Lindrende behandling ved peniskræft
For nogle mænd med peniskræft er det ikke muligt at fjerne al kræften. Det kan være, fordi kræften har spredt sig eller på grund af en dårlig almen helbredstilstand. I disse tilfælde kan man få behandling, der lindrer smerterne (palliativ) behandling.
Operation som lindrende behandling
Hvis det ikke er muligt at fjerne al kræften, kan der opstå sårgener. I så fald kan man få lindrende operation (kirurgisk behandling) både på penis og lymfeknuderne i lysken.
Kemoterapi og strålebehandling som lindrende behandling
Både strålebehandling og kemoterapi kan bruges til at lindre f.eks. smerter og formindske kræftsår. Lymfedrænage-behandling (via afdelingen for fysioterapi på lokalsygehus) er en mulighed ved lymfødem. Læs mere:
Stråler som smertelindring
Strålebehandling kan anvendes lindrende mod kræften på penis og lymfeknuderne i lysken og mod knoglemetastaser.
Der findes også flere forskellige typer medicin mod smerter. Behandlingen bliver planlagt i tæt samarbejde mellem de lokale hospitalsafdelinger, egen læge og hjemmesygeplejen for at opnå bedst mulig effekt. Det er også muligt at blive henvist til en smerteklinik eller et palliativt team. Læs mere:
Kemoterapi kan i nogle tilfælde også bremse sygdommens udvikling i en periode (livsforlængende behandling).