17-08-2018

Arrangér dit eget Pink Party til Lyserød Lørdag

Gør som Rikke Bille og arrangér en dejlig lyserød fest for veninder, kollegaer og familie – i den gode sags tjeneste.

Rikke Bille startede med at arrangere Pink Party i 2014, hvor hun samlede en gruppe af damer hjemme hos sig selv.  Året efter kom der endnu flere, og da de endte med at sidde som sild i en tønde, udvidede Rikke det til den lokale sognegård. Her bliver der hygget, arrangeret lotteri og lavet auktion over de store præmier. Der er tilmed underholdning i form af dans eller, som i år, hvor der kommer et kvindeband og spiller.

Rikke Bille arrangerer Pink Party til Lyserød Lørdag

”Det har været SÅ fantastisk at opleve hvordan folk bakker op om sådan et arrangement! Lige fra damerne der kommer igen år efter år, til sognegårdens personale der stiller op og gør rent, til den lokale bager der alle årene har bagt den mest fantastiske kage, til alle de mange butikker og personer der donerer præmier, ting til auktionen og mad og drikke” fortæller Rikke Bille. 

”Jeg får altid hjælp af søde damer; til indsamling af præmier, praktisk hjælp på dagen osv. Man kan ikke stå én person med alt det” fortsætter Rikke. 

Og som Rikke Bille kan man sagtens starte i det små med at invitere sine veninder med hjem til en dejlig lyserød aften, hvor man får mad og drikke sponseret, og evt. arrangerer en auktion over sponsorerede præmier. ’Entre’ og salg af lodder går til brystkræftsagen. 

”Årsagen til at jeg gør det er - udover at det er utrolig sjovt og hyggeligt – at jeg håber, at pengene, der bliver samlet ind på dagen, kan være med til at gøre bare en lillebitte forskel. Vi kender jo alle nogen, der har eller har haft kræft, og ved at arrangere Pink Party føler jeg, at jeg hjælper lidt”.

Læs mere om Lyserød Lørdag og tilmeld dig

Af Sanne Lykke Lindehøj Sidst ændret 17.08.2018
Fordi ingen bryster skal have kræft Støt nu