Nyheder

  • ”Da sygdommen ramte, var jeg ikke særlig åben om min situation. Hvis nogle spurgte, fortalte jeg om min diagnose, min operation og min behandling. Men jeg fortalte ikke, hvordan jeg egentlig havde det. At jeg faktisk døjede med angst og depression”.

  • Da Gitte fik konstateret brystkræft for syv år siden besluttede hun sig for at være åben om sin sygdom. 10 år forinden havde hun mistet sin gode veninde til kræft, og dér havde Gitte mærket, hvor rart det var, at veninden var åben omkring hendes situation. Derfor besluttede Gitte sig hun sig for at gøre det samme.

  • I december 2013, da Henriette var gravid med sit fjerde barn og ammede sit tredje, følte hun noget mærkeligt ved sit ene bryst.

  • Simon og Emma var netop blevet gift og i gang med opbygge et fælles liv, da Emma blev ramt af brystkræft. Simon stod ved Emmas side hele vejen gennem forløbet, men han fik ikke hjælp til at håndtere sine egne følelser, og det sendte ham til sidst ud i en depression. Kræftens Bekæmpelse efterlyser mere fokus på pårørende og mener, at alle sygehuse bør have en pårørendepolitik.

  • Da jeg fik konstateret brystkræft styrtede min verden sammen. Jeg var klar over, at der forude ventede et langt og hårdt behandlingsforløb og jeg forsøgte at forberede mig så godt som muligt. Jeg skulle i kemobehandling og vidste, at jeg ville miste håret. Jeg besluttede mig for at få taget nogle billeder af mig selv, før jeg mistede håret, fordi jeg håbede, at billederne kunne hjælpe mig med at holde fast i mig selv. Det var vigtigt for mig, at det var nogle gode billeder, der virkelig viste ”den jeg var” og jeg spurgte derfor min kusine, der er fotograf, om hun ville tage ”før jeg taber håret” billeder af mig. Det ville hun gerne.

  • Sara Kristiansen er 43 år og har brystkræft. Hun gør alt, hvad hun kan for at holde fast i både arbejde, venner og sociale arrangementer, for hun vil ikke lade sygdommen styre sit liv. Men samtidig har hun svært ved slippe angsten for, at brystkræften kan kommer igen.

  • Jeg hedder Johan. Jeg er 31 år. Har en lille vidunderlig datter, Augusta, på 2 måneder. Udover at være Far, er jeg også bror, ven, flymekaniker og meget mere. I april 2014 blev jeg også brystkræft patient.

  • I november 2014 læste jeg tilfældigt en artikel på nettet om brystkræft og tænkte at det var da ikke noget for mig, men jeg mærkede alligevel efter i begge mine bryster. (Ja, mænd har også bryster, de er bare ikke så veludviklede.) Der var en knude i det højre inde bag brystvorten.

  • For godt et år siden ændrede verden karakter. Det var dagen, da jeg i en alder af 30 år fik konstateret kræft i mit ene bryst.

  • Min datter ringer. Hun er sammen med sin bror til grøntsagsmarked på skolen. Jeg har lovet at komme hvis ”jeg kan nå det efter arbejde” Hendes stemme er så glad. Min eneste tanke er, om lidt skal jeg knuse mine børns glade og ubekymrede liv. Det er ikke retfærdigt. Vi har det jo perfekt i vores lille familie på 3.

  • ”Ja det var så desværre en brystcancer”… Dette var ordene fra lægen lige da jeg havde sat mig ned på stolen overfor hende. Mere husker jeg faktisk ikke fra den samtale. Jeg var i chok, min krop begyndte at ryste, og tårerne løb ned af mine kinder – alt imens jeg fra 18. sal på Herlev kiggede ned på alle bilerne og tænkte på hvordan de bare kunne fortsætte som intet var hændt, nu hvor min verden var gået i stå.

  • Jeg havde aldrig troet, at jeg som 38-årig skulle rammes af brystkræft! Mig? Da jeg fik beskeden om brystkræft i januar 2016, forventede jeg at skulle sætte mit liv mere eller mindre på stand-by de næste 7-8 måneder... Det blev dog heldigvis ikke som forventet! Ingen ønsker at skulle gennem dette forløb, men når det nu ikke kunne være anderledes, så kan jeg se tilbage på de sidste 6 måneder og konstatere at det faktisk ikke har været så slemt...