Pink Karate på Lyserød Lørdag

I oktober måned 2018 trænede medlemmerne af karateklubben Shingoryu i Nakskov med lyserødt bælte – uanset om man normalt bar det hvide nybegynderbælte eller det sorte ekspertbælte. Det var naturligvis for at sætte fokus på og samle ind til brystkræftsagen.

For første gang i Danmark så Pink Karate dagens lys. Det betød, at man blandt andet kunne købe et lyserødt bælte, som blev båret i hele oktober måned – uanset hvor i karatehierarkiet man befandt sig. 

Tiltaget blev initieret af Dorthe Jensen, der havde oplevet Pink Karate i udlandet og gerne ville tage det med til Danmark og sit lokalområde. Hun så en mulighed for at støtte et godt formål og samtidig lave et event i byen. 

På Lyserød Lørdag lavede karateklubben en opvisning i Nakskov, hvor de viste karate og lavede gennembrydninger, hvor de seje piger og drenge slog sten midt over.  

For at lave den størst mulige indsamling til Lyserød Lørdag og brystkræftsagen, havde Dorthe Jensen fået den lokale Frisør K til at sponsorere bælterne, som klubmedlemmerne kunne købe for mindst 50 kr. På den måde gik hele indtægten fra bælterne direkte til indsamlingen. 

Kaffelotteri hos frisøren
Ud over at sponsorere de lyserøde bælter lavede Frisør K et ”kaffelotteri”, hvor man for 10 kr. for en kop kaffe eller te, havde muligheden for at vinde fine præmier.

”På lyserød lørdag solgte Frisør K kaffe og te i de Lyserød Lørdag kaffekopper, jeg havde bestilt. Så satte hun klistermærker i bunden af nogle af kopperne og så kunne man måske vinde en shampoo, et gavekort til klip m.m.” fortæller Dorthe Jensen. 

God opbakning i lokalmiljøet
I Nakskov tog handelstandsforeningen rigtig godt imod initiativet og den lokale ugeavis lavede en gratis annonce i ugens ”lyserøde avis”, hvor de reklamerede for karateklubbens opvisning. Ud over opbakning i handelstandsforeningen, var det også den lokale XL byg, der havde sponseret de sten, der senere blev slået itu af karateudøverne. I karateklubben kunne Dorthe også mærke, at det var et godt initiativ. 

”Alle har taget rigtig godt imod det. De bælter jeg købte hjem, blev nærmest revet væk. Det binder klubben godt sammen og det er sjovt, at man lige pludselig er lige og ikke kan se, hvem der har sort bælte”, siger hun. 

Også uden for Nakskov blev Pink Karate taget godt imod.

”Også vores klub i Næstved valgte ret hurtigt at hoppe med, da de også synes, at det var en både sjov idé og et godt formål. Så de skaffede også nogle bælter på samme måde som os. De fik en lokal VVS mester i Næstved til at sponsorere deres bælter”, lyder det fra Dorthe.

Pink Karate i Nakskov og Næstved samlede i alt 8.245,50 kr. ind til brystkræftsagen. 

Læs også 'Den årlige lyserøde kajakfest i Kano- og Kajakklubben Nord'
Læs også 'Faaborg Tennisklub slog et slag for brystkræftsagen'
Læs også 'Zumba for fuld lyserød udblæsning'