I Danmark bliver alle voksne inviteret til at blive undersøgt for tegn på tre forskellige kræftsygdomme. Kvinder kan blive undersøgt for livmoderhalskræft og brystkræft. Både mænd og kvinder kan blive undersøgt for tarmkræft. Undersøgelserne kaldes folkeundersøgelser eller screening.
Forstadier er ikke kræft, men er celleforandringer, der på sigt kan udvikle sig til kræft, hvis de ikke behandles. At cellerne er forandrede betyder, at de ikke længere ser normale ud, når man ser på dem i et mikroskop.
Undersøgelserne (screening) går ud på at finde forstadier eller tidlige tegn på kræft. Jo tidligere kræft opdages, jo tidligere kan lægerne begynde behandlingen, så sygdommen ikke udvikler sig.
De fleste kræftsygdomme rammer folk over 50 år. Derfor bliver alle personer i 50-årsalderen tilbudt en undersøgelse (screening). Også selvom de ikke har symptomer, fordi screening netop kan opdage sygdommen, før den giver symptomer. Personer, der har symptomer skal altid gå til lægen. Kvinder får også tilbudt screening fra de fylder 23 år, fordi livmoderhalskræft også kan ramme unge kvinder.
Ordet screening kommer fra engelsk og betyder at sortere. Når man screener, undersøger man en gruppe af befolkningen for at finde de personer, der har en bestemt sygdom eller har forstadier til en sygdom. Kvinder kan blive undersøgt for livmoderhalskræft og brystkræft, mens både mænd og kvinder kan blive undersøgt for tarmkræft.
Screening for livmoderhalskræft foregår hos ens egen læge, der tager en celleprøve fra livmoderhalsen med en lille børste. Celleprøven bliver sendt til undersøgelse på et laboratorium, hvor den bliver undersøgt i mikroskop for at se, om der er celleforandringer. Hvert år får ca. 15.000 kvinder konstateret celleforandringer i livmoderhalsen. Og af dem får ca. 6.000 en lille operation (kegleoperation), hvor celleforandringerne fjernes, så de ikke udvikler sig til kræft på et senere tidspunkt.
Screening for brystkræft består af en røntgenundersøgelse af brystet: En mammografi. Kvinder mellem 50 og 69 år tilbydes en mammografi hvert andet år. Med mammografi kan lægerne finde forstadier til brystkræft eller kræftknuder, der er så små, at kvinden ikke selv kan mærke dem. Det betyder, at de fleste kvinder kan nøjes med at få opereret knuden væk og ikke er nødt til at få fjernet hele brystet. Det kaldes en brystbevarende operation, eller lumpektomi.
Ved screening for tarmkræft får mænd og kvinder mellem 50 og 69 år et brev med posten med et lille prøvesæt, der skal bruges til at tage en afføringsprøve. I brevet er der også en forklaring på, hvordan man tager prøven. Når prøven er taget, skal den lægges i den medfølgende kuvert og sendes til et laboratorium. Hvis der er blod i afføringen, vil man få en tid til en kikkertundersøgelse af tarmen på hospitalet. Kikkertundersøgelsen kan vise, om der er tale om kræft, eller om blodet skyldes andre ting, f.eks. en hæmoride.
Screening for tarmkræft
Læs mere om, hvad man kan gøre for at forebygge kræft:
Find inspiration og viden om emnet kræft under forskellige temaer.
Vi kan desværre ikke hjælpe med at arrangere interviews. Men du er velkommen til at sende en mail til os: