01-08-2017

Johan: Kan mænd virkelig få brystkræft?

Jeg hedder Johan. Jeg er 31 år. Har en lille vidunderlig datter, Augusta, på 2 måneder. Udover at være Far, er jeg også bror, ven, flymekaniker og meget mere. I april 2014 blev jeg også brystkræft patient.


Jeg fandt en knude i mit bryst, sommeren 13'. Jeg tog ikke til lægen før feb. 14'. Knuden gjorde virkelig ondt! Jeg kunne ikke have en tætsiddende skjorte på, uden det gjorde ondt og uden knuden kunne ses tydeligt. 

Jeg ringede til lægen, fortalte jeg havde haft en knude i lidt over et halvt år. Og den gjorde virkeligt ondt. Jeg kom ind til en overfladisk behandling, med lovning om at det "bare" var en hormonforstyrrelse. De sendte mig videre til Viborg Sygehus, Mammacentret.

Jeg blev taget virkeligt godt imod af sygeplejersker og lægerne. Det var slet ikke på tale at det var brystkræft, jeg var jo ung, i god form. Og en mand! Knuden blev fjernet, og jeg skulle ind og have svar ugen efter. Svaret var; vævet er desværre blev beskadiget, så vi bliver nødt til at operere igen. Så jeg kom under kniven igen. Jeg Fik fjernet lidt mere brystvæv. 

Jeg var på arbejde den dag jeg skulle have svar. Min kollega jokede lidt med "held og lykke med dødsattesten" kræft var jo slet ikke på tale på daværende tidspunkt. Så jeg jokede med. 

På hospitalet prøvede jeg at aflæse lægens og sygeplejerskens ansigt inden jeg skulle ind til samtale. Men de smilede og der var intet at se. 

Inde til samtalen husker jeg kun at lægen sagde "Johan, du har brystkræft". Jeg husker hverken resten af samtalen eller køreturen tilbage til arbejdet. 

Heldigvis skulle jeg ikke igennem stråler, kemo eller anden form for medicin. Jeg skulle kun have fjernet mit venstre bryst. 

Selvom jeg slap for yderligere behandling har kræften sat sine spor. Det rammer ikke kun naboen, eller i mit tilfælde, kun kvinder.

Læs mere om brystkræft

Af Mette Sidst ændret 01.08.2017