26-09-2017

Vigtigt at inddrage de pårørende

Da Gitte fik konstateret brystkræft for syv år siden besluttede hun sig for at være åben om sin sygdom. 10 år forinden havde hun mistet sin gode veninde til kræft, og dér havde Gitte mærket, hvor rart det var, at veninden var åben omkring hendes situation. Derfor besluttede Gitte sig hun sig for at gøre det samme.
Da Gitte fik brystkræft for syv år siden, besluttede hun at være åben omkring det

Vær åben omkring, hvordan du har det

”Mange bliver i tvivl om, hvad de skal sige til én eller hvordan de skal opføre sig. Hvis man som kræftpatient åbner op og fortæller, hvordan man har det eller hvad man har brug for, så er der en bedre chance for, at man faktisk får det, som man har brug for. Om det er at tale om tingene eller at få en pause for at tale om tingene. Jeg valgte desuden at skrive statusmails til udvalgte i min omgangskreds. Så vidste de, hvor jeg var nået til i behandlingen, hvordan jeg havde det og hvad der skulle ske, og kunne tilpasse deres spørgsmål derefter”. 

Men åbenheden virkede ikke så godt for alle. Venindens død gjorde det svært for Gittes nærmeste familie at tale om sygdommen. Frygten for at miste deres mor eller hustru var alt for nærværende og satte ofte en stopper for at tale om tingene. 

”Som pårørende står man jo ved siden af og føler sig hjælpeløs. Man kan jo hverken gøre fra eller til i forhold til sygdommen. Den følelse af magtesløshed gjorde det svært for dem. Jeg måtte derfor gøre meget for at overbevise dem om, at de ikke kunne gøre andet end blot være der for mig - og at det var okay”. 

Gør det så konkret som muligt

For at hjælpe sin familie med at forholde sig til situationen, tog Gitte sin mand og børn med, når hun skulle på sygehuset. ”Én ting er at høre om tingene. Noget andet er at se det. Ved at tage dem med, kunne de se, hvor jeg fx skulle ligge, når jeg fik stråling eller hvor jeg sad, når jeg fik kemo. Det blev mere konkret og mindre farligt – og derved lettere for mig. For det er de færreste, der ved særlig meget om sygdommen, behandlingsformerne eller potentielle bivirkninger og senfølger. Så jo mere viden de havde, jo bedre kunne de også forstå mine forskellige reaktioner. Jeg behøvede fx ikke at forklare, hvorfor jeg godt kunne være glad de dage, jeg stod op og skulle til kemo”. 

”Det kan være svært at tale om de svære tanker eller de fysiske udfordringer, men jeg tror alligevel, at det er vigtigt, at man prøver at inddrage sine nærmeste, hvis man bliver ramt af kræft. Hvis ikke der er overskud til de store snakke, så kan man prøve at involvere dem i det mere håndgribelige omkring behandlingsforløbet. Det kunne med fordel også være noget, som sygehusvæsenet blev bedre til at hjælpe patienterne med”.

Af Camilla Rich Sidst ændret 26.09.2017
Fordi ingen bryster skal have kræft Støt nu