Skip navigation

Padel er mit frirum

Da Lise får konstateret brystkræft, bruger hun padel som et frirum. Og sådan ender hun med at arrangere en padelturnering i anledning af Lyserød Lørdag.

I foråret 2024 mærker Lise Müller på 44 år noget i sit bryst, som ikke plejer at være der. Hun tager til lægen, som sender hende videre i et kræftpakkeforløb. Fire dage efter er hun til en screening på hospitalet, hvor lægen med det samme siger, at det ligner brystkræft. Det er lige op til påske, som for Lise og hendes mand Anders byder på ferie med deres to døtre Laura og Lærke på 14 og 17 år.

På trods af, at intet er sikkert, før svaret på biopsien lander 10 dage senere, råder sygeplejersken Lise og Anders til at involvere deres døtre.

- Det var det bedste råd, jeg fik. Vi sov lige på det og fortalte dem det dagen efter. Jeg ville ikke kunne holde det hemmeligt i de ti dage – tankerne fylder alt for meget, siger Lise.

Pigerne reagerer forskelligt på beskeden, men efter en masse lange snakke, tager de det forholdsvist roligt.

Svaret kommer ugen efter påske – det er brystkræft. Knuden måler under to centimeter, men forgrener sig ud i brystet. Brystet kan derfor ikke bevares, og Lise får hurtigt en tid til operationen.   

- Weekenden op til min operation, spiller jeg en masse padel. Det var mit frirum, og jeg vidste ikke, hvornår jeg ville kunne spille igen, fortæller Lise.  

Lise og familien ved datterens konfirmation.
Lise får konstateret brystkræft kort tid inden hendes yngste datter Laura skal konfirmeres. På trods af usikkerheden, lykkedes familien med at få en dejlig dag. Foto: privat.

Spredning til en lymfe

Operationen går som planlagt. Tre uger efter operationen får Lise at vide, at der er fundet kræft i en af de lymfer, de har taget med ud. Hun skal igennem en PET-scanning, som ligger lige op til hendes yngste datter Lauras konfirmation.

Familien formår at komme igennem konfirmationen og få en god dag, på trods af sygdom og usikkerhed. Scanningen er heldigvis ren, så Lise vælger ikke at få fjernet flere lymfer, men i stedet at modtage udvidet stråling udover to slags kemo.

- Jeg slap forholdsvist nådigt igennem kemo, men vi skulle som familie lige lande i, at vores sommer så helt anderledes ud, end den plejede. Vi prøvede ellers at holde fast i så mange hverdagsrutiner som muligt under mit forløb, for at pigerne ikke skulle blive for påvirkede. Det var vigtigt for mig, siger Lise.  

Lære at stole på sin krop igen

Undervejs i forløbet får Lise god støtte og hjælp i Kræftens Bekæmpelses rådgivning i Odense. Efter sommerferien starter hun op på forløbet Krop og Kræft. Her møder hun andre kræftramte, som hun finder et fællesskab med. De er i dag en lille gruppe på seks kvinder, som fortsat mødes en gang om måneden og støtter hinanden.

 - Krop og Kræft var fantastisk – pissehårdt, men fantastisk. Jeg begyndte at stole på min krop igen og vendte også tilbage til padel. Hos Krop og Kræft kom vi til at tale om Lyserød Lørdag, og sådan blev ideen om at stable en turnering på benene født, fortæller Lise.

Lises gode veninde Ann-Sofie har tænkt samme tanke, så de to går sammen om at få det op og stå.

Padelklubben i Svendborg pyntet til Lyserød Lørdag
Padelklubben i Svendborg var pyntet op til den helt store lyserøde fest med stor hjælp fra lokalsamfundet, som velvilligt donerede til det gode formål. Foto: privat.

En Lyserød Lørdag padelturnering

- Vores hovedformål var at samle så mange penge ind som muligt, stable den bedste dag på benene, men ved at bruge så få penge som muligt, så de i stedet kunne gå til sagen, siger Lise.

Pladserne bliver hurtigt udsolgt – de må endda lave en venteliste – og de møder også kæmpe opbakning fra lokalsamfundet, som gerne vil støtte op og donere både præmier og mad til dagen. De får også lov til at låne padelklubben uden beregning. Lises padelveninder hjælper til, og de løfter sammen i flok.

Mere end 27.000 kr. indsamlet

De ender med at samle 27.386 kr. ind gennem deltagergebyr, direkte donationer til indsamlingen, salg af merchandise samt 20% af omsætningen fra en lokal smykkedesigner på dagen.

- Vi var meget stolte. Jeg var rørt, lettet, glad og taknemmelig. Det føltes utroligt godt at kunne give noget tilbage. Jeg har intet at udsætte på min behandling, men hvis vi skal kunne gøre det endnu bedre i fremtiden, så skal vi have midler til forskning, siger Lise og fortsætter:

- På dagen kom to kvinder hen til mig og fortalte, de selv havde været et forløb igennem. Det gav mig meget at se nogle, der så helt normale ud.

Lise og co. har netop besluttet at arrangere en lyserød turnering igen i år på Lyserød Lørdag 4. oktober. Foto: privat.

Flere lyserøde padelturneringer?

Lise har netop overstået sin 1-års kontrol. Hun skal fortsætte med årlige kontroller indtil hun bliver 50 år. Derfra vurderer lægerne, om de skal fortsætte, eller om hun skal indgå i det normale screeningprogram.

- Det var en hård dag at komme igennem kontrollen, det rodede op i alt igen. Angsten for sygdommen er plantet i mig for livet.  Det er jeg rigtig træt af, men forhåbentlig bliver det lettere med tiden, siger Lise.

Lise og co. har besluttet at gentage succesen igen i år. De er netop gået i gang med at planlægge endnu en padelturnering til dette års Lyserød Lørdag. Og de glæder sig til at lave en lyserød fest i Svendborg.