10-11-2021

Nyt nationalt initiativ skal styrke kræft-området i almen praksis

Rettidig opsporing af kræft. Bedre hjælp til senfølger. Mindre social ulighed. Praktiserende læger på tværs af landet skal have adgang til nyeste viden og værktøjer til gavn for patienterne.

10. november blev der lanceret et national initiativ, der skal sikre nyeste viden og værktøjer på kræftområdet til de praktiserende læger på tværs af landet.

Det vækker glæde hos Kræftens Bekæmpelse

- Almen praksis er uhyre vigtig i patienternes forløb. Det er godt, at området styrkes med nyt landsdækkende netværk, der skal understøtte de praktiserende læger med nyeste viden og værktøjer inden for kræftområdet og anden alvorlig sygdom. Jeg håber, det vil bidrage til kvaliteten generelt og sikre en mere ensartet indsats i almen praksis, siger adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse Jesper Fisker.

Årligt igangsætter almen praksis op mod 75 pct. af danskernes kræftforløb. Praktiserende læge spiller derfor vigtig nøglerolle i patienternes forløb – lige fra den allerførste konsultation med symptomer, der kan være tegn på kræft, under behandlingsforløbet – og i livet bagefter, hvor man kan være plaget af senfølger, der kan påvirke hverdagen.

Flere udfordringer på området
Men der er flere udfordringer på området, som det nationale initiativ vil råde bod på. Undersøgelser peger nemlig på, at der kan være store regionale forskelle på, hvordan almen praksis – i samarbejde med sygehuset - håndterer patienternes kræftforløb, før sygdommen er konstateret.

Der er også påvist social ulighed i alle dele af kræftforløbet - samt et voksende behov for håndtering af patienter med senfølger. Herudover har Kræftens Bekæmpelses Barometerundersøgelse vist, at kræftpatienterne kan opleve at føle sig for alene med ansvaret, når de er i opfølgningsforløbet efter kræftbehandlingen.

Så det er positivt, at det nye initiativ har fokus på hele kræftforløbet, men især på områderne ’rettidig opsporing’, ’senfølger’ og ’ulighed i sundhed’, siger Jesper Fisker.

- Det er vigtigt, at patenterne får samme høje kvalitet i alle dele af kræftforløbet, uanset hvor i landet, man bor. Især er jeg glad for at se det stærke fokus på at nedbringe social ulighed i sundhed, som er et voksende problem, siger Jesper Fisker.

Om indsatsen


Netværket er et treårigt projekt baseret på samarbejde mellem de fire forskningsenheder for almen praksis i København, Odense, Aarhus og Aalborg. Det skal styrke samarbejdet med bl.a. de fem regionale kvalitetsenheder for almen praksis og bidrage til en styrket vidensdeling og implementering i almen praksis.

Kræftens Bekæmpelse er medfinansierer netværket med 10 millioner over tre år fra Knæk Cancer-puljen.

I dag lancerer netværket rapporten: ”Kvalitet i almen praksis – viden og værktøjer til at styrke kvaliteten af kræftforløb i almen praksis”

Af Mathias Nielsen Sidst ændret: 10.11.2021