Gå til sygdomsliste

Forsøgets titel: Watchful Waiting 2

Tilbage til søgeresultat

Kræftsygdom Endetarmskræft
Forklaring I dette forsøg undersøger lægerne, om forbehandling med stråling og kemoterapi er nok til at helbrede patienter med endetarmskræft, så de undgår en operation og dens bivirkninger.

Baggrund for forsøgsbehandlingen Den sædvanlige behandling af endetarmskræft er en operation, hvor man fjerner kræftsvulsten og resten af endetarmen med anlæggelse af en stomi, som patienten skal leve med resten af livet.

Hvis svulsten er lille, kan man operere uden forbehandling. Hvis svulsten er større, tilbyder man forbehandling med strålebehandling og kemoterapi i tabletform.

Man ved, at svulsten svinder fuldstændig hos nogle patienter i løbet af forbehandlingen, således at den allerede er væk, når de bliver opereret. Disse patienter har næppe gavn af operationen.

Derfor undersøger lægerne i dette forsøg, om man kan undvære operationen og nøjes med forbehandlingen.

Det gør man ved først at give forbehandling, og hvis svulsten derefter er svundet fuldstændig observere patienten.

Hvis svulsten ikke er svundet eller hvis sygdommen blusser op igen i kontrolforløbet får patienten en operation.

Sådan foregår behandlingen Deltagerne vil få 28 strålebehandlinger og blive undersøgt med rektoskopi ved start og slut af behandlingen og løbende vurdere knuden med CT- og MR-scanning. Hvis det ved scanning viser sig, at knuden efter seks uger efter strålebehandlingens afslutning ikke er aftaget i størrelse, får du tilbudt operation.

Hvis knuden er aftaget i størrelse, vil du blive scannet igen 12 uger efter strålebehandlingens afslutning. Hvis svulsten på det tidspunkt er fuldstændig væk, og CT- og MR-scanning er uden tegn på kræft, vil du overgå til kontrolforløb. Hvis svulsten ikke er fuldstændig væk, vil vi tilbyde dig operation.

I løbet af strålebehandlingen får du også kemoterapi (capecitabin) som tabletform. Du kan fortsætte med at tage din vanlige medicin sammen med denne behandling, men enhver ændring og ny medicin bør drøftes med personalet på afdelingen.

Bivirkninger ved behandlingen Capecitabin

Strålebehandling

Det skal understreges at de omtalte bivirkninger er mulige bivirkninger. Man får altså ikke nødvendigvis dem alle, og de fleste af dem kan lægerne forebygge og lindre.

De fleste bivirkninger er midlertidige og holder op i løbet af nogle uger eller måneder efter behandlingen. Inden forsøgsbehandlingen taler lægerne med dig om de mulige bivirkninger.
Her kan du få behandlingen
  • Rigshospitalet (Midlertidig lukket)
  • Vejle Sygehus
  • Aalborg Universitetshospital
Hvis du er interesseret i behandlingen, så tal med lægen på dit sygehus. Lægen kan undersøge, om behandlingen kan være en mulighed for dig.
Forsøgets id-numre
  • Protokolnr.: VEK: S-2015011

  • Denne side er sidst opdateret: 06-06-2017

    Lægefaglig beskrivelse af forsøget

    Læs en beskrivelse af forsøget, skrevet til læger og andre fagpersoner i sundhedsvæsnet. Teksten er skrevet af vores tidligere samarbejdspartner Sammenslutningen af Kræftafdelinger (SKA) eller Danish Comprehensive Cancer Center (DCCC):

    Resume for fagpersoner

     

    Tilbage til søgeresultat