Det største paradoks i tobaksforebyggelse er nok, at der ikke mangler viden om rygnings skadelige virkninger. Både gamle og unge kender alt til den helbredsmæssige glidebane, som afhængigheden kan ende ud i.
Men unge begynder alligevel. Som så mange generationer før dem.
Måske fordi mange af de 18-24årige, som ryger, ikke selv synes, at de er rygere.
Måske fordi mange planlægger at stoppe, inden de bliver ”rigtig voksne”. Underforstået, inden de bliver ”rigtige rygere”.
Men virkeligheden er, at over halvdelen af de 18-24årige allerede forgæves har forsøgt at stoppe.
Skal hver eneste generation absolut selv gøre sig de erfaringer med tobak, som ender med at koste hver anden ryger livet?