"Hvis jeg ikke havde fået brystkræft, havde jeg aldrig mødt dig"

Mød Helen og Elin

”Stærkere sammen”
Helen L. Munck og Elin Tabitha Hansen mødte hinanden i Copenhagen Dragon Boat Team. Et hold der består af 27 kvinder, som alle har haft brystkræft. ”Men dragebåden handler om meget mere end det, vi har været igennem. Den handler om bevægelse, livsglæde, sammenhold og alt det, vi stadig kan og vil”.

Et kampråb og en livsfilosofi
”Vores kampråb i båden er ”Stærkere sammen”, og det beskriver meget fint den særlige ånd, der er på holdet. For når vi sætter os i båden og padler side om side, er vi afhængige af hinanden. Båden får først for alvor fart, når vi sammen finder rytmen. Faktisk hedder vores dragebåd Yggdrasil – et symbol på livet. Det synes vi er meget sigende”.

I samme båd...
De kan begge to huske første gang, de for alvor fandt hinanden. Det skete på en vandretur i forbindelse med træningen, hvor de endte med at sætte sig i en gammel båd, som stod opmagasineret uden for Københavns Roklub. ”Jeg gik hjem med følelsen af, at jeg havde mødt et menneske, jeg gerne ville lære bedre at kende”, fortæller Elin. Helen udtrykker det sådan her: ”Allerede dengang følte jeg, at jeg knyttede særlige bånd til Elin”.

Det handler om livet, som fortsætter
”Vores venskab er for længst vokset ud over timerne på vandet. Noget af det særlige, vi har sammen, er de ting, vi forstår hos hinanden – uden de lange forklaringer. Vi kan grine og have det sjovt, men vi kan også tage de dybere samtaler. Der er plads til det hele. Vi deler vores erfaringer med brystkræft, men vi taler om langt mere end sygdom. Vi taler om livet og alt det, vi skal opleve”.

”Hvis jeg ikke havde fået brystkræft, havde jeg aldrig mødt dig”
”Brystkræften ville vi aldrig selv have valgt. Men paradoksalt nok blev den vejen til noget, vi i dag er dybt taknemmelige for. Ud over en hær af fantastiske dragebådskvinder, har vi mødt hinanden – ingen af os kan forestille os resten af livet uden”.

Mød Katrine og Helle: ”Vi er kommet for at blive”.

Helle Kjeldsen og Katrine Sørensen bor i samme by, kun 1 km fra hinanden. ”Alligevel ville vi sikkert aldrig have mødtes, hvis det ikke havde været for brystkræften. Nu føles det som om, vi har været ”hinandens” i årevis. Vi har den samme platte humor og kan grine af de mindste ting, og det har vi planlagt at fortsætte med resten af vores dage”.

Starten på det tætte venskab
Katrine er aktiv inden for Brystkræftforeningen og skulle holde foredrag om sit forløb. Helle så opslaget på Facebook og spurgte om der var mulighed for kørelejlighed. Desværre kunne Helle alligevel ikke deltage, fordi hun dagen før havde gennemgået en mastektomi (brystoperation). Men så kom Katrine hjem til Helle med informationsmateriale fra foreningen. Det var her, det hele begyndte.  

Forskellige forløb, men samme følelser
”Vi har ikke fået samme operation eller kemokur, men mange af vores tanker og bivirkninger har været de samme. Vi taler blandt andet om angsten for tilbagefald. En angst, der kan være svær for vores pårørende helt at forstå. I deres verden er vi jo raske og skal tænke positivt. Men det fylder. Det er ikke nødvendigvis noget, vi taler om på dagligt, men når det dukker op, så ved vi, hvor vi kan blive mødt. Vi har også talt om angsten for at dø”.

Nu og for fremtiden
I dag er Helle tilbage på arbejde på fuld tid, mens Katrine fik tilkendt førtidspension i oktober sidste år på grund af senfølger. ”Der kan gå uger imellem, at vi ses, men vi er næsten hver dag i kontakt med hinanden, hvor vi vender stort og småt. Vi går og cykler sammen, og i slutningen af september skal vi på fitnessrejse til Marbella. Vi har mange ting, vi gerne vil opleve sammen, og vi tænker tit hinanden ind i forskellige planer. Vi håber på en sygdomsfri fremtid, og at vi kan bevare den afslappede og fortrolige tilgang, vi har til hinanden. Vi tænker, at vores venskab helt klart er kommet for at blive”.

Mød Lea-Sofie og Cecilie: ”Vi er hinandens frirum”.

Lea-Sofie Gottlob og Cecilie Brinch bor i hver sin ende af landet og mødte hinanden på Instagram. ”Vi havde begge et ønske om at dele vores historier og skabe relationer med ligesindede, men det var ikke så nemt som ung med kræft. Og så er der ikke mange kvinder med vores specifikke kræfttype (TNBC), så vi føler os meget heldige med at have hinanden nu”.

En bagvendt begyndelse
”Det særlige ved at møde et andet menneske på den måde er måske, at man lærer hinanden at kende lidt bagvendt. Vi kendte til hinandens største frygt, sårbarhed og sværeste dage, før vi vidste noget som helst om den andens helt almindelige liv”. Fysisk har Lea-Sofie og Cecilie kun mødt hinanden få gange. ”Men vi skriver eller snakker sammen nærmest hver dag, og da vi mødtes første gang, var det som at møde en veninde, man havde haft hele livet”.

Jokes om døden
”Når man har oplevet at være tæt på døden så tidligt i livet, falder man naturligt ind i samme verden. Det er især genkendelsen i det hele. Vi behøver ikke at forklare os. Vi har også samme humor, og den kan blive meget sort. Vi laver jokes om døden, fordi det gør den nemmere at håndtere. En form for overlevelse, der ikke gør døden mindre alvorlig, men livet større”.

I samme rum
”Vi passer på hinanden, men der bliver ikke lagt fingre imellem i vores samtaler. Familie og venner er enormt støttende, men står ved siden af. Med hinanden står vi på en måde i samme rum, hvor ingen behøver at være den stærke eller beskyttende. Vi kan sagtens sige: ”Jeg er fucking bange,” uden straks at få at vide, at det nok skal gå”.

Håbet for fremtiden
Cecilie har været kræftfri siden 2024 og venter sit første barn. Lea-Sofie har været kræftfri siden 2025, men er ikke rask og stadig under behandling. ”Vi håber, at vi altid vil have plads i hinandens liv. Vi er hinandens frirum – et sted man kan placere glæder, sorger og frustrationer uden forbehold. Og altid bliver grebet”.