Kræftramtes tanker og behov

Reaktioner på at få konstateret kræft

Der findes ingen regler for, hvordan folk reagerer, når de får at vide, de har kræft. Nogle bliver vrede, nogle går i chok, nogle bliver bange. Og så er der andre, der går i den helt anden grøft. De bliver lettede over at finde ud af, hvad de fejler. Men det er fælles for de fleste, at følelserne kommer på en gevaldig rutsjetur.

De fleste vil automatisk bruge mange kræfter på at bombardere sig selv med spørgsmål. Hvorfor lige mig? Er det min egen skyld, jeg er syg? Bliver jeg rask? Skal jeg opereres? Får jeg smerter? Skal jeg mon dø? Og hvad sker der med mine børn, hvis jeg dør?

Nogle har brug for at vide alt om deres sygdom. De er hurtige til at kaste sig over tasterne på computeren eller ringe til lægen. Men der er også nogle, der ikke har lyst til at vide noget som helst om deres sygdom. De tænker, at jo mindre de ved, jo mindre har de at være bekymrede om. Andre igen søger trøst hos familien.

Læs mere om reaktioner på at have kræft


Livet ændrer sig med en kræftsygdom

Når man får konstateret kræft, er der mange ting, der ændrer sig. Hvor meget der bliver vendt op og ned på hverdagen vil ofte afhænge af, hvilken kræftsygdom der er tale om, og om den har bredt sig.

Nogle kan fortsætte deres liv uden de store forandringer. De kan arbejde og dyrke deres fritidsinteresser, som de plejer. Men der er også rigtig mange, som er mærket af sygdommen. Det kan være fysisk og/eller psykisk. Det kræver energi at være syg. Og det kan være svært at acceptere, at ganske almindelige hverdagsting, som f.eks. at gå en tur med hunden, pludselig kan virke uoverskuelige.

Kræftpatienter har brug for at tale om sygdommen

De fleste kræftpatienter har brug for at tale med andre om deres sygdom, deres bekymringer og angst. Nogle har et netværk, de bruger. Det kan bestå af f.eks. venner, familie, naboer eller kolleger. Men der er også nogle, der ikke har et netværk eller som ikke har lyst til at tale om sygdom med folk, de er tæt på.

Der er forskellige muligheder for at få hjælp. Det kan være professionel hjælp fra læger, sygeplejersker eller psykologer. Men det kan også være fra mennesker, som selv har haft en kræftsygdom tæt inde på livet. Det kan enten være i grupper, eller man kan få personlig rådgivning.

Kræftens Bekæmpelse har kræftrådgivninger forskellige steder i landet. Man kan ringe eller møde personligt op og få hjælp. Det gælder både hvis man har kræft og hvis man er pårørende.

Hvis man har lyst til at sidde hjemme i sin egen stue, mens man får rådgivning, er der også mulighed for det. Så kan man f.eks. benytte sig af telefonrådgivning. Eller man kan kaste sig over tasterne og diskutere med andre i et onlineforum.

Rådgivning
Læs mere om Kræftens Bekæmpelses forskellige rådgivningstilbud.

 
Skal du skrive projektopgave?

Find inspiration og viden om emnet kræft under forskellige temaer.

 

Se temaer


Børn, unge og kræft

Besøg siderne om børn, unge og kræft på cancer.dk.

Læs om børn, unge og kræft


Kontakt skoleredaktionen

Vi kan desværre ikke hjælpe med at arrangere interviews. Men du er velkommen til at sende en mail til os:

skolemail@cancer.dk