvireres hos Kræftens Bekæmpelse. Penge fra fee og øvrige aktiviteter indgår i klubbens samlede indsamling.

Det endelige indsamlingsresultat skal indsendes til Kræftens Bekæmpelse senest 19. august 2019.

Opgørelse af deltagerantal

Antallet af kvindelige deltagere i Pink Cup-turneringen skal opgøres sammen med klubbens indsamlingsresultat. Deltagerantallet skal omfatte alle kvindelige spillere, der deltager i turneringen med max. handicap 46, uanset hvor mange rækker der spilles i.

Præmier

Pink Cups sponsorer leverer et antal præmier til alle deltagende klubber. Derudover opfordres klubberne til selv at skaffe yderligere præmier til turneringen og andre indsamlingsaktiviteter.

Hovedpræmier

De to klubber, der samler flest penge ind, henholdsvis totalt set og pr. kvindelig spiller, vinder årets to hovedpræmier. De to hovedpræmier kan ikke vindes af samme klub. Er det den samme klub, der har det højeste beløb i begge kategorier, vinder klubben med det næsthøjeste indsamlede beløb i kategorien pr. kvindelig spiller.

  • Den klub, der indsamler flest penge totalt set pr. golfklub, vinder et foredrag med den anerkendte forsker Anne Tjønneland, leder af Enheden for Kost, Gener og Miljø i Kræftens Bekæmpelse, der fortæller om myter og forskning, når det kommer til kræft.
  • Den klub, der indsamler flest penge pr. kvindelig spiller, vinder et regelarrangement fra Oswald Academy.

Landsfinale

Til landsfinalen deltager 40 klubber. Klubberne repræsenteres af A- og B-vinderne fra den lokale Pink Cup-turnering. Spillerne skal være medlem af den golfklub, de repræsenterer. Er en vinder forhindret i at deltage i landsfinalen, findes en ny deltager fra den samme række. Er dette ikke muligt, findes en ny deltager, som kunne havde deltaget i den samme række.

De 40 deltagende golfklubber kvalificerer sig i Pulje 1, Pulje 2 eller Pulje 3:

  • Pulje 1: De 15 golfklubber der indsamler flest penge totalt set pr. golfklub
  • Pulje 2: De 15 golfklubber der indsamler flest penge pr. kvindelig spiller
  • Pulje 3: 10 golfklubber fundet ved lodtrækning

Først udtages de 15 golfklubber til Pulje 1, dernæst de 15 klubber til Pulje 2 og til sidst udtrækkes 10 klubber blandt de resterende klubber til Pulje 3. En golfklub kan dog ikke udtrækkes til Pulje 3 to år i træk.

Er en klub i Pulje 1 eller Pulje 2 forhindret i at deltage i landsfinalen, inviteres den næste klub, der har indsamlet flest penge i den pågældende pulje. I Pulje 3 findes en ny klub ved lodtrækning. Nye klubber deltager på lige vilkår med de andre klubber.

Turneringsform

  • Holdturnering stableford-bestball (holdets bedste stableford-score pr. hul tæller på holdets fælles scorekort).
  • Individuel stableford. Spillerne opdeles efter handicap i en A- og en B-række med 40 spillere i hver række.
  • Der spilles efter R&A’s regler og værtsklubbens lokale regler.

Lige resultat

Ved lige resultat gælder: Laveste sammenlagte handicap vinder. Hvis stadig lige trækkes lod.

Caddie og buggy

Caddie er ikke tilladt, og buggy må kun anvendes, hvis der af fysiske årsager er behov for det, og det skal meddeles Kræftens Bekæmpelse inden finalen.

Vandrepokal

Den klub, der i holdturneringen til landsfinalen vinder med det bedste resultat, får overrakt Pink Cups vandrepokal samt et diplom.

Præmier

Pink Cups sponsorer leverer flotte præmier til min. de tre bedste i holdkonkurrencen og de individuelle rækker samt til forskellige konkurrencer på banen.

Hole-in-one

Hole-in-one lavet i Pink Cup-turneringer eller støtteturneringer til fordel for Pink Cup, udløser 25.000 kr. til den pågældende golfklubs Pink Cup-indsamling. Pengene udløses ved hole-in-one lavet af både kvinder og mænd. Hole-in-one skal kunne bekræftes af minimum én markør og være opnået i forbindelse med en færdigspillet runde. Hole-in-one rapporteres til Kræftens Bekæmpelse med kopi af scorekort.

Bemærk, der kan max. udløses seks holes-in-one i Pink Cup-turnering en 2019. Laves der flere end seks holes-in-one, fordeles den samlede pulje på 150.000 kr. mellem de klubber, der har lavet hole-in-one.

Dispensation fra turneringsbetingelserne kan kun ske efter særlig aftale med Pink Cup-sekretariatet.