31-08-2016

Annette: Hej mor….når du ikke at komme herud…det er bare SÅ hyggeligt !!

Min datter ringer. Hun er sammen med sin bror til grøntsagsmarked på skolen. Jeg har lovet at komme hvis ”jeg kan nå det efter arbejde” Hendes stemme er så glad. Min eneste tanke er, om lidt skal jeg knuse mine børns glade og ubekymrede liv. Det er ikke retfærdigt. Vi har det jo perfekt i vores lille familie på 3.

Jeg sidder på café med min mor og min ene søster. Tårerne løber ned af vores kinder mens vi snakker. ”Hvorfor os igen!!” Min mormor døde af metastaser efter brystkræft, min mor er efter 10 år ikke raskmeldt pga. brystkræft….og nu mig!

Ugen forinden ligger jeg på briksen for at få lavet ultralyd. Jeg har på fornemmelsen at noget er galt. 4 læger har dog ikke kunnet mærke noget… og mammografi viser heller ikke noget. Jeg ligger så jeg selv kan følge med på skærmen. Der er flere mørke steder jeg genkender som vandcyster…men der er den.

Jeg sidder nu på café efter besøg hos lægen. ”Ja Anette…det er jo desværre kræft” og så ruller det bare derud af. Ny kæreste der står ved min side hele vejen….  Operation, kemo…kontrol…kontrol..kontrol…samtaler. Rekonstruktion, kontrol, operation, psykolog, samtaler, kontrol… forhold der går i stykker efter nogle år… veninde der får brystkræft….

Forstår ikke hvor tiden er blevet af. Jeg sidder til samtale på Onkologisk afdeling. Vi skal have en snak om hvorvidt jeg skal fortsætte med Tamoxifen eller ej. Jeg har ikke lyst pga. alle bivirkningerne. Vi snakker frem og tilbage. Overlægen giver mig ret…ingen grund til at fortætte når bivirkninger overstiger gevinsten ”din risiko for tilbagefald er jo ikke eksisterende” siger hun.

Den søde overlægedame siger :” jamen skal jeg så ikke lige undersøge dig” Hun mærker efter, lytter, banker mig på maven mm. ”Tag du bare tøjet på igen”.

”Ja Anette så vil jeg aldrig se dig her igen….jeg afslutter dig!” Jeg er helt forvirret…jamen er det rigtigt. Jeg kan næste ikke få armene ned. 10 år er gået og jeg er afsluttet…hvor fantastisk. Jeg er rask og jeg har overlægens ord for det. Afsluttet…skal aldrig komme mere <3

Når det så er sagt kan disse ord ikke fjerne den følelse der alle 10 år har siddet i kroppen. Heller ikke at hjernen har svært ved at forstå det. Det kan heller ikke fjerne bivirkningerne som: dårlig hukommelse, ømme led, træthed, problemer med humøret mm.

MEN…jeg er her endnu. Engang troede jeg ikke at jeg ville blive 40 år… nu er jeg glad for, at jeg om 5 mdr. bliver 50.

Jeg nyder at se mine børn vokse op og blive til nogle fantastiske mennesker. Jeg har købt et kolonihavehus og nyder at finde ro derude. Jeg arbejder fortsat med mig selv og kæmper meget med det. Tungsind og eftertænksomhed er en stor del af mit liv. Jeg har ændret mig som person efter det lange forløb. Håber at finde lidt af den gamle Anette igen. Jeg er sikker på at det vil lykkes…der er lang vej men jeg er på vej, kan mærke det ! Tro på dig selv! Tro på mig selv!

Af Anette Sidst ændret 31.08.2016