Lyserød padelturnering i Rødvig Stevns samler ind til brystkræftsagen

De fleste havde nok fået kaffen galt i halsen, da 37-årige Mie Kjeldsholm Jensen, kun tre uger inden Lyserød Lørdag, besluttede sig for at stable en padelturnering på benene. Selvom tiden var knap, og der skulle løbes stærkt, endte dagen lige præcis, som Mie havde ønsket sig. Derfor gentager hun succesen i år.

- Det var sådan en god dag! Jeg er så stolt over, at det lykkedes, fortæller Mie.

- For det er vigtigt, at vi gør noget for at samle ind til den forbandede sygdom, som rammer så mange. Vi kender alle et familiemedlem, en veninde, en nabo eller andre i ens omgangskreds, der er berørt af sygdommen – eller i yderste konsekvens én selv. Det ved man aldrig. Min indstilling er, at det kan være mig, der har brug for hjælp i morgen. Derfor vil jeg gerne hjælpe andre i dag. Særligt når det er på denne måde, hvor man kan kombinere sin yndlingssport med den gode sag – så bliver det hele lidt sjovere, tilføjer hun.

Overvældende opbakning
Ideen til en padelturnering opstod en sen eftermiddag på banen, da Mie piskede rundt efter bolden. I løbet af den forgangne uge havde hun set et opslag på Facebook, der annoncerede en damefrokost i nabobyen i forbindelse med Lyserød Lørdag. I første færd dvælede hun ikke så meget ved opslaget, men så slog det hende: Ja da! Vi gør det også!

- Da jeg spurgte idrætsforeningen, om vi måtte låne banerne i den gode sags tjeneste, faldt svaret prompte. Selvfølgelig måtte vi det. De blev faktisk så begejstrede, at de tilbød at hjælpe på selve dagen. Dernæst begyndte sponsorjagten til forplejning og gaver. Så jeg bankede bl.a. på hos den lokale brugs, en herretøjsbutik og banken, fortæller Mie.

-  Opbakningen var simpelthen så overvældende! Alle ville hjælpe, fortæller Mie. 

Kast jer bare ud i det
Selvom det hele flaskede sig på den halve tid, så kan Mie nok ikke løbe fra, at hun fik travlt til sidst. Derfor har hun besluttet sig for at gå i gang tidligere i år – og har faktisk allerede landet de første aftaler.

Konceptet er det samme: Man køber en billet for at spille med. Helt konkret kommer der til at være tre turneringer: én for nybegyndere, én for let øvede og én for øvede.

- Men man behøver ikke kun at lægge vejen forbi for at spille. Hvis nu man hellere bare vil heppe, så er man også meget velkommen til det. For der kommer også til at være boder, hvor man kan få en bid mad, god kaffe og lækre kager, fortsætter Mie.

Sidste år dukkede omkring 50 personer op, hvor 30 spillede med i turneringen. Både lokale og familier fra nabobyerne. Det resulterede i, at der blev indsamlet knap 7.000 kr. til forskning, forebyggelse og patientstøtte i relation til brystkræft.

I år har Mie ikke sat sig et decideret mål for indsamlingen. Men hun håber på at se flere på banerne, så der kan samles endnu flere penge ind.

- Indtil nu har jeg kun oplevet en enorm stor opbakning. Hvad enten det var fra folk, der skulle hjælpe til eller støtte arrangementet – og det har ovenikøbet været uden, at vi nåede at brede budskabet om arrangementet ud på diverse sociale medier. Det gør vi i år. Så med det in mente er jeg sikker på, at vi får endnu en fantastisk festdag, fortæller Mie.

På den note vil hun også gerne opfordre andre til at gøre det samme.

- For jeg er sikker på, at de fleste vil sidde tilbage med akkurat samme overvældende følelse af opbakning. Så kast jer bare ud i det. I vil virkelig opleve, at I ikke er alene om det. Gør det ukompliceret og sjovt, så det ikke bliver en sur pligt. Lad være med at gå op i det indsamlede beløb. Lidt har også ret. Hellere indsamle lidt end intet, fastslår hun.

- Ja, og start i god tid, tilføjer hun med et smil i stemmen.