Lyserød Lørdag er en win-win-win for Paradis Is

Glade kunder, engagerede medarbejdere og over 10.000 kr. i støtte til brystkræftsagen i 2022. For Kamilla Ammitzbøll Strubes to Paradis Is butikker i Roskilde er Lyserød Lørdag en perfekt dag.

Da Kamilla Ammitzbøll Strube besluttede sig for at holde Lyserød Lørdag i sine to isbutikker i Roskilde i 2022, var det ikke noget, der skulle gøres halvt. Det skulle gøre en forskel for sagen, for kunderne og for medarbejderne.

- Vi bliver tit spurgt, om vi vil støtte eller være sponsorer for mange forskellige ting, og det vil vi som udgangspunkt gerne. Men for et par år siden fik jeg lyst til, at vi i stedet for mange små ting, fandt noget lidt større, hvor vi virkelig kunne gøre en forskel og gøre noget ud af det. Og der faldt valget på brystkræftsagen og Lyserød Lørdag. Ikke, fordi jeg har haft kræft sådan meget tæt inde på livet, men det er bare en sag, hvor man simpelthen ikke kan samle penge nok ind, fortæller Kamilla og fortsætter:

- Det passede også rigtig godt, fordi vi ikke er de eneste i gågaden, der holder Lyserød Lørdag, så næsten hele gaden er lyserød. Vi gik all-in fra start og donerede 50 % af vores omsætning den ene lørdag, og det har været en stor succes lige siden.

Lyserød Lørdags placering i oktober måned er ellers ikke en oplagt istid, og den falder da også kun et par uger, før Paradis Is lukker ned for vinteren, men det er de ligeglade med i Roskilde. Kamilla fortæller, at de har en rigtig fin omsætning på Lyserød Lørdag, selvom det er sent på sæsonen. I 2022 kunne de donere over 10.000 kr. til Støt Brysterne.

- Vi kan mærke, at kunderne lige kommer forbi og får en ekstra is, fordi det støtter en god sag. Vi kan simpelthen mærke, at det betyder noget.

Kamilla Ammitzbøll Strube, indehaver af Paradis Is Roskilde

En win-win-win kalder Kamilla det, for hun kan ikke komme på en eneste negativ ting at sige om arrangementet.

- Vi gør en stor forskel for en god sag. Jeg holder mine butikker relevante. Kunderne er glade. Byen er glad. Vi styrker vores fællesskab med de andre butikker. Og mine medarbejdere engagerer sig i det. Det giver en intern stolthed. Det, synes jeg, gør det endnu mere motiverende, slutter Kamilla.