Livet med mavesækskræft
Ingen kræftforløb er ens, og det er meget forskelligt, hvordan den nye hverdag med kræft påvirker en. Det afhænger blandt andet af, hvordan du havde det før behandlingen for mavesækskræft, og hvilken behandling du har fået.
Der er mange, der oplever, at det er svært at tage på efter en operation for mavesækskræft. Det kan skyldes, at man f.eks. kan have problemer med at synke maden og ikke føler sult. Nogle oplever også kvalme, mavekneb og diarré (dumping syndrom), når de spiser.
Du kan spise det samme som før operationen, men i mindre portioner. Det er vigtigt, at du begynder at tage på i vægt, men det er normalt, at det tager tid.
Spis små portioner og husk vitaminpillen
- Efter en operation for mavesækskræft er der mindre plads i maven, så sørg for at spise små måltider mange gange om dagen
- Det anbefales, at du spiser en vitaminpille dagligt, fordi du ikke optager den samme mængde vitamin som før operationen. Vælg en vitaminpille med mineraler, da risikoen for jernmangel er høj
- Hvis hele eller en stor del af mavesækken er fjernet, skal du have en indsprøjtning med B12 vitamin hver 3. måned resten af livet samt jerntilskud. Hvis du mangler B12 vitamin, kan du få lav blodprocent og risikere at få nervebetændelse
Få råd og vejledning til kosten af en diætist
Du kan få en henvisning til en diætist af din egen læge eller den behandlende læge på hospitalet. Diætisten kan give dig råd og vejledning om kosten efter en operation af mavesækken. Læs mere om, hvad du kan spise for at tage på.
Inspiration og opskrifter på sund mad
Efter kræftbehandlingen kan sund mad også være med til at give dig ny energi og styrke kroppen. Få råd om kost og inspiration til madlavning:
Reaktioner og følelser
Alvorlig sygdom fører mange tanker og følelser med sig. Nogle gange kommer den psykiske reaktion måske først, når behandlingen er færdig.
Det er også krævende at være pårørende til en kræftramt, og de mange følelsesmæssige svingninger kan påvirke parforholdet. Læs mere:
Mentale teknikker som mindfulness kan give ro til tankerne
Mentale teknikker som mindfulness, visualisering og meditation kan bruges til at lindre smerter, afhjælpe angst og forbedre livskvaliteten, når man er i behandling. Mange kræftpatienter oplever tankemylder, og her kan især mindfulness være en god hjælp. Læs mere og få gode råd til at komme i gang med mentale teknikker:
Motion mindsker trætheden og øger livskvaliteten
Motionerede du ikke, før du blev syg, kan du roligt gå i gang med det. Motion styrker kroppen og vil også give dig mere energi. Det behøver ikke være hård motion eller i lang tid. En gåtur er også fin. Mange oplever at føle sig bedre tilpas efter at have rørt sig.
Læs mere om motion og træning, når du har kræft, og få idéer til, hvordan du kan få mere motion ind i din hverdag:
Fysisk aktivitet for kræftpatienter
Efter operation, kemoterapi og/eller strålebehandling har nogle brug for genoptræning, fordi de har fysiske gener. Det er vigtigt, at du får en genoptræningsplan, inden du bliver udskrevet fra hospitalet, for at have ret til genoptræning. Læs mere:
Sygdommen kan påvirke din seksualitet
Mange kræftramte oplever, at kræftsygdommen og behandlingen får betydning for, hvad de kan, vil og har lyst til seksuelt. Du kan stadig bevare intimiteten. Læs mere:
Gode råd til bivirkninger og senfølger
Problemer, som opstår under eller efter kræftbehandling, kan skyldes sygdommen eller være en bivirkning til behandlingen. F.eks. oplever en del kræftpatienter i perioder at være meget trætte. Få forslag til, hvordan du klarer hverdagen med f.eks. træthed eller andre bivirkninger og senfølger:
Sammenholdet (app)
Sammenholdet er en gratis app til kræftpatienter og deres pårørende, der gør det nemt at koordinere hjælp i hverdagen fra familie og venner. Med appen kan du oprette et netværk, hvor I kan koordinere opgaver som madlavning, børnepasning og transport - og du kan opdatere dit netværk på, hvordan det går i sygdomsforløbet.
Hent 'Sammenholdet' gratis:
Arbejdsliv og dine rettigheder
Nogle vil være i stand til at passe deres arbejde under behandlingsforløbet, mens andre er nødsaget til at være helt eller delvis sygemeldt.
Hvis du ikke kan fortsætte med at arbejde på normale vilkår, kan du måske komme i fleksjob, hvor du er ansat på nedsat tid og derudover får tilskud fra kommunen. Der er flere muligheder for at komme tilbage til arbejdet på forskellige vilkår. Læs mere om mulighederne:
Ændret kropsopfattelse
Din sygdom og behandling gør måske, at du skal lære at leve med en ændret krop. Måske er kroppen tilsyneladende uændret, men din opfattelse af kroppen er blevet anderledes. De fleste oplever, at jo længere tid man er sygdomsfri efter et behandlingsforløb, jo mere kan man tro på og få tillid til kroppen igen.
Tænd et lys i efterårsmørket
Vær med, når vi samles og tænder lys i efterårsmørket for dem, der er ramt af kræft, og for dem vi har mistet. Under Knæk Cancer bliver den smukke lysceremoni TÆND ET LYS afholdt i 16 forskellige byer landet over. Her samles vi og tænder lys i de lysposer, som deltagerne har dekoreret med navne og hilsner til deres kære.
Vær med - eller tænd et lys online