
Palle lavede i sin tid et livstestamente, og registrerede sig som organdonor. Det var vigtigt for ham, at det ikke bare var overladt til tilfældigheder og især, at det ikke skulle være beslutninger, som hans søskende skulle stå med.
Men da Palle mistede sin storebror og sin storesøster til kræft, var der ikke længere nogle at tage det betænksomme hensyn til. Det betød dog også, at der heller ikke længere var nogle tætte pårørende - som det virkede naturligt for Palle - der skulle arve ham. Og det var en mærkelig følelse – især, når man godt kan lide, at der er styr på tingene.
Min bedste ven og Kræftens Bekæmpelse skal arve
En dag hører Palle om Det Gode Testamente og her faldt tingene på plads:
- Min bedste kammerat, Birger, og jeg kom fra samme by og lærte hinanden at kende for godt og vel 45 år siden. Vi deler de samme fritidsinteresser såsom jagt, fugle og dyr, og han og hans familie er blevet min familie. Derfor var det selvfølgelig ham, der skulle inkluderes i mit testamente. Da jeg skulle vælge hvilken god sag, der også skulle med i mit testamente, blev jeg stillet overfor en hel masse valgmuligheder. Men der var ingen tvivl – det var Kræftens Bekæmpelse, som skulle arve mig.
Palle har valgt, at Birger og Kræftens Bekæmpelse skal deles om arven. Såfremt Palle lever længere end Birger, er det Kræftens Bekæmpelse der skal arve ham 100 pct.