Tag dine venner, familie, kollegaer eller pigeklubben under armen og arrangér en Lyserød fest på Lyserød Lørdag i uge 40 eller en dag i ugerne op til. Udover at I får en dejlig dag, er I med til at samle penge ind til de omkring 5.000 kvinder, der hvert år får konstateret brystkræft.
Alle arrangementer kan blive lyserøde– kun fantasien sætter grænser
Alle arrangementer kan gøres til en lyserød fest. Her er det kun fantasien der sætter grænser for, hvad du kan arrangere. Det nemmeste er, hvis du i forvejen skal holde en fødselsdag, pigebrunch, herrefrokost, middag for vennerne eller noget femte. Hvorfor ikke kaste et lyserødt skær ind over arrangementet og samtidig samle ind til den gode sag.
Du kan også vælge at arrangere en særlig velgørenhedsbrunch/frokost/middag fra bunden og sammensætte netop det arrangement, som du tænker, kan skabe en særlig Lyserød Fest-Lørdag.
Selv et lille arrangement kan gøre en forskel
Det kræver ikke nødvendigvis det store at gøre en forskel, og du kan selv vælge, hvor mange kræfter du ønsker at lægge i planlægningen af din Lyserød Fest-Lørdag. Det er altid en god idé at planlægge i god tid og gøre dig nogle grundige overvejelser omkring din lyserøde fest, herunder antal deltagere, prisen for at deltage, mad og drikke samt underholdning med f.eks. præmier sponsoreret af de lokale butikker eller deltagerne.