Af: Senem Aydinoglu Foto & video: Fredrik Fleischer & privatfotos
’Jeg var ikke bare endnu en kræftpatient i rækken af mange’
- Under mit behandlingsforløb lovede jeg mig selv én ting: Hvis alt gik efter planen og jeg blev kræftfri, ville jeg fortælle den gode historie. For den fortjener at blive fortalt – og måske kan den hjælpe andre kræftpatienter og deres pårørende. Den handler om en brystkræftpatient som trygt kom igennem sit behandlingsforløb takket være et nærværende og omsorgsfuldt sundhedspersonale, der lyttede og holdt øjenkontakt:
- Jeg var ikke bare endnu en kræftpatient i rækken af mange.
Sådan siger 43-årige Kathe Riis storsmilende, mens hun tænker tilbage på det første møde den læge og sygeplejerske, som gjorde en betydelig forskel for hende under hendes behandlingsforløb.
En knude på størrelse med en glaskugle
Det er lige præcist et år siden nu. Kathe lå i sengen en tidlig morgen i maj, da hun mærkede knuden første gang. Flere gange førte hun hånden over stedet, for at mærke efter. Det føltes som de små glaskugler, hun legede med som barn, husker hun.
I først færd slog Kathe det hen. For som sygeplejerske vidste hun godt, at det kunne være alt muligt: En mælkekirtel, en bindevævsknude eller bare noget hormonelt.
På det tidspunkt var Kathes tanker egentlig også optaget af alt muligt andet end knuden. Efter flere måneders sygemelding og intensiv genoptræning for en diskusprolaps i nakken, var hun nemlig endelig ved at komme ovenpå igen og klar til at komme tilbage til hverdagen, som hun og datteren Victoria på 13 år, savnede.
Men sådan skulle det ikke gå. For ligesom Kathe startede stille og roligt op på arbejde en måned senere, opdagede hun at knuden stadig var der. Måske det er en væskefyldt cyste, tænkte hun og besluttede sig for, at det nok var bedst at vise den til lægen.
'Men så siger lægen: ’Jeg skal have biopsier, for at være helt sikker’, og dér kunne jeg godt mærke, at det i et splitsekund blev lidt alvorligt'.
Kathe Riis, 43 år
Ingen grund til kræftpakke
Få dage efter sidder hun foran lægen, der også mærker knuden. Den føles ufarlig, mener hun. Men sender alligevel Kathe til mammografi. Da henvisningen ikke sker via kræftpakken, får Kathe først en tid til fire uger senere.
- Jeg studser ikke mere over det og er egentlig bare glad for, at jeg får en scanning, så vI kan få afklaret om det er en bindevævsknude, cyste eller mælkekirtel. Mine tanker går slet ikke på brystkræft. Tværtimod tænker jeg: Nej, der er da ingen grund til kræftpakke og alt det der, husker Kathe.
Men dagen efter begynder Kathes bryst at gøre ondt. Så ondt, at hun må have fat i lægen igen. Derfra går det stærkt. Allerede den efterfølgende dag får Kathe en ny akut tid til mammografi, som hun oprindeligt først skulle til en måned efter. Set i bakspejlet kan Kathe godt se, at det måske var de første tegn på, at noget ikke helt var som det skulle være. Alligevel er hendes tanker stadig optaget med alt andet end kræft.
- Samme dag som mammografien bliver taget, skal jeg til jobsamtale for drømmejobbet, som assisterende leder ude på et specialplejehjem for demensramte. Så jeg er nok mere spændt, end de fleste ville være til sådan en undersøgelse og tænker egentlig bare, at det værste der kunne ske var, at lægen ville trække væsken ud af cysten. Men så siger han: ’Jeg skal have biopsier, for at være helt sikkert’, fortæller Kathe og fortsætter:
- Dér kunne jeg godt mærke, at det i et splitsekund blev lidt alvorligt.
Se video med Kathe Riis
Får drømmejobbet og brystkræft
Det ligger generelt ikke til Kathe at lade sig knække. Derfor samler hun tankerne og kører alene videre til jobsamtalen. Heldigvis går det bedre end forventet – og da Kathe senere samme dag får jobbet, glemmer hun alt om knuden igen. Lige indtil en uge efter.
En torsdag formiddag tager Kathe ind på Aalborg Universitetshospital for at få svar på undersøgelserne. Denne gang har hun en veninde med. Her får Kathe beskeden: ’Du har brystkræft’.
- Hvad?! udbrød jeg og så kom tårerne, husker Kathe:
- Det eneste jeg tænkte på, var Victoria. Alt det hun skulle igennem med en kræftsyg mor. Jeg kunne slet ikke forstille mig, hvad og hvordan jeg skulle sige det til hende.
Men så sagde lægen: ’ Vi kan ikke love vores børn, at vi er her for evig tid. Men du kan godt sige til din datter, at når du engang ikke skal være her mere, så bliver det nok ikke pga. den her sygdom’.
Det blev ordene som Kathe rejste sig fra:
- Det var egentlig ikke ordene om, at jeg nok skulle klare den, der gjordet for mig. For det ved jeg godt, at de ikke kan love med sikkerhed. Det var hendes rolige sind, oprigtige omsorg, blik og lyttende øre, der gav mig en følelse af, at jeg ikke bare var endnu et nummer. Det er bare så vigtigt, når man er så sårbar, at man føler sig passet på af dem, man ved kan redde ens liv. Det gav mig tryghed, fortæller Kathe:
- Fra det øjeblik besluttede jeg, at det her – det skulle jeg bare igennem.
'Det eneste jeg tænkte på, var Victoria. Alt det hun skulle igennem med en kræftsyg mor.'
Overskud til at være mor
Forude lå nu en brystbevarende operation og derefter 18 ugers kemobehandling og efterfølgende stråleterapi 20 gange. Kathe husker tydeligt den allerførste gang, hun fik behandling. For det var også her, hun mødte sygeplejersken Mette, som har fulgt hende gennem hele forløbet.
- Mette har været ved min side næsten hver gang, jeg skulle have kemobehandling. Hun er en helt særlig og meget dygtig person. Altid smilende og klar til at løfte ens humør. Hendes hjælp har været helt fantastisk og uvurderlig for mig, fortæller Kathe:
- Jeg er et meget videbegærligt menneske, og jeg er vant til at stille mange spørgsmål, være forberedt og flere skridt forude. Men det kunne jeg bare ikke under behandlingen. For der er ekstrem mange ting, som man ikke er herre over selv - det var grænseoverskridende for mig og kunne nogle dag godt hyle mig lidt ud af den. Når det skete var Mette der bare. Hun kunne tale mig ned og give mig ro til at tage én dag ad gangen, fortsætter Kathe.
Det gav Kathe overskud til at være mor for Victoria, når hun var hjemme. For her brugte hun ikke unødig tid på at spekulere eller søge svar. Dem fik hun af Mette, som trods travlheden på afdelingen tog sig tid til at forstå hendes bekymringer og forklare.
Tak til mangeårig brystkræftforskning
Men det gav også energi til at leve et mest muligt normalt hverdagsliv, forklarer Kathe. Foruden brystkræftforskningen, er hun overbevist om, at al den tryghed hun har følt, har været med til at give hende styrke til at komme så godt igennem behandlingen.
- Jeg var så heldig, at jeg kunne arbejde under hele mit forløb. Da jeg startede på det nye job lige efter operationen, anede jeg ikke, om jeg kunne holde til det. For på det tidspunkt var jeg ikke engang begyndt på behandlingerne. Men det gik, fortæller Kathe:
- Det var hårdt og jeg havde selvfølgelig stadig dårlige dage. Men i det store hele havde jeg det godt og følte, at jeg godt kunne passe mit job. Det skyldes, at jeg fik muligheden for at kanalisere energien de rigtige steder. Det kan jeg bl.a. takke det fantastiske personale på Aalborg Universitetshospital – og selvfølgelig den mangeårig brystkræftforskning. For jeg ved godt, at mit forløb måske havde set anderledes ud, hvis det var for bare 10 år siden, slutter hun storsmilende.
