Ung kræft i
24-06-2019

”Jeg overlevede, men…”

Anna fik kræft som 2-årig. Hun overlevede, men konsekvenserne har været store.

Anna er frivillig i Ung kræfts gruppe i København og i Senfølgerforeningen. Hun bruger en del af sin fritid på at hjælpe unge, som har det svært. Hun er med til at arrangere aktiviteter for unge med kræft, så de kan møde hinanden og dele erfaringer. I Senfølgerforeningen sætter hun senfølger på dagsordenen og råber op. For ifølge Anna er der slet ikke nok fokus på de senfølger, som kræftpatienterne kæmper med.

Vi giver ordet til Anna:

”Jeg kan ikke sige det nok gange. Det er vigtigt, at der både før, under og efter et behandlingsforløb er fokus på senfølger. Nogle får senfølger lige efter afsluttet behandling. Andre oplever, at bivirkningerne efter deres behandling bliver permanente og aldrig forsvinder. Og så er der dem, hvor senfølgerne først dukker op flere år efter endt behandling.

I Senfølgerforeningen hører vi om mange kræftpatienter, som slet ikke er klar over, at det, de døjer med mange år efter endt behandling, rent faktisk er senfølger. Mange ved slet ikke, hvad senfølger er, og at man kan få det efter en kræftbehandling, da det ikke er noget, der er blevet nævnt eller talt om under deres forløb.

Vi må ikke være berøringsangste. Vi skal turde tale om senfølger. For ja det kan godt være, man er helbredt for kræft, men kræftbehandlingen har sat sine spor både fysisk og psykisk. Og det skal man lære at leve med.


Senfølger har ført til fleksjob
Jeg døjer selv med ca. 80% af alle senfølger. Det er en blanding af fysiske og psykiske senfølger - og endda også nogle af psyko social karakter. Det er kroniske smerter af forskellig art, en hypofyseskade, som har resulteret i nedsat vækst og livslang hormonbehandling, som betyder, at jeg går i overgangsalder, hvis jeg ikke er i hormonbehandling. Jeg har angst, tinnitus, koncentration- og hukommelsesbesvær, søvnproblemer, træthed, et øget stressniveau og øget sensitivitet. Og så er jeg steril♥

Med så mange senfølger er det umuligt for mig at være på arbejdsmarkedet på ordinære vilkår. Jeg er faktisk lige blevet tilkendt fleksjob, hvilket har været en kamp.

Når man bliver misforstået
Det er meget forskelligt, hvad der fylder, og det kan skifte fra dag til dag og fra situation til situation. Jeg har lært at leve rigtig fint med min tinnitus. Men det fylder og påvirker mig i sociale sammenhænge. I et selskab prøver jeg som regel at sørge for, at jeg sidder nogenlunde i midten ved et bord med mange mennesker, så kan jeg bedst høre og følge med i samtalerne på kryds og tværs. Sidder jeg for enden, har jeg svært ved at følge med og høre, hvad der bliver sagt. Jeg kommer til at føle mig dum, fordi jeg hele tiden skal spørge om, hvad der bliver sagt. Det gør mig ked af det, og så lukker jeg mig inde i mig selv. Det giver en følelse af at være ekskluderet og ikke en del af selskabet.

I den slags situationer bliver jeg nok ofte misforstået. Folk tror, at jeg genert, hvilket jeg slet ikke er. Jeg kan bare ikke høre, hvad der bliver sagt…

Jeg kan ikke få børn
En af konsekvenserne ved min behandling er, at jeg ikke kan få børn. Og hvornår fortæller man lige det til en potentiel kæreste? Set i bagspejlet kan jeg godt se, at jeg tog den snak med min kæreste alt for tidligt. Vi var nyforelskede og skulle jo egentlig bare hygge os og nyde kærligheden. Og i det hele taget finde ud af, om det overhovedet var ”os.”

Men jeg fortalte det hurtigt. Jeg har også et kæmpe ar på maven, og når man har det, så bliver der stillet spørgsmål. "Hvor kommer det fra?"

For os var det næsten ødelæggende for forholdet, at min kæreste skulle tage stilling til så hurtigt, om han ville være i et forhold med en, som han ikke kunne få børn med.

På grund af mine mange senfølger er det heller ikke muligt for os at adoptere. Det føles helt vildt unfair, og jeg spørger ofte: ”Hvorfor?” Der er nogle andre, der bestemmer, at jeg ikke er egnet til at være mor. Det gør mig vred, og jeg føler mig helt vildt magtesløs.

For hvem siger, at jeg ikke kan være en god mor på trods af mine skavanker? Der er jo mange, der har skavanker af enten fysisk eller psykisk karakter, som stadig har fået børn. Hvorfor må jeg ikke? Det er vildt frustrerende.

Jeg har lært at leve med det, og mit liv kan sagtens være fantastisk uden børn. Jeg har en frihed, som jeg ikke ville have på samme måde, hvis jeg havde børn. Jeg har heldigvis også nogle dejlige niecer og nevøer, som jeg kan passe og bruge tid sammen med. Og lige så vel som det er noget særligt at være forælder, så er det også noget helt særligt for mig at være “Tante Anna” og kaste min kærlighed over dem. Måske endda endnu mere fordi jeg ikke selv kan få børn♥

LÆS mere om senfølger på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside.

Af Anna Sidst ændret 24.06.2019