Gå til sygdomsliste

Sene bivirkninger og senfølger efter strålebehandling af hoved-halsområdet

Sene bivirkninger efter strålebehandling i hoved-halsområdet kan bl.a. være tørhed i mund, svælg og hals, sejt spyt, ændret smagssans, synkebesvær og hæshed. Her kan du læse om sene bivirkninger og senfølger og få gode råd til, hvad du selv kan gøre.

Bivirkninger kaldes sene, hvis de først opstår, efter strålebehandlingen er afsluttet. Sene bivirkninger kan være til stede i måneder eller år. I nogle tilfælde kan de blive permanente og kaldes så senfølger.

Hvor alvorlige bivirkninger, man oplever, afhænger af, hvor på kroppen og hvor stort et område man får strålebehandling. Derudover har stråledosis i hver enkelt behandling og den samlede stråledosis for behandlingen også betydning for eventuelle sene bivirkninger.

De mest almindelige gener

Den hyppigste gene efter strålebehandling er mundtørhed, som opstår, fordi det ofte er nødvendigt også at strålebehandle spytkirtlerne. Mundtørhed kan give problemer med at spise tør kost og risikoen for at få huller i tænderne bliver også øget.

Hvis der er tale om tidlige stadier af strubekræft, får man ikke strålebehandling imod selve mundhulen og ørespytkirtlerne, hvilket gør risikoen for mundtørhed mindre.

Man kan selv noget for at begrænse de sene bivirkninger ved at holde en god tandhygiejne og gå til tandlæge mindst hver tredje måned. Det er også en god idé at behandle sine tænder med fluor. Derudover er det godt at lave gabeøvelser for at undgå at få problemer med at bevæge mundåbningen pga. stramme kæbeled.

Sene bivirkninger efter strålebehandling kan være:

  • Tørhed i mund, svælg og hals
  • Sejt spyt
  • Nedsat smagssans eller en oplevelse af, at maden ændrer smag
  • Øget risiko for at få huller i tænderne
  • Problem med at åbne munden pga. stramning i kæbeleddene
  • Synke- og spisebesvær
  • Hæshed
  • Øget fasthed af bl.a. vævet på halsen
  • Stramhed af muskler på halsen - stivhed i halsen
  • Væskeansamling under hagen
  • Træthed
  • Nedsat produktion af skjoldbruskkirtelhormon
  • Sjælden bivirkning: et lille stykke brusk i luftrør/strube eller en lille del af knoglevævet i kæben kan løsne sig
  • Meget sjælden bivirkning: at rygmarven påvirkes af strålebehandlingen, så man blandt andet får jag af smerte ud i arme og ben

Mundtørhed

Strålebehandling i mundhulen giver ofte nedsat spytmængde, der kan gøre det svært at tale, spise, synke og smage.

Man kan desværre ikke få genskabt spytfunktionen, hvis den først er ødelagt. Generne bliver som regel mindre med tiden, når behandlingen er afsluttet, men de fleste må leve med forskellige grader af mundtørhed resten af livet.

Mange lærer derfor at håndtere mundtørhed ved konstant at have en vandflaske på sig. Derudover kan det hjælpe med kunstigt spyt eller spytstimulerende midler. På apoteket kan man købe en lang række kunstige spytprodukter f.eks. sugetabletter, sukkerfrit tyggegummi, mundspray, tandpasta eller gelé. Lægen, tandlægen eller apoteket kan hjælpe dig med at afgøre, hvilket produkt der er bedst for dig.

Gode råd ved mundtørhed og synkebesvær

Ændret eller nedsat smagssans

Smagssansen kan blive forringet eller ændre sig under strålebehandlingen. Nogle synes, at maden smager for salt, for syrligt eller slet ikke af noget, mens andre oplever, at maden får en metalagtig smag. Disse smagsforandringer kan vare ved flere måneder efter, behandlingen er afsluttet. For nogle kan generne være varige. Få gode råd til, hvad du kan gøre for at få maden til at smage bedre:

Gode råd ved smagsforandringer

Sejt spyt

Nogle oplever problemer med sejt spyt eller slim. Det vil sige, at der stadig produceres spyt, men at det har ændret karakter.

Sejt spyt eller slim kan være meget belastende. Spørg din læge til råds, så I sammen kan finde ud af, hvad der hjælper dig bedst. Blandt andet kan man blive behandlet med stoffet glycopyrron (Robinul®, Robinul-Neostigmin®). Antidepressiv medicin kan også have effekt.

Vigtigt med tandpleje og jævnlige besøg hos tandlæge

Mundtørhed giver øget risiko for huller i tænderne. Derfor er det vigtigt at være omhyggelig med tand- og mundhygiejne og gå til jævnlig kontrol hos tandlægen - mindst hver tredje måned. Læg sammen med din tandlæge en fast plan for dine tandlægebesøg. Da din risiko for at få huller i tænderne er mangedoblet, kan du få recept på en tandpasta med ekstra meget flour hos din tandlæge. Det er muligt at få tilskud til denne tandpasta. 

Hvis man skal have fjernet en tand efter endt strålebehandling af svælget, skal man bede sin tandlæge om at kontakte afdelingen, hvor man har fået strålebehandling. Her kan man få mere information om det område af svælget, der er blevet strålebehandlet.

Tandlægen og den behandlingsansvarlige læge på den tand-, mund- eller kæbekirurgiske afdeling kan sammen vurdere, om indgrebet er forsvarligt. Er det det, vil man efter strålebehandling kun få trukket tænder ud på en tand-, mund- og kæbekirurgisk afdeling. Det samme gælder, hvis man skal have tandimplantater.

Se film om, hvordan du passer på tænderne, hvis du skal have strålebehandling i hoved-halsområdet (9:17 min.).

Se film om, hvordan du passer på tænderne, hvis du skal have strålebehandling i hoved-halsområdet (9:17 min.).


Synke- og spisebesvær

Under strålebehandlingen kan det være svært at spise tilstrækkeligt til at holde vægten. Det kan bl.a. være fordi, man har smerter, når man synker, tør mund eller ændret smagssans. Mange har også tabt sig på grund af sygdommen, før de kommer i behandling. Det er vigtigt at begrænse vægttabet for at undgå at blive svag og afkræftet.

Det er en god idé at spise en fedtholdig kost for at få så mange kalorier som muligt - suppleret med - eller helt erstattet af - proteindrikke. Mange har glæde af at få råd og vejledning fra en diætist om, hvordan man kan spise mest hensigtsmæssigt.

Få opskrifter og råd om kosten under sygdom og behandling, f.eks. om næringsrig og blød kost her:

Kost til kræftpatienter

Stort vægttab

Nogle oplever et stort vægttab, som kan fortsætte op til 5 måneder efter, strålebehandlingen er afsluttet. Hvis vægttabet overstiger 5 pct. af ens samlede kropsvægt, fordi man ikke kan spise og drikke tilstrækkeligt, kan man få en sonde (en tynd slange). Sonden bliver ført gennem næsen ned i mavesækken. Sonden kan sikre, at man får sin medicin og nok ernæring. Som regel skal man have 1½-2 liter sondemad dagligt for at holde vægten.

I sjældne tilfælde er det ikke muligt at lægge sonden gennem næsen. Man vi i stedet få en såkaldt PEG-sonde, som bliver den ført gennem huden på maven og ind i mavesækken gennem en mindre operation. Den fungerer på samme måde som sonden gennem næsen. Selvom man har en PEG-sonde, kan man stadig spise og drikke almindeligt. 

Bestilling af sondemad kræver, at lægen har udfyldt en særlig blanket
Man kan købe sondemad på apoteket eller få det leveret fra det firma, hvis ernæringsprodukt man ønsker. Der er et par dages leveringstid på sondemad. Det kræver, at din læge har udfyldt en særlig blanket.

Hæshed

Når struben bliver strålebehandlet, vil man ofte kunne mærke, at slimhinderne bliver mere sarte end tidligere.

Man kan også opleve, at man i en lang periode (måneder til år) efter afsluttet strålebehandling kan have en svingende stemmekvalitet, hvor man til tider er hæs, specielt hvis man anstrenger stemmen meget.

Hvis du oplever en vedvarende og tiltagende hæshed, skal du kontakte den afdeling, hvor du går til opfølgning.

Bindevæv (fibrose)

Der kan dannes bindevæv (fibrose) måneder til år efter strålebehandling i den del af hoved-halsområdet, der har fået stråler. Fibrose kan gøre det vanskeligt at åbne munden og kan nedsætte bevægelighed og smidighed af tunge, svælg og strube.

Fibrose kan også føre til, at man får en ophobning af væske (kronisk lymfødem) i ansigtet og på halsen. Fibrose på halsen og omkring kæbeleddet kan give ledsmerter med udstråling til nakke og skulder.

Hvis man er blevet meget hæmmet i rørlighed på grund af fibrose og har svært ved at bruge musklerne i hoved-halsområdet, kan man få hjælp af en fysioterapeut til at træne musklerne og øge bevægeligheden igen. Dermed kan man også forebygge slidgigt i kæbeleddet og i halshvirvelsøjlen. Læs mere om genoptræning:

Genoptræning

Ergoterapi hvis man har svært ved at synke, spise og tale

Behandling hos en ergoterapeut kan være et godt supplement til fysioterapi. I nogle tilfælde kan en ergoterapeut afhjælpe problemer med at synke, spise og tale ved hjælp af øvelser og taletræning.

Som regel starter fysioterapeuten med at give forslag til øvelser, der kan forhindre, at bevægeligheden bliver dårligere. Hvis man har udtalte synkeproblemer, kan man blive henvist til behandling hos en ergoterapeut. Hvis problemerne har stået på igennem måneder til år, vil det være sværere at ændre på tilstanden ved træning. 

Styrketræning kan genopbygge musklerne og kroppens styrke

Det er svært for mange patienter med hoved-halskræft at komme gennem strålebehandlingen uden større vægttab, fordi smerter og vanskelighed med at synke gør det svært at spise. Da det mest er tab af muskelmasse, der giver vægttabet, betyder det, at ens fysiske formåen bliver svækket, fordi muskelstyrken bliver mindre.

En undersøgelse af patienter med hoved-halskræft har vist, at tung styrketræning to-tre gange om ugen efter strålebehandlingen er afsluttet, kan forhindre tabet af muskelmasse eller bidrage til at genopbygge muskelmassen. Derfor er det godt, hvis man begynder et træningsprogram i et fitnesscenter, når man har været til kontrolbesøg hos lægen to måneder efter sidste behandling. Efter 12 ugers træning er det muligt at opnå normal muskelmasse, muskelstyrke og funktionsevne.

Væskeansamling (lymfødem) under hagen

Et lymfødem er en kronisk hævelse, der f.eks. kan opstå efter strålebehandling af kræft. Behandlingen af lymfødemet består først og fremmest af livslang kompressionsbehandling og hudpleje. På større hospitaler er der fysioterapeuter med speciale i behandling af lymfødem. Læs mere: 

Lymfødem

Nedsat produktion af skjoldbruskkirtelhormon

Hvis man får strålebehandling af skjoldbruskkirtlen, er der risiko for, at skjoldbruskkirtlen efterfølgende producerer mindre hormon end tidligere. Risikoen er større, jo større stråledosis man får.

Man kan få kontrolleret, om man danner for lidt skjoldbruskkirtelhormon ved at få målt mængden af stoffet TSH i en blodprøve. Hvis skjoldbruskkirtlen producerer for lidt hormon, er det nødvendigt, at man begynder at tage hormonerne som piller.

Sjældne sene bivirkninger

I sjældne tilfælde kan man få skader på brusken i luftrøret, struben eller knoglen i kæben. Hvis man får skader på kæbeknoglen, bør man blive vurderet på tand-mund-kæbekirurgisk afdeling.

I meget sjældne tilfælde kan rygmarven blive påvirket af strålebehandlingen, så man f.eks. får jag af smerte ud i arme og ben.


Læs alt om strubekræft

Strubekræft – forsiden


 

Rådgivning

To kvinder taler sammen i rådgivning

Ring til Kræftlinjen, skriv til Brevkassen eller find den nærmeste kræftrådgivning.

Vores rådgivningstilbud


Del dine tanker og erfaringer med andre patienter og pårørende i gruppen "Hals- og mundhulekræft" på Cancerforum.


Livet med kræft

Livet med kræft

Om psykiske reaktioner, familie, seksualitet og arbejde.

Hvis du har kræft


Til pårørende

Råd til pårørende

Hvordan støtter man som pårørende en kræftpatient bedst, mens man også passer på sig selv?

Råd til pårørende