28-09-2017

Mie havde brug for at tale om det værst tænkelige

I februar 2014 fik Mie konstateret brystkræft - 32 år gammel. Med ét blev hverdagen og livet væltet op og ned. Tiden derefter gik med operation, kemoterapi og stråling. Når behandlingerne og energien tillod det, tog Mie på arbejde. Selvom det ind imellem kun blev til en time, så var det et kærkomment pusterum fra sygdommen.
Mie: Jeg havde brug for at tale om det værst tænkelige

I februar 2014 fik Mie konstateret brystkræft - 32 år gammel. Med ét blev hverdagen og livet væltet op og ned. Tiden derefter gik med operation, kemoterapi og stråling. Når behandlingerne og energien tillod det, tog Mie på arbejde. Selvom det ind imellem kun blev til en time, så var det et kærkomment pusterum fra sygdommen. 

Kollegerne skulle vænne sig til det

Mies gang på arbejde betød, at hendes kolleger kunne følge med i hendes forløb, og hvordan hun havde det: ”Jeg har ikke oplevet, at der var nogen, som ikke havde svært ved at tale om det de første par gange. Det er jo et emne, som man ikke har talt om før, og det går naturligvis tæt på. Jeg valgte at være fuldstændigt åben omkring det meste og det har helt sikkert været "mærkeligt" for nogen af kollegerne. Nogen af dem skulle ”presses” lidt mere end andre. Til gengæld har jeg skulle også vænne mig til, at nogle blev stille og passive i samtalen. For det betød ikke, at de ikke havde lyst til at tale om det. De vidste bare ikke hvordan.  

Det var ikke kun på arbejde, at Mie blev udfordret i forhold til at finde ud af, hvordan man bedst greb det an at tale om hendes brystkræftdiagnose. ”Jeg havde på et tidspunkt brug for at tale om risikoen for, at jeg kunne dø af det her, og hvad der så skulle ske. For min mand var det bare ikke en mulighed – det skulle nok gå – så han forsøgte primært bare at berolige mig”. 

’Hvad nu hvis…?`’

Selvom Mie også var fortrøstningsfuld og troede på, at det hele nok skulle gå, så var det vigtigt for hende at få talt de forskellige scenarier igennem. Mie besøgte derfor Kræftens Bekæmpelses rådgivningscenter i Lyngby, hvor hun fik gode råd til, hvordan hun kunne få startet samtalen og få hendes mand til at forstå, at de, for hendes skyld, blev nødt til at tale om det værst tænkelige. Søren, Mies mand besøgte også rådgivningscenteret til nogle samtaler, om det at være pårørende. Det var ikke fordi, at det ved et trylleslag blev let at tale om døden, men det betød, at de vigtige snakke blev taget. 

Mie fik den sidste stråling i oktober 2014 og er i dag erklæret rask. Livet er så småt vendt tilbage til normalen. I december 2015 kunne Mie, Søren og deres datter Victoria endda byde lillebror Storm til verdenen. Når det er tid til kontrolbesøg sørger Mie stadig for at fortælle åbent om det. Skal hun give et godt råd videre, så er det at involvere de nærmeste i behandlingsforløbet og ellers at fortælle åbent om det man gennemgår: ”Jo mere folk ved, jo nemmere er det at tale om - også de små ting”. Min mand hjalp mig med, at lave en ”sms-tjeneste”, så jeg let kunne sende opdateringer til dem der gerne ville have det. På den måde var alle opdateret og kunne bedre stille spørgsmål. Og samtidig kunne jeg være mere ærlig omkring hvordan jeg havde det. Og så undersøg, hvad der er af rådgivningstilbud eller netværk, via Kræftens Bekæmpelse, for både dig selv og din familie. Det kan være en stor hjælp”.

Mie: Jeg havde brug for at tale om det værst tænkelige
Af Camilla Rich Sidst ændret 28.09.2017
Fordi ingen bryster skal have kræft Støt nu