Inspiration til partnere
Som partner i Røgfri Fremtid er du og din organisation, virksomhed eller kommune med til at gøre en forskel. Vi arbejder for en røgfri fremtid på forskellige måder, men vi står sammen om målet. Se med, når andre partnere deler deres erfaringer i videoerne her på siden og find inspiration i vores katalog med viden og erfaringer.
Røgfri arbejdstid
Sammen med 10 andre virksomheder i Ringkøbing-Skjern kommune har produktionsvirksomheden Landia besluttet at indføre røgfri arbejdstid. Hør direktør Steen Buhl Larsen fortælle om erfaringerne med røgfri arbejdstid og de mange fordele, det har medført for medarbejderne og virksomheden.
Røgfri idræt og fritid
Skal de voksne ryge til fodboldkampe, kiosken sælge tobak eller træneren tage sig en smøg efter endt træning? Nej, lyder det fra DGI, som opfordrer foreningerne til at adskille rygning og idræt. Hør tre forskellige partnere fortælle om deres arbejde med røgfri idræt og fritid og hvorfor det er et vigtigt indsatsområde.
Inspirationskatalog til røgfri udearealer
Få inspiration fra andre partnere til, hvordan I kan arbejde med røgfri udearealer på legepladser, idrætsanlæg, busstoppesteder, ungdomsboliger, strande og caféer.
Oversigt over partnere i Røgfri Fremtid
Med denne oversigt kan du finde ud af, hvem der ellers er en del af partnerskabet.
Partnere kan sparre med hinanden og give inspiration til, hvordan I kan styrke indsatsen mod en røgfri fremtid.
Materialer til partnere
Ønsker I at lave et event, en plakat eller et opslag på jeres egne SoMe-kanaler? Få inspiration og materiale til indhold om Røgfri Fremtid på print, web og SoMe.
Partnervideoer
I videoerne herunder kan du møde fem forskellige partnere, der på hver deres måde arbejder for en røgfri fremtid. Alle bidrager de til, at tobak og nikotin ikke skal være en del af danskernes hverdag. Hverken i skolegården, i idrætsklubben eller i dagligvarehandlen.
Viborg Kommune
Viborg Kommune har været en frontløber i at etablere røgfri idrætsmiljøer gennem lokale partnerskaber. Deres samarbejde med fodboldklubben NUGF er et godt eksempel på, hvordan en forening kan blive røg- og nikotinfri, og hvordan kommuner bedst støtter lokale foreninger i sådan en rejse.
Danske Skoleelever
Organisationen Danske Skoleelever har været afgørende for at bringe Røgfri Fremtid tættere på unge i Danmark - både gennem lovgivning, men også gennem projektuger på de enkelte skoler.
Lidl
Lidl er frontløber for hele detailbranchen og har som den første dagligvarekæde i landet valgt at fjerne tobaks- og nikotinprodukter fra hylderne i alle kædens nye butikker. Og efter planen skal samtlige af Lidls butikker være helt røg- og nikotinfri mod udgangen af 2028.
Holstebro Kommune
Holstebro Kommune arbejder aktivt med at skabe interesse for rygestop blandt unge og har haft stor succes med at tage rygestopbudskabet ud på skolerne, møde de unge i øjenhøjde og skabe en dialog om sundhed og trivsel. Derudover er kommunen gennem projektet ’Lange Tænder’ tilstede på det populære sociale medie, TikTok, hvor de er nået til unge på en platform, der er relevant for dem.
Dansk Fitness & Helse Organisation (DFHO)
DFHO - Dansk Fitness & Helse Organisation ønsker at tage ansvar og være en del af arbejdet for en røgfri fremtid. Brancheorganisationen har bl.a. et ønske om, at stoptilbud for tobaks- og nikotinprodukter skal ud og leve i deres fitnesscentre, så medlemmer i fællesskab kan motivere hinanden og kombinere et ryge- og nikotinstop med deres træning.