01-08-2017

Sara: Jeg gider ikke kun være kræftramte Sara

Sara Kristiansen er 43 år og har brystkræft. Hun gør alt, hvad hun kan for at holde fast i både arbejde, venner og sociale arrangementer, for hun vil ikke lade sygdommen styre sit liv. Men samtidig har hun svært ved slippe angsten for, at brystkræften kan kommer igen.

Sara gør alt, hvad hun kan for at holde fast i så normal en hverdag som muligt, samtidig med at hun er i behandling for brystkræft. Men nogle gange, kommer angsten og tankerne om tilbagefald snigende, og så har hun bare lyst til give op.

En gang om ugen skal Sara Kristiansen møde på Rigshospitalet til kemobehandling. I alt ni uger står det på, og nu er der 5 gange igen. Bagefter følger 15 strålebehandlinger. Hun bor i København sammen med sine to drenge på 16 og 18 år og gør alt, hvad hun kan for at holde fast i en så normal hverdag som muligt. Hun er foreløbig sluppet for de værste bivirkninger, og det betyder, at hun stadig arbejder på fuld tid, træner, går i byen med veninderne og forsøger at være en nærværende og omsorgsfuld mor. 

- Jeg vil ikke lade sygdommen styre mig liv - jeg gider simpelthen ikke være kræftramte Sara. Da jeg fik konstateret kræft, kunne jeg mærke, at mine kollegaer begyndte at opføre sig anderledes overfor mig. Det var som om, de gik lidt på listefødder. Så sagde jeg meget direkte til dem, at det der, det gad jeg altså ikke. De skulle behandle mig som altid, ellers ville jeg blive sur, fortæller hun med et grin. 

Læs mere om brystkræft

Du er vildt sej

Det hele startede i april måned. Sara opdagede, at der var kommet en indtrækning på brystet, og noget af huden lignede plukket kyllingeskind. Kort tid derefter fik hun stillet diagnosen, brystkræft.

Saras familie og venner blev alle berørte af situationen. I tiden efter ringede og skrev de ofte for at høre, hvordan det gik, og hvornår hun skulle have næste behandling osv. Men nu, da behandlingerne er godt i gang, og Sara tilsyneladende klarer det hele uden problemer, er det, som om sygdommen er blevet hverdag. Og det er både en lettelse for Sara – men det kan også gøre hende ked af det. 

- Det er virkelig et paradoks. Jeg gør jo alt, hvad jeg kan, for ikke at lade sygdommen styre mit liv. I starten fyldte min sygdom meget i mine samtaler med venner og veninder, det er jeg sådan set glad for at slippe for, men samtidig er jeg jo den eneste, der ikke kan lægge sygdommen fra mig, og det kan godt gøre mig ked af det, fortæller hun og fortsætter: 

- Alle siger, jeg er vildt sej, fordi jeg bare klarer alting, og det tænker jeg for det meste også selv. Men nogle gange – når for eksempel tandpastalåget ryger under skabet, eller når skraldeposen vælter ud på gulvet – der kan jeg få lyst til at give op… I bund og grund synes jeg bare, det er så uretfærdigt, at jeg har fået den her møgsygdom, der går ind og overtager mit liv. 

Alle siger, jeg er vildt sej, fordi jeg bare klarer alting, og det tænker jeg for det meste også selv. Men nogle gange – når for eksempel tandpastalåget ryger under skabet, eller når skraldeposen vælter ud på gulvet – der kan jeg få lyst til at give op

Sara Kristiansen, 43 år, brystkræft

Forsøger ikke at lade tankerne fylde for meget

Tankerne og frygten kommer i faser, og det er aldrig rigtigt til at sige, hvad der pludselig kan starte en reaktion. Men da Sara en dag pludselig mærkede en knude i sit andet bryst, kom kroppen straks i alarmberedskab. 

- En del af mig sagde, at det er selvfølgelig ikke noget, men en anden del af mig siger, at 2016 i forvejen har været et møgår, så hvorfor ikke? 

Knuden blev undersøgt, og lægerne vurderede, at det blot var en hævet kirtel. Så kunne hun slappe af igen. 

- Jeg gør alt, hvad jeg kan, for at være konstruktiv, og jeg forsøger ikke at lader tankerne om tilbagefald fylde for meget. De allerfleste dage går det megagodt, men hvis man begynder at tænke i statistikker og risiko for tilbagefald, så bliver det svært. Det hele er jo stadig rimelig nyt, så jeg håber, at sygdommen på et tidspunkt finder et leje – også hos mig, slutter Sara.

Af Sara Sidst ændret 01.08.2017