01-03-2019

Styrketræning efter brystkræft giver livskvalitet – og ikke lymfødem

Under kyndig vejledning fra en fysioterapeut kan styrketræning være et værdifuldt redskab til at hjælpe kvinder tilbage til en god hverdag efter brystkræft. Det viser en ny ph.d.-afhandling fra Kræftens Bekæmpelse.
Styrketræning forebygger ikke lymfødem hos kvinder, der er opereret for brystkræft - men det forårsager heller ikke lidelsen, og giver samtidig kvinderne bedre livskvalitet. Foto: Colourbox

Styrketræning styrker knoglerne og er dermed med til at modvirke den svækkelse af knoglerne, der sker, efterhånden som kvinder bliver ældre. Samtidig øger det muskelmassen og giver en bedre funktion i det daglige. Det betyder blandt andet, at man kan fortsætte med de aktiviteter og opgaver i hjemmet, som man er vant til, og ikke får en skade, hvis man eksempelvis arbejder i haven eller vasker vinduer

Gunn Ammitzbøll, fysioterapeut og ph.d-studerende

Kvinder, der er opereret for brystkræft, får ofte at vide, at de ikke må belaste armen efter en operation. Bekymringen har været, at hård fysisk aktivitet ville øge risikoen for lymfødem – en kronisk hævelse, som skyldes, at der ophobes væske i vævet. Man har derfor også været forsigtig med styrketræning i tiden efter en brystkræftoperation. 

Men styrketræning øger ikke risikoen for lymfødem. Tværtimod giver træningen mere livskvalitet og mindsker en række senfølger. Det viser en ny undersøgelse, som fysioterapeut og ph.d.-studerende Gunn Ammitzbøll fra Kræftens Bekæmpelse har stået i spidsen for: 

 - Vi havde håbet, at træningen kunne forebygge lymfødem. Det gjorde det ikke, men vi fandt i stedet at træningen mindskede blandt andet smerte og påvirkede livskvaliteten positivt, siger hun. 

Hun understreger, at det er vigtigt, at kvinder, der ønsker at begynde at træne, får vejledning af en fysioterapeut. Det er nødvendigt for at sikre, at øvelserne bliver udført rigtigt, og at man ikke går for hurtigt frem. 

Lymfødem 

Styrketræning har flere gevinster
Kvinderne i forsøget var i gennemsnit 50 år og de ældste 75 år. Foruden den gavnlige effekt over for følgevirkningerne efter kræftbehandlingen er styrketræning generelt godt for kvinder: 

- Styrketræning styrker knoglerne, hvilket er godt for at modvirke den knoglesvækkelse, der sker, efterhånden som kvinder bliver ældre. Samtidig øger det muskelmassen og giver en bedre funktion i det daglige. Det betyder blandt andet, at man kan fortsætte med de aktiviteter og opgaver i hjemmet, som man er vant til, og ikke får en skade, hvis man eksempelvis arbejder i haven eller vasker vinduer, siger Gunn Ammitzbøll. 

Et år med træning
De 158 kvinder, som deltog i forsøget, startede styrketræningen to uger efter deres operation. De fik alle stråleterapi samtidig med styrketræningen, og flere fik også kemoterapi. De var alle udvalgt, fordi de havde særligt høj risiko for at få lymfødem – eksempelvis fordi de skulle have en operation, der fjernede lymfeknuderne i armhulen efterfulgt af strålebehandling. 

Kvinderne trænede i 20 uger på hold ledet af en fysioterapeut, som sikrede, at de lavede øvelserne korrekt, så de ikke overbelastede skuldre eller led. Blandt andet er det særligt vigtigt, at skulderbladet er i en neutral tilbagetrukken stilling under øvelserne, hvilket kan være svært efter en brystoperation og strålebehandling, som ofte gør vævet på forsiden mere stramt og hårdt.   

Øvelserne bestod blandt andet af træning med vægte og elastikker eller i træningsmaskiner. En vigtig del af den indledende undervisning var, at kvinderne ikke gik for hurtigt frem: 

- Mange af kvinderne syntes, det gik langsomt, men det tager tid at opbygge muskelmasse, og det er vigtigt for at undgå overbelastning, siger Gunn Ammitzbøll. 

Efter de 20 uger skulle kvinderne træne på egen hånd i et træningsprogram af omkring en times varighed, som de havde lært i løbet af holdtræningen. Det kunne udføres i stuen derhjemme eller i et valgfrit center, og det fulgte deltagerne gennem de næste 30 uger. Kvinderne svarede hver uge på SMS om, hvor meget de havde trænet, og de kunne kontakte Gunn Ammitzbøll med spørgsmål eller hvis der var tegn på begyndende lymfødem.

Læs mere om Kræftens Bekæmpelses forskning:

Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning

Det kan du selv gøre

Til kvinder, som er opereret for brystkræft, og som har lyst til at prøve kræfter med styrketræning, er Gunn Ammitzbølls råd:
– Det er vigtigt ikke selv at begynde styrketræning med hård belastning, for risikoen for skader er alt for stor. Men hvis man får vejledning af en fysioterapeut og trapper gradvist op, så er træningen både sikker og gavnlig. Den hjælp kan man få via en genoptræningsplan gennem kommunen. Og når man først er hjulpet godt i gang, kan man sagtens selv fortsætte træningen. I forhold til lymfødem, er det vigtigt at man er opmærksom på begyndende tegn på hævelse og henvender sig tidligt for at få den rette vejledning i forhold til at håndtere dette.

Af Af Mette Vinter Weber Sidst ændret 01.03.2019