06-09-2016

Mettes verden ændrede karakter

Mette: Verden ændrede karakter, da jeg i en alder af 30 år fik konstateret kræft i mit ene bryst.

Jeg var egentlig ikke nervøs, da jeg steg på toget mod Vejle hvor mammografien skulle finde sted. To læger havde uafhængigt af hinanden forsikret mig om, at det bare var en forstørret mælkekirtel, som min mand havde opdaget nogle dage forinden.  Den ene sendte mig dog for en sikkerheds skyld til en yderlige undersøgelse.

Jeg fik en tid to måneder senere i Aarhus. Tanken om to måneders usikkerhed resulterede i, at jeg fik tilkæmpet mig til en tid kun en uge efter i Vejle. Og heldigvis for det.

Brystkræft lød diagnosen og den havde yderligere spredt sig til lymferne. Dit bryst skal fjernes om fire dage og derefter skal du i kemoterapi, strålebehandling og antihormonbehandling i 10 år. Du skal også have fjernet din ene æggestok, da behandlingen potentielt kan gøre dig steril.

Min forestillede fremtid blev på et splitsekund slået totalt ud af kurs. Brutalt og uden varsel dissekeret fra den ene dag til den anden. Det fjernede bryst, som for mange omkring mig forekommer at være det værste tab, føles næsten som det mindste offer. Mit lange dejlige hår, kan jeg også være foruden. Nej, det er uvisheden. Den afskyelige og ubarmhjertige uvished, som jeg indtil mit 30. år havde levet så lykkeligt uden. Den vækker mig tidligt om morgenen og holder mig vågen om natten. Jeg har altid vist, at intet i livet er sikkert, men når man får sat en procentsats på sine overlevelseschancer, er denne eksistentielle usikkerhed gået fra at være noget abstrakt og distanceret til noget konkret og nærværende.

Fra at have haft et mere filosofisk forhold til døden, er døden blevet noget, jeg skal forholde mig til dagligt. Døden følger mig omkring som en mørk insisterende skygge. Selv i de lykkeligste stunder, når jeg er omgivet af familie, venner eller ligger tæt omslynget med min elskede, sidder den fast forankret på min skulder, og hvisker i mit øre at alt dette kan være ovre om lidt. Jeg har overstået de værste behandlinger i form af kemo og stråler, men ungdommens naive tro på fremtiden er ændret for bestandigt. Fremtiden er ikke længere blot lys og levende, men fylder mig med uro. Drømme om børn og karriere er sat i bero. En dag af gangen er blevet mit mantra. Jeg forestiller mig, at alt dette bliver nemmere med tiden, men hold fast hvor jeg nogle gange længes tilbage til ”gamle Mette”, hvor troen på livet var intakt. Til dagene hvor jeg kunne danse ubekymret natten lang og hengive mig til diskokuglens hypnotiserende skær. 

Af Mette Sidst ændret 06.09.2016
Fordi ingen bryster skal have kræft Støt nu