Trine møder aldrig sine patienter
Klokken er 8 om morgenen, vi er på Patologisk Institut på Aarhus Universitetshospital. 44-årige Trine Tramm er lige mødt på arbejde. Hun er brystpatolog, det vil sige, at hun har specialiseret sig i at undersøge og se på brystkræftsvulster og vurdere kendetegn i vævet, som har betydning for, hvilken kræftbehandling der er den rigtige for den enkelte kvinde.
Trine starter sin dag med det, der i hospitalsverdenen kaldes en multidisciplinær konference. Her mødes røntgenlæger, kræftlæger, patologer, kirurger og sygeplejersker for at drøfte, hvad der skal ske med de patienter, som enten er i gang med at blive undersøgt for kræft, er blevet opereret eller skal opereres i dag. I lokalet sidder ti personer, og med på videokonference er en læge og en sygeplejerske fra et andet hospital.
Alle patienter gennemgås nøje. Først diskuteres de patienter, som er opereret for nyligt, og det besluttes, hvilken efterbehandling de skal tilbydes. Dernæst gennemgås dagens operationspatienter. I dag skal fem patienter opereres. Fire skal have foretaget en brystbevarende operation, og en skal have fjernet hele brystet. Trine tager noter. Det er vigtigt for hende at få et præcist billede af, hvor kræftsvulsten sidder, og hvor stor den er. Det skal hun vide, når hun skal med ned på operationsstuen og vurdere, om kirurgen har fået fjernet hele svulsten, og når hun senere skal undersøge vævet nøjere.
Trine Tramm betragter sit arbejde som en slags detektivarbejde:
- Jeg leder efter spor, efter noget der ser anderledes ud. Jeg synes, det er vildt fascinerende, at man kan kigge i et mikroskop og se, hov her er noget galt, her er cellerne ikke, som de skal være, fortæller Trine begejstret.
Med på operationsgangen
Telefonen ringer. Det er fra operationsgangen. De er i gang med dagens første operation. De har netop sendt en lymfeknude fra kvindens armhule ned på laboratoriet. Den skal Trine nu se nærmere på og vurdere, om brystkræften har spredt sig til den. Har den det, er der risiko for, at der også er kræft i andre lymfeknuder, og kirurgen kan med det samme fjerne resten.
Trine mærker først på lymfeknuden med fingrene. Dernæst skærer hun den forsigtigt over og lægger den i en lille kapsel. Vævet bliver frosset ned, og kort tid efter er det klar til at blive skåret i ultra tynde skiver, som hun 10 minutter senere kan kigge nærmere på i mikroskopet.
Telefonen ringer igen, nu skal Trine ned på operationsstuen. Inde på stuen ligger den patient, hvis lymfeknude Trine netop har undersøgt. På en flamingoplade på et rullebord ved siden af, ligger det væv, som kirurgen har fjernet fra brystet, hvor kræftknuden ifølge røntgenbillederne sidder. Det skal Trine nu undersøge.
Hun mærker først dybt koncentreret på vævet. Når man fjerner en kræftsvulst, er det vigtigt, at der er en rand af raskt væv hele vejen rundt om svulsten, så man kan være sikker på, at alle kræftcellerne er kommet med.
Da Trine har fundet svulsten, skærer hun vævet over og kigger på det. Med det blotte øje kan hun se svulsten, men hun er bange for, at randen rundt om svulsten ikke er helt stor nok. Så kirurgen skærer lidt mere ud. Trine kigger på det igen, og nu er hun tilfreds. Hun siger tak og går straks tilbage til laboratoriet med vævet i en plasticbøtte, og kirurgerne kan fortsætte operationen.
- Før i tiden fjernede man bare hele brystet, men i dag forsøger man i de fleste tilfælde at bevare det. Når vi undersøger vævet allerede under operationen, er det for bedst muligt at sikre, at man får alle kræftcellerne ud med det samme, så kvinden ikke skal opereres igen, forklarer Trine.
Stiller den endelige diagnose
Tilbage på laboratoriet hælder Trine formalin på vævet i plasticbøtten. Det skal gøres hurtigst muligt, ellers går der forrådnelse i det, og så er det hele ødelagt.
- Formalinen gør vævet mere fast og stopper nedbrydningen af vævet. Efter et par dage undersøger vi vævet nærmere og udtager mindre vævsskiver, som skal undersøges i mikroskopet. Vævsskiverne bliver indstøbt i paraffin, da det skal skæres i meget tynde snit, for at de kan mikroskoperes. Når vævet er skåret, laver vi nogle forskellige farvninger af vævet, der kan sige noget om, hvilken form for brystkræft den enkelte patient har, forklarer Trine.
Trine sætter sig ved mikroskopet, for nu skal patientens lymfeknude studeres.
- Når jeg sidder her og kigger i mikroskopet, tænker jeg: ’Åhh jeg håber virkelig ikke, at der er noget’. Den her patient har haft et rigtig træls forløb, så hvis vi finder noget her, så er hendes chance for at blive rask dårligere. Det berører mig. Det er ikke bare væv for mig. Det er en kvinde, der har et liv, som mine undersøgelser kan være med til at tegne fremtiden for, fortæller hun.
Heldigvis er lymfeknuden fri for kræft, og Trine ringer straks ned til operationsstuen.
- Nu kan de afslutte operationen og komme i gang med den næste.
Trine går ned på sit kontor, og på vejen henter hun en række vævsprøver, der ligger i hendes dueslag. Der er blandt andet en biopsi, som hun skal mikroskopere. Heldigvis kan hun også frikende den. Hun dikterer en beskrivelse af biopsien og sætter en diagnose på, og mikroskopisvaret er nu på vej til afdelingen, som har taget biopsien – og patienten kan få svar.
Vil gerne give kvinderne noget tilbage
Klokken er nu 13, og de to første operationer er overstået. Der mangler stadig tre operationer, før Trine kan holde weekend. Kirurgerne har netop ringet fra dagens tredje operation. De har fjernet et helt bryst, og Trine skal nu ned i laboratoriet for at undersøge det nærmere.
Brystet bliver leveret i en hvid plasticbeholder. Trine tager det nænsomt op. Hun mærker på brystet, og finder hurtigt frem til de to knuder, hun ved der skulle være. Dem skal hun nu have beskrevet, inden brystet kommes i formalin, så hun i næste uge kan lave flere undersøgelser, og kvinden kan få svar på, hvilken behandling, hun skal have.
- Jeg møder jo aldrig mine patienter, men de gør alligevel dybt indtryk på mig. På konferencerne taler vi om den enkelte kvindes sygdomsforløb, hvad har hun været igennem, og hvor hun er i livet. Nogle er unge, nogle er gamle, nogle er måske lige blevet mødre. Deres historier gør indtryk, jeg kan ikke hjælpe dem ansigt til ansigt, men jeg kan gøre mit for at understøtte, at deres operation bliver så god som mulig, og at de kun får den behandling, der gavner dem, så de kan få så godt et liv som muligt efter deres kræftsygdom, slutter Trine Tramm.
Forske i bedre brystkræftbehandling
Trine Tramm har netop fået 2.600.000 kr. fra Knæk Cancer-indsamlingens pulje: Unge talentfulde kræftforskere. Pengene skal hun bruge på et forskningsprojekt, der gerne skal føre til endnu bedre brystkræftbehandling. Hun har nemlig en teori om, at hun ved at undersøge, om kvinden har mange eller få immunceller omkring kræftsvulsten, kan forudsige, hvem der vil have gavn af at få strålebehandling, og hvem der ikke vil.
Foto: Tomas Bertelsen