Af: Senem Aydinoglu Foto & video: Fredrik Fleischer & privatfotos
Mette fik arvelig kræft: ’Jeg føler mig både heldig og frarøvet’
Mette føler sig egentlig skidt. Kemobehandlingen som hun har fået få dage inden virker, kan hun mærke. Alligevel samler hun kræfterne og går i gang med forberedelserne til aften, hvor børnene kommer hjem efter en hel uge hos deres far. Menuen står på børnenes livret: Madpandekager.
Mens de spiser går snakken livligt om ugen der er gået. Frederikke på fem fortæller om en god leg med pigerne i børnehaven og Viktor på 9 år, fortæller stolt om de mange mål han har scoret i en fodboldkamp til træning. Da de to yngste har fortalt og rejst sig fra bordet, retter Mette spørgende blikket mod 11-årige Josefine, der eftertænksomt venter på at få ordet. Mette kan godt se, at hun har noget på hjerte, men spørgsmålet kommer alligevel bag på hende:
- Kan jeg egentlig arve brystkræften, mor? spørger Josefine.
Knuden
Det hele startede fem måneder inden. Mette fandt knuden en tidlig sensommermorgen i august, mens hun stod ude i badet og sæbede sig ind. Flere gange kørte hun hånden over stedet for at være sikker på om det nu var en knude, hun mærkede. Det var det. Mette var ikke i tvivl.
For siden Mette nogle år forinden mistede både sin veninde og svigerinde til brystkræft, har hun været særligt opmærksom på sine bryster. Ikke fordi det som sådan har fyldt i hverdagen, men bare fordi, hun havde lovet sig selv at mærke regelmæssigt efter. Allerede dengang kontaktede hun derfor sin egen læge for at få instrukser i, hvordan man egentlig undersøger sig selv. Her var beskeden, at man altid skal kontakte lægen, hvis man mærker noget, der føles som en knude.
Så det gjorde hun. Lægen mente, at det nok bare var en mælkeknude eller noget hormonelt. Men for en sikkerhedsskyld sendte hun alligevel Mette til videre udredning, da hun hørte, at både Mettes farmor og faster året forinden havde fået brystkræft. ’Når nu der er tilfælde i familien’, som hun sagde.
'Det var enormt vigtigt for mig, at det var mig der bestemte, hvornår det skulle ryge af og ikke kemoen.'
Mette Britt Overmark, 39 år
Aggressiv brystkræft
På Roskilde sygehus fik Mette ud over mammografi og røntgen foretaget en biopsi. Lad os heller være på den sikre side, sagde lægerne. I første omgang hæftede Mette sig ikke ved biopsien. Men mens hun forvirret bladrede i de pjecer, som sygeplejersken havde givet hende, gir alvoren op for hende. For her faldt hun over ordet: Kræftpakkeforløb, der fik hendes hjerte til at slå et ekstra slag.
Den efterfølgende uge var svær. Mens Mette ventede på svar var hun et stort nervevrag. For hvad nu hvis, begyndte hun at tænke. En sen lørdag aften kom Mette i tanke om at tjekke sundhed.dk for at se om der var svar. Det var der: Brystkræft.
- Jeg ringede straks til min søster for at høre, om hun kunne videresende journalen til hendes sygeplejerskeveninder, som måske kunne forklare, hvad der stod. Jeg ville forstå alle skrevne ord, men det var jo midt om natten, så vi fik ikke fat i nogen. I stedet forsøgte jeg selv at oversætte de ord, jeg ikke forstod. Den nat lukkede jeg ikke et øje. Det var så forfærdeligt, husker Mette.
Om mandag kontaktede Mette sin egen læge. Nu kunne hun ikke vente længere på at få svaret forklaret. Så da hun få dage efter sad foran kræftlægen på Roskilde Sygehus, var hun egentlig ret fattet, da beskeden kom: ’Du har en meget aggressiv form for brystkræft, Triple-negativ’. For hun vidste det godt. Men da hun igen fik udleveret en masse pjecer, så hun denne gang overskriften: ’kræft og børn’. Dér væltede Mettes verden. For hvad med børnene. Hvordan skulle hun fortælle dem, at deres mor var alvorligt syg?
Se video med Mette Britt Overmark
Farvel til håret
Allerede halvanden uge senere startede kemobehandlingerne. Forude lå 12 ugers kemobehandling, brystbevarende operation og efterfølgende stråleterapi. Da lægerne gjorde Mette opmærksom på, at hendes hår inden længe ville falde af, besluttede hun at det skulle doneres til parykker. Og, at det skulle ske på en helt særlig måde.
- Det var enormt vigtigt for mig, at det var mig der bestemte, hvornår det skulle ryge af og ikke kemoen. Derfor arrangerede jeg sammen med mine to søskende og børnene en dag, hvor vi sagde farvel til håret. Børnene fik lov til at flette en fletning hver, som vi klippede af, fortæller Mette:
- Mit hår er en stor del af mig. Derfor var det en rigtig fin, men også sorgfuld dag for mig. Jeg vidste godt, at jeg ville blive meget rørt, så aftalen var, at min ene søster tog børnene med på cafe og den anden blev med mig, hvis nu jeg blev for ked af det. Men det gjorde jeg slet ikke. For det var bare så fin og god en dag, selvom den også var hård.
Siden har Mette været glad for at have parykken. Selvom det ikke er det samme - og hun stadig lærer sit nye udseende at kende - minder parykken alligevel om det hun kender: Den gamle Mette med det lange mørke hår.
'Det var en ekstrem stor sorg for mig, at jeg nu også skulle sige farvel til mine bryster..'
Brystkræften er arvelig
Mette mærkede allerede kemoen efter først behandling og fik det gradvist dårligere og dårligere for hver gang. Hendes immunforsvar var banket helt i bund og hun fik en lang række bivirkninger.
Maveonde, Kvalme, kemotåge, sår og blister i halsen, tørre slimhinder i øjne og næse, muskel –og ledsmerter, prikken i fingre og tær og en influenza så slem, at Mette måtte indlægges. Selvom det var hårdt, trøstede Mette sig dog med, at det gik den rigtige vej med behandlingen. For ud over bivirkningerne gik alt sådan set efter planen. Lige indtil opkaldet i januar.
- Her fik jeg beskeden: Din brystkræft er desværre arvelig. Da jeg nogle uger forinden blev tilbudt gentesten, troede jeg at det var en rutinemæssig undersøgelse. Men det fandt jeg ud af, at det ikke var. Lægen forklarede, at testen blev foretaget, fordi jeg er så ung og fordi den type brystkræft jeg har, er kendt for at være arvelig, fortæller Mette:
- Hun forklarede også, at det jo betød, at jeg selv havde arvet genet fra en af mine forældre, og at der derfor er 50 pct. risiko for, at jeg har givet det videre til mine børn, tilføjer Mette.
Opkaldet fra lægen fik Mette kort tid inden den aften, hvor Josefine henover aftensmaden spurgte eftertænksomt ind til emnet. Derfor blev svaret til hende desværre et sorgfuldt ja.
De svære beslutninger
Hos en mindre del af de arvelige tilfælde af brystkræft er det muligt at påvise en fejl i et af to gener, der kaldes BRCA1 og BRCA2. De to sygdomsdisponerende genvariant giver stærkt øget risiko for brystkræft – eller tilbagefald og kræft i æggestokke og æggeleder.
Da Mette har genfejlen BRCA2 anbefalede lægerne at få fjernet begge bryster helt i stedet for en brystbevarende operation. Derudover fik Mette at vide, at hun også skulle overveje at få fjernet æggestokke og æggeleder. Men Mette var ikke i tvivl. Selvfølgelig skulle hun det.
- For mig var det overhovedet ikke noget valg. Jeg har tre børn – den risiko kunne jeg slet ikke tillade mig at tage. Men det var en ekstrem stor sorg for mig, at jeg nu også skulle sige farvel til mine bryster. For ligesom med mit hår, så jeg elskede dem. Det er dem jeg har ammet mine tre børn med - de er min kvindelighed. De var så stor en del af mig. Og så var de bare flotte, fortæller Mette.
Forude lå nu en helt ny behandlingsplan. Mettes beslutning om at få fjernet æggeleder og æggestokke betød nemlig også, at hun ville gå i overgangsalderen fra det sekund, de var væk.
- Det hele var bare så voldsomt og urimeligt. Ligesom jeg troede, at jeg var ved vejs ende, væltede det hele bare. Nu skulle jeg både forholde mig til alt det jeg selv skulle igennem, uvisheden om fremtiden, og alt det min familie skulle igennem. For pludselig var det jo ikke kun mig, der var involveret i at være syg – det var hele familien og mine tre børn, husker Mette.
'Nu sidder jeg her to måneder efter, jeg er blev erklæret kræftfri og føler det egentlig stadig lidt ensomt.'
Mette Britt Overmark, 39 år
Arvet genfejl fra far
Derfor blev både Mettes far og tre søskende også testet efterfølgende. Selvom testen viser, at faren har BRCA- genet, går den ene søster fri, mens de to andre stadig venter på at få svar. Det betyder altså, at Mette har arvet genet fra sin far. Om Mette selv har videregivet det til sine tre børn er dog uvis indtil børnene fylder 18 år og selv kan samtykke til at lade sig teste.
- Hele vejen igennem har jeg lovet mig selv at være ærlig omkring sygdomsforløbet. Og da jeg fik beskeden, vidste jeg godt, at børnene havde ret til at vide det. Jeg skulle bare lige selv sluge den og finde ud af, hvordan man egentlig fortæller en 11 årig, 9 årig og 5 årig, at de måske har en forøget risiko for at blive alvorligt syg, når de bliver voksne? fortæller Mette:
- Jeg har valgt at vende det til noget konstruktivt: At vi - både børnene og jeg - er heldige fordi vi nu ved det. For det betyder, at der vil blive holdt ekstra øje med os. Sådan bliver vi simpelthen nødt til at tænke. Selvfølgelig er frygten der stadig, men den må ikke være styrende for vores liv.
- Det er klart, at Josefine grundet sin alder er lidt mere nysgerrig end de to andre, og derfor selv spørger ind. Men jeg har gjort meget ud af at fortælle, at det her ikke er børnekræft, og at vi derfor ikke skal forholde os til det før, de er voksne. Hun skal ikke gå og være ked af noget, som vi ikke selv kan styre lige nu. Og hvis resultatet en dag alligevel skulle vise det, som vi frygter, så har jeg sagt til hende, at hun skal huske, at vi er heldige fordi de læger, der passer på os, er rigtig dygtige. Det accepterer hun - i hvert fald lige nu, tilføjer Mette.
Livet efter Kræft
Når Mette tænker tilbage på sit forløb, kan hun godt se, at det faktisk har været enormt ensomt for hende. For selvom hun har været omringet af en fantastisk familie og omsorgsfulde venner, har det været svært at sætte ord på de mange følelser og frustrationer, der er gået gennem hendes krop.
- Under kemobehandling og genoptræning mødte jeg flere brystkræftramte kvinder, som jeg kunne tale og dele erfaringer med i forhold til bivirkninger af kemoen. Det var rigtig rart. Men ingen af dem havde en genfejl som mig og derfor så deres forløb noget anderledes ud end mit. Alle de tanker og bekymringer jeg havde omkring at få fjernet begge bryster og komme i overgangsalderen kunne jeg ikke vende med nogen. Det har været ret ensomt, fortæller Mette:
- Nu sidder jeg her to måneder efter, jeg er blevet erklæret kræftfri og føler det egentlig stadig lidt ensomt. Alle dem, der under forløbet stod klar og hjalp til, er væk nu. Der er bare stille. Jeg bebrejder ingen. Helt naturligt er man jo lettet som pårørende og tænker: ’Hun klarede den, hun døde ikke. Nu er det slut.’
Men sådan er det ikke for Mette. Faktisk føler hun, at tiden efter kræften er lige så hård, som hele behandlingsforløbet. For selvom hun er erklæret kræftfri, føler hun sig endnu ikke helbredt – både hvad angår krop, men også sind.
- Jeg har taget en del på, mistet mit hår, fået fjernet begge bryster, æggeleder og æggestokke. Jeg føler mig frarøvet min identitet og min krop – og er enormt bange for, hvordan det nu skal gå, når jeg kommer i overgangsalderen i en alder af 39 år. Men det er svært og skamfuldt at sige højt. For jeg føler, at jeg har opbrugt min kvote af omsorg, selvom jeg godt ved, det ikke forholder sig sådan.
- Det er først nu jeg mærker, hvad det var, der lige skete. At døden bankede på min dør. Derfor har jeg lovet mig selv, at min helingsproces skal tage den tid, det tager. For jeg skal jeg rekonstruere mit hoved i lige så høj grad, som alt det andet på min krop, slutter Mette.