31-08-2021

Alarmerende tal: Hver 3. brystkræftpatient venter stadig for længe på operation

De røde lamper blinker for især brystkræftpatienterne og især i Region Sjælland, som har mere end svært ved at få kvinder med brystkræft opereret inden for den lægeligt begrundede maksimale forløbstid på 27 dage. Og det ser ikke meget bedre ud for lungekræftpatienterne. Det er bare ikke godt nok. Det er en bunden opgave at sørge for, at patienterne bliver behandlet til tiden, lyder det fra Kræftens Bekæmpelses direktør Jesper Fisker, der opfordrer sundhedsministeren til at tage sagen op med regionerne.
billede af Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse

Mens hele verden brugte hovedparten af 2020 til at tale om Covid-19, har personalet på landets kræftafdelinger holdt skruen i vandet og har diagnosticeret og behandlet et stort antal kræftpatienter, og langt de fleste patienter – 81% - blev sat i behandling inden for den lægeligt begrundede tidsfrist, der er fastsat for hver kræftsygdom.

-Det er godt gået, at de ansatte på kræftafdelingerne er lykkedes med at få så mange patienter gennem systemet, i et år, hvor hele sundhedssystemet var så belastet af indsatsen mod Covid-19, siger direktør i Kræftens Bekæmpelse Jesper Fisker.

Det er alarmerende tal, men det er desværre ikke nyt, at en stor del af patienterne må vente for længe på kræftoperationer. Vi har set år efter år, hvordan behandlingen af især brystkræft- og lungekræftpatienter halter i hovedparten af de danske regioner. Det er et nationalt problem, som vi har brug for en national løsning på, og vi vil opfordre sundhedsministeren til at udarbejde en plan sammen med regionerne, så vi kan få rettet op, for patienterne har brug for, at blive behandlet til tiden.

Jesper Fisker, administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse

Men i første halvår af 2021 faldt det tal til foreløbigt 78%, og når alle patientforløb er gjort op og alle efterregistreringer er talt med, vil tallet være endnu lavere, viser nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen, der netop har offentliggjort rapporterne "Monitorering af Pakkeforløb for kræft for 1. og 2. kvartal 2021".

Og især patienter, der skal opereres for brystkræft og lungekræft lider under dette. Kun 59% af patienterne kommer på operationsbordet inden for brystkræftpakkens tidsfrister, og blandt lungekræftpatienter er tallet endnu lavere, nemlig kun 57%.

-Det er alarmerende tal, men det er desværre ikke nyt, at en stor del af patienterne må vente for længe på kræftoperationer. Vi har set år efter år, hvordan behandlingen af især brystkræft- og lungekræftpatienter halter i hovedparten af de danske regioner. Det er et nationalt problem, som vi har brug for en national løsning på, og vi vil opfordre sundhedsministeren til at udarbejde en plan sammen med regionerne, så vi kan få rettet op, for patienterne har brug for, at blive behandlet til tiden, siger Jesper Fisker.

Ekstra lang ventetid i Region Sjælland
Især i Region Sjælland er der problemer med at overholde kræftpakkernes forløbstider: Her behandles kun 65% af alle kræftpatienterne inden for tidsfristerne, og især kvinder, der skal opereres for brystkræft er ramt af forsinkelser: Kun 28% af de kvinder, der i andet kvartal af 2021 er blevet opereret for brystkræft, blev behandlet inden for tidsfristen på 27 dage. Også lungekræftpatienterne må vente for længe på operation – her behandles kun 31% til tiden i andet kvartal 2021.

-Vi har jo set de dårlige tal fra Region Sjælland før, og vi kender forklaringerne, der blandt andet handler om mangel på personale. Jeg er glad for, at problemerne har politisk bevågenhed i regionsrådet, men i den 8-punkts kræft plan, som Region Sjælland fremlagde i sidste uge, fremgår det ikke, hvordan regionen vil løse dette. Planen rummer fine intentioner men vi mangler at se de konkrete tiltag, siger Jesper Fisker.

Også i Region Hovedstaden må flere end halvdelen af de kræftramte kvinder vente for længe på deres brystkræftoperation. Kun 48% blev i andet kvartal 2021 opereret til tiden. Også det billede går igen år efter år.

Brystkræft er den mest hyppige kræftform hos kvinder. Hvert år får omkring 5000 kvinder herhjemme konstateret brystkræft. Næsten lige så mange får konstateret lungekræft, der dog rammer begge køn næsten lige hyppigt. I 2019 fik knap 2500 kvinder konstateret lungekræft mens sygdommen ramte knap 2400 mænd.

Forbehold for data.
Sundhedsdatastyrelsen tager igen forbehold for dele af de data, rapporten er baseret på. Det skyldes blandt andet implementering af en ny version af Landpatientregisteret (LPR3) og at den nye datamodel, der ikke er færdigtestet. Data for pakkeforløbene skal derfor tolkes med nogen forsigtighed.

tabel m kræftpakkeforløbstider
Andelen pakkeforløb for brystkræft og lungekræft afsluttet med kirurgisk initialbehandling gennemført inden for de lægefagligt begrundede forløbstider i 2. kvartal 2021
Af Janni Brixen Sidst ændret 31.08.2021