02-12-2022

Milepæl! 100 partnere i Alliancen mod Social Ulighed i Sundhed

Alliancen mod Social Ulighed i Sundhed har rundet et skarpt hjørne. Vi er nu 100 stærke og engagerede partnere, der baner nye veje for at skabe større lighed i sundhed.

100 partnere!

Så mange organisationer er nu en del af Alliancen.

Alliancens arbejde med at mindske social ulighed i sundhed vigtigt og bliver yderligere styrket af de nye partnere, der træder ind i samarbejdet.

- Det er superflot, at vi nu kan byde velkommen til 100 partnere. Tilslutningen bekræfter, at det nytter at gøre noget, hvis vi sammen beslutter os for det. Ikke én indsats kan løse alt, men sammen gør vi en forskel, siger Jesper Fisker, der er en af initiativtagerne til alliancen og adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse.

Uligheden vokser
I Danmark tænker vi, at vi er lige og har lige muligheder. Men når det kommer til social lighed i sundhed, er der stadig et stykke vej til målet. For selvom vi samlet set er blevet sundere og lever længere, er forskellene blevet større.

Allerede før vi bliver født, er vores chancer for et godt og langt liv ulige, og gennem livet vokser uligheden. Sundhed og levealder afhænger af, hvor du kommer fra, hvilken uddannelse du får, hvad du kommer til at arbejde med, og om du bor alene.

- Social ulighed i sundhed er en kompleks størrelse. Derfor er det godt, at der er så mange forskellige organisationer og foreninger, der forpligter sig til at gøre noget ved uligheden inden for de områder og brancher som de hver især repræsenterer, understreger Jesper Fisker.

En alliance i arbejdstøjet
Alliancens partnere har sat 120 projekter i søen, og det har allerede kastet flere konkrete løsninger af sig.

Et af projekterne er Deep End-netværket for de 100 almen medicinske lægeklinikker, som arbejder i de mest udsatte områder af Danmark. Lægefællesskabet Grenaa er initiativtagerne bag projektet, og målet er at øge sundheden for nogle af landets særligt sårbare patienter. Læs mere om Deep End her.

Og så har 11 organisationer under alliancen opfordret sundhedsministeren og sundhedsordførerne til at modernisere abonnementsordningen i medicintilskudssystemet, så borgerne i sårbare positioner ikke fravælger eller udskyder købet af lægeordineret medicin af økonomiske årsager. Det har medført i, at kontanthjælpsmodtagere får dækket tilskudsberettiget medicin til deres børn. Kontanthjælpsmodtagere over 18 år, der har været på kontanthjælp gennem 12 måneder, kan også få dækket hele egenbetalingen til tilskudsberettiget medicin.

- I alliancen er vi stolte af at være med til at løse nogle af de problemer, som mange sårbare borgere oplever hver dag. Der er stadig en masse at tage fat på, og vi er kun lige begyndt, erklærer Jesper Fisker.

Læs meget mere om Alliancen mod Social Ulighed i Sundhed og alle 100 partnere her.

De nyeste partnere vi denne gang kan byde velkommen til:

Astma-Allergi Danmark
Center for Mental Sundhed Odense
Dansk Industri Life Science
Dansk Metal
Dansk Psykolog Forening
DIF – Danmarks Idrætsforbund
Forening for Børn og Unges Trivsel
Hans Knudsen Instituttet
Hjerteforeningen
Hus Forbi
Indvandrermedicinsk Klinik
Trygfonden

Af Julie Nielsen Sidst ændret: 02.12.2022