Tyktarmskræft

Tyktarmskræft er en kræftform, der udvikler sig som følge af forandringer i slimhindecellerne i tyktarmen.

Her finder du fakta om tyktarmskræft til din skoleopgave.

Billede af tyktarm mm.

Hvad består tyktarmen af?

På billedet er både spiserør, mavesæk, tyktarm og endetarm markeret med lyserød. Tyktarmen er det stykke tarm, der ligger rundt om tyndtarmen (orange).

  • Tyktarmen er cirka 150-170 centimeter lang
  • Gennem tyndtarmen optager kroppen næringsstoffer fra maden
  • Tyktarmen er en fortsættelse af tyndtarmen, og den munder ud i endetarmen
  • Tarmen består af muskulatur og slimhinde


Kræft i tyktarmen

En kræftsvulst i tarmen dannes i slimhinden, som sidder på indersiden af tarmen. Kræftsvulster i tarmen danner som regel en knude, men de kan også vokse ind i tarmen eller vokse rundt om tarmen og klemme omkring den.

Hvorfor får man tyktarmskræft?

Forskerne kender ikke årsagen til kræft i tarmen i detaljer, men sandsynligvis øger fed mad og overvægt risikoen for tyktarmskræft. Men motion og bevægelse, mad med mange fibre, grønt og frugt mindsker risikoen for tyktarmskræft.

Læs mere om sammenhængen mellem mad og kræft:

Spis sundt

Tegn på tyktarmskræft

Tegn på tyktarmskræft er:

  • Blod i afføringen
  • Sort afføring
  • Ændrede afføringsvaner, der varer mere end en måned 
  • Skiftevis forstoppelse og diarré i mere end en måned 
  • En fornemmelse af, at tarmen ikke tømmes ordentligt, når man er på toilettet
  • Smerter ved afføring
  • Luft i tarmene eller ondt i maven igennem længere tid, dvs. mere end 3-4 uger
  • Konstante maveproblemer
  • Træthed (blodmangel), vægttab eller feber i lang tid uden grund

Da mavebesvær er meget almindeligt, er det vigtigt ikke at blive nervøs hver gang, der er problemer med maven. Men nye tegn og tegn, som ikke går væk, skal tages alvorligt. Det er en læge, der må afgøre, om der er grund til at mistænke tyktarmskræft.

Hvem får tyktarmskræft?
  • Tyktarmskræft rammer sjældent unge mennesker og opstår oftest efter 50-årsalderen.

  • Der er næsten lige så mange mænd som kvinder, der får tyktarmskræft.

  • Personer med sukkersyge type II og personer med arvelig disponering for polypper i tarmen, kan have en øget risiko for at udvikle tyktarmskræft.

Hvordan undersøger man for tyktarmskræft?

Ved mistanke om kræft i tarmen, vil lægen mærke på patientens mave og undersøge blodprocenten ved hjælp af en blodprøve. Kvinder vil typisk få foretaget en gynækologisk undersøgelse for at udelukke, at symptomerne stammer fra underlivet.

Hvis undersøgelsen giver mistanke om kræft i tyktarmen, skal patienten til undersøgelse hos en speciallæge eller på et hospital. Her er der forskellige måder at undersøge patienten på:

  • Kikkertundersøgelser
    Lægerne bruger ofte en form for kikkertudstyr til at undersøge for kræft i tarmen. Kikkertrøret kan være op til 100 centimeter langt og er bøjeligt og ikke tykkere end en finger. Kikkertrøret føres typisk ind via endetarmen, og man bruger forskellige typer kikkertrør, alt efter om det er tyktarmen, endetarmen eller f.eks. mavesækken, der skal undersøges.

  • Andre undersøgelser
    Udover kikkertundersøgelser, kan man også undersøge tarmen ved hjælp af forskellige former for scanning og røntgenundersøgelser.

Hvordan behandler man tyktarmskræft?

Der er forskellige måde at behandle tyktarmskræft på: 

Operation
Hvis sygdommen ikke har spredt sig, er den første behandling operation. Ved operationen forsøger man at fjerne selve svulsten og 10-15 centimeter tarm på hver side.
Strålebehandling
Patienter som har tyktarmskræft under 10 centimeter fra endetarmsåbningen, bliver også tilbudt strålebehandling før operation, med mindre svulsten er meget lille.
Kemoterapi
Det er ikke altid, at kræft i tarmen kan kureres. Hvis sygdommen har spredt sig, og derfor ikke kan fjernes ved operation, kan kemoterapi både lindre symptomerne og forlænge patientens liv med sygdommen.
 
Flere kræftsygdomme

Læs om flere kræftsygdomme på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside cancer.dk.

 

Kræftsygdomme


Børn, unge og kræft

Besøg siderne om børn, unge og kræft på cancer.dk.

Læs om børn, unge og kræft