29-03-2020

’Hospitalet gør, hvad de kan for at passe på os kræftpatienter i en tid med corona’

Coronakrisen kan skabe utryghed hos kræftpatienter, der kan være bange for selv at blive smittet. Men kræftbehandlingen kører videre, og hospitalerne har taget en række forholdsregler, så patienterne trygt kan møde op.
Portrætfor Maria Jeppesen
Maria Jeppesen har brystkræft og skal til behandling hver tredje uge. Hun oplever at hospitalet tager de nødvendige forholdsregler, så risikoen for at blive smittet med coronavirus nedsættes. Foto: privat

Venteværelset til blodprøvetagning er bemærkelsesværdigt tomt. Normalt sidder patienter og pårørende skulder ved skulder, og der kan være op til en times ventetid. Men sådan er det langt fra i dag, fortæller 45-årige Maria Jeppesen. 

Maria har brystkræft, der har spredt sig til knoglerne. Hun er en af de tusindvis af patienter, der skal passe deres kræftbehandling. For selvom pandemien vækker usikkerhed, og vi dagligt hører, at coronaen risikerer at lægge sundhedsvæsenet ned, så holder kræft ikke pause. 

Hver tredje uge skal Maria på hospitalet for at få taget blodprøve, så lægen kan afgøre om hendes immunforsvar er stærkt nok til, at hun kan få de næste kemopiller med hjem. I dag er der helt usædvanligt kun fem personer i kø før Maria, og hun kommer til næsten med det samme. 

- Jeg må indrømme, at jeg ikke var særlig begejstret for at skulle ind på hospitalet i dag. Hvor mange mennesker ville jeg møde? Hvor tæt ville vi sidde? Man aner jo ikke, hvem der er smittet, og hvem der ikke er. Det er det, der gør hele den her situation så utryg. På grund af min behandling er mit immunforsvar ikke er i top, og derfor er jeg bekymret for at blive smittet – for hvad vil det betyde for mig og mit liv? spørger Maria.

Er du kræftpatient eller pårørende, og har du spørgsmål om corona? Læs her:

Spørgsmål og svar om corona

Mange aftaler aflyses – men ikke kræftbehandling

Sundhedsmyndighederne har varslet, at en lang række operationer og lægebesøg kan blive udskudt eller helt aflyst, men det gælder ikke livsvigtig kræftbehandling. Derfor skal kræftpatienter som Maria Jeppesen stadig møde op på hospitalet.

For at holde afstand må man kun sidde på hver tredje stol i venteværelset. Foto: Maria Jeppesen

På stolene i venteværelset på Herlev Hospital er der klistret skilte, der viser, at man kun må sidde på hver tredje af dem. Og på gulvet markerer klistermærker, at det er vigtigt at holde afstand. Pårørende må ikke opholde sig i venterummet, og i det hele taget oplever Maria, at hospitalet passer på patienterne. 

Da Maria kommer ned til ambulatoriet, hvor hun skal have en samtale med sin læge, er også dette venteværelse næsten tomt. Skilte viser tydeligt, at pårørende skal blive udenfor. 

En patient bliver kaldt ind til lægen. Hun vil give hånd, men lægen træder straks et skridt tilbage og siger, at det må de desværre ikke af hensyn til smitterisikoen – for dem begge.

- Det virkede så sikkert, som det kunne være, vil jeg sige – men jeg valgte dog at beholde mine handsker på. Lægen holdt også god afstand – væsentligt mere end normalt – og der var langt færre patienter og pårørende, end der plejer at være. Det var helt tydeligt, at de i dag klarer nogle af konsultationer på en anden måde – måske over telefonen, siger Maria og fortsætter: 

- Det var også betryggende at opleve, at selvom de pårørende ikke må være i venteværelset, så var der enkelte, der havde pårørende med inde til selve samtalen. Det vil betyde rigtig meget for mig, når jeg om nogle uger skal have et vigtigt scanningssvar..

Skilt der viser at pårørende ikke må komme ind
For at begrænse smitterisikoen må pårørende ikke opholde sig i venterummet. Foto: Maria Jeppesen
Portrætfoto af Marie Lawætz
- Ud fra hvad vi hører, bliver der gjort rigtig meget ud af at passe godt på hinanden på hospitalet, siger Marie Lawætz, chef for Kræftlinjen

Tal med personalet, hvis du ikke føler dig tryg

På Kræftlinjen fortæller Marie Lawætz, chef for den telefoniske rådgivning og psykolog, at utrygheden ved at skulle møde på hospitalet til behandling, fylder en del i de samtaler, linjens rådgivere har med patienter og pårørende. 

Men det er Marie Lawætz’ vurdering, at sundhedspersonalet er rigtig gode til at tage de nødvendige forholdsregler, så man ikke risikerer at blive smittet, når man skal til behandling. Men det er naturligvis et opmærksomhedspunkt, som Kræftens Bekæmpelse holder øje med. 

- Ud fra hvad vi hører fra både personale og patienter, bliver der gjort rigtig meget ud af at passe godt på hinanden på hospitalet. Det er i alles interesse. Vi har dog også hørt et par enkelte historier fra patienter, som har oplevet at skulle sidde lige lidt for tæt på andre under eksempelvis kemobehandling, siger Marie Lawætz. 

- Det er vigtigt at sige, at hvis man oplever noget, der bekymrer én ude på hospitalerne, så gør personalet opmærksom på det i situationen. Og hvis de ikke handler på det, vil vi selvfølgelig meget gerne høre om det her på Kræftlinjen, understreger hun.

Kræftpatient og corona-bekymret? Sådan styrker du din mentale sundhed

Kemoen forlænger mit liv, og så længe jeg ikke er ramt af sygdom, så fortsætter jeg selvfølgelig med behandlingen. Men hvis jeg nu bliver ramt af corona og skal stoppe med pillerne, så får min kræft måske fred til at vokse … Det er et dilemma.

Maria Jeppesen, brystkræftpatient

Stop med kemo, hvis du oplever tegn på corona

Marias tal er heldigvis fine i dag. Lægen anbefaler derfor, at hun fortsætter med kemopillerne. Dog, siger lægen, skal Maria være opmærksom på eventuelle symptomer på corona. Og hvis hun oplever den mindste smule, skal hun stoppe med pillerne, da de svækker hendes immunforsvar. Maria risikerer derfor at blive ekstra syg, hvis hun bliver ramt af corona. 

- Kemoen forlænger mit liv, og så længe jeg ikke er ramt af sygdom, fortsætter jeg selvfølgelig med behandlingen. Men hvis jeg får corona, skal jeg stoppe med pillerne, da jeg ellers risikerer at blive meget syg af virussen - men så får min kræft måske fred til at vokse … Det er et dilemma, som er vanskeligt at forholde sig til. Det føles lidt som at vælge mellem pest eller kolera, fortæller Maria.

Hun og familien gør derfor alt, hvad de kan for ikke at blive smittede. De ser ikke nogle mennesker. Marias mand, Henrik, har to store drenge, dem ser de heller ikke i øjeblikket. Henrik, sørger for indkøb og gør det primært over nettet, og Maria og Henriks to børn på seks og otte år har ikke nogen legeaftaler. I stedet har Maria fået arrangeret, at de kan mødes med deres klasser online i en lukket gruppe. På den måde kan de holde kontakten og deres sociale liv ved lige. 

-  Hele den her situation skaber så meget usikkerhed, og det kan godt gøre mig bange. For hvad sker der, når eller hvis jeg bliver syg? Det sætter nogle tanker i gang, og det er et skræmmende scenarie. Vi kan ende med alle sammen at blive påvirkede af det her, og derfor kan vi alle heller ikke være andet bekendt end at lytte til myndighederne og følge deres anvisninger. For jo bedre vi alle er til følge retningslinjerne, jo hurtigere kan vi igen være sammen med dem, vi holder af, siger Maria.

Alene sammen: Fællesskab for kræftpatienter i corona-isolation

Besøg vores hjemmeside om kræft og corona:

Information om corona

Af Af Charlotte Taarnhøj Dahlstrøm Sidst ændret 29.03.2020