03-10-2019

Lyserød Lørdag: ’Vi løber til minde om vores mor’

I dag er det Lyserød Lørdag. Landet over vil frivillige trække i lyserødt under budskabet ”Fordi ingen bryster skal have kræft”. To af dem er søstrene Nadja Striib og Cathrine Striib Sveegaard der for andet år i træk arrangerer et løb i Frederikssund. De løber for deres mor.
Nadja Striib og Cathrine Striib arrangerer for andet år i træk et løb til Lyserød Lørdag

Over 250 mennesker løb og græd med os den dag. Både kendte og ukendte. Det var enormt overvældende, men samtidig var det også virkelig livsbekræftende, for det var så tydeligt, at vi ikke var alene

Cathrine Striib Sveegaard

Om det var sved eller tårer, der løb ned af Cathrines kind, da hun ramte målstregen sammen med sin søster Nadja sidste år, husker hun ikke. Men følelsen af kærlighed, stolthed og sammenhold ligger stærkt i hendes erindringer fra dagen.

- ’Vi gør det igen næste år,’ sagde jeg til min søster, mens vi kiggede hinanden i øjnene. Uden tøven nikkede hun anerkendende, mens hun forsøgte at genfinde pusten, husker Cathrine.

Da de to søstre - Cathrine på 32 år og Nadja på 25 år - sidste år fik at vide, at deres mor for anden gang havde fået kræft, besluttede de at arrangere et løb for at samle ind til brystkræftforskningen. Uvidende om, hvor stor en succes det ville blive, gik de i gang med planlægningen. 

- I starten tænkte vi bare, at det skulle være et løb for venner og familie, men tilmeldingerne væltede ind. Over 250 mennesker løb og græd med os den dag. Både kendte og ukendte. Det var enormt overvældende, men samtidig var det også virkelig livsbekræftende, for det var så tydeligt, at vi ikke var alene.

- Der er så mange, der er berørt af kræft. Vi vil så gerne vise, at de ikke er alene, fortsætter hun.

Den hårde beslutning 

I takt med at tilmeldingerne tikkede ind, tog sygdommen en brat drejning for Cathrine og Nadjas mor. Fra den ene dag til den anden gik det den forkerte vej. Først en uge før løbet sidste år, fik de to søstre beskeden om, at deres mor snart skulle herfra. Tre dage inden løbet gik hun bort.  

- Vi var fuldstændig i vildrede og overvejede at aflyse, fortæller Cathrine.

De var i kapløb med tiden. På den ene side den svære situation med deres mor og på den anden side et løb, der havde vokset sig større end forventet. Men mens tvivlen rumsterede inde i hovedet, dukkede dog et særligt minde op i de to søstres erindring. Et minde der omgående fejede tvivlen til side:

- Vi tænkte tilbage på vores mors reaktion, da hun hørte, at vi havde rundet 20.000 kroner, fortæller Cathrine.

- Hendes smil bredte sig fra øre til øre og stoltheden strålede ud af øjnene på hende. Da vi huskede tilbage på det øjeblik, stod det klart for os, at vi skulle gennemføre. Pengene skulle nå forskningen.  

Det er så stærkt, at så mange går sammen om en fælles sag. Lyserød Lørdag er en helt særlig og rørende dag, der samler, skaber fællesskab og sætter fokus på, at ingen bryster skal have kræft

Projektleder for Lyserød Lørdag, Sanne Lykke Lindehøj

Fordi ingen bryster skal have kræft

Cathrine og Nadjas løb er en af de mange indsamlingsaktiviteter, der hvert år formår at samle danskerne om en fælles kamp mod brystkræft. Igen i år er der over 300 fællesskabende aktiviteter at kaste sig ud i, når Lyserød Lørdag rammer byer landet over. 

Den store opbakning glæder Lyserød Lørdags projektleder Sanne Lykke Lindehøj.  

-  Det er så stærkt, at så mange går sammen om en fælles sag. Lyserød Lørdag er en helt særlig og rørende dag, der samler, skaber fællesskab og sætter fokus på, at ingen bryster skal have kræft, siger hun. 

Lyserød Lørdag er en del af kampagnen Støt Brysterne, og i 2018 indsamlede omkring 2.200 frivillige og 5.000 erhvervsdrivende 4.75 mio.kr. til Lyserød Lørdag.

Læs mere om dagen her.

Lyserød lørdag 

Sammenholdet giver styrke

Opbakningen og sammenholdet glæder også Cathrine og Nadja. Især i dag - tæt på årsdagens for tabet af deres mor - giver sammenholdet styrke. For selvom sorgen vil farve dem resten af livet, behøver den ikke at være ensom. Det mærkede de sidste år ved løbet, som er blevet deres måde at dele og bearbejde smerten på. 

- Når magtesløsheden står alene som vinder, er det helt magisk at dele sorgen med andre og være med til at gøre en forskel. Det hjælper os, og med styrke fra vores mor, gør vi det igen i år, siger Cathrine.

Med støtte fra venner og familie har de forberedt løbet i dag. Og de regner med at flere vil løbe med.  

- Vi er klar, og vi glæder os rigtig meget, siger Cathrine med en misundelsesværdig stolthed i stemmen.

Se alle aktiviteter i din by.

Danmarkskortet over Lyserød Lørdag 

Af Af Senem Aydinoglu Sidst ændret 03.10.2019