Om Fortællerkorpset
Vores fortællere i Fortællerkorpset forsøger med deres historier at nedbryde tabuer og sætte gang i en dialog om kræft og ungdomsliv. Læs mere om selve Fortællerkorpset og hvordan du booker dem her på siden.
Hvad er Fortællerkorpset?
Hvert år får 1.600 unge i alderen 18 til 39 år konstateret kræft. Fortællerkorpset er opstået, fordi vi ved, at mange kræftramte unge føler sig ensomme og oplever, at deres venner trækker sig.
Fortællerne er unge frivillige og kan tale i øjenhøjde med tilhørerne. De prøver ikke at være belærende. De deler ud af deres erfaringer og gode råd. Emnerne, de tager fat på, kan ALLE unge relatere til – også selvom de ikke er alvorligt syge. Alle unge kender til forfængelighed, angst og ensomhed. Efter oplæggene vil I være klædt bedre på, hvis I en dag får en ven, kollega eller klassekammerat med kræft eller anden alvorlig sygdom ♥
Vi har uddannet unge som er, eller har været, i kræftforløb, til at fortælle deres historie. De er frivillige og kan bookes til at holde oplæg på hospitaler, organisationer, ungdomsuddannelser, efterskoler og andre uddannelsesinstitutioner.
Book Fortællerkorpset
Fortællerne tager blandt andet ud til uddannelsesinstitutioner, efterskoler, arbejdsplader, sundhedshuse, hospitaler og mange andre steder over hele landet.
Fortællerne besøger jer i ca. 45 minutter. Der vil være et mix af information, oplæg og dialog. Der sluttes altid af med en spørgerunde, hvor man kan stille de spørgsmål, man har på hjerte. Der er plads til både tunge og lette spørgsmål. I får:
→ Viden om Ung Kræft og facts om unge med kræft
→ To unge, der fortæller om at få kræft
→ Mulighed for at stille spørgsmål til de to fortællere
→ Gode råd til at snakke med en alvorligt syg
→ Dialog og spørgerunde
Det er naturligvis gratis!
Kontakt os for at høre mere, og forespørg et besøg:
Telefon: 3525 7546
Mail: ungkraeft@cancer.dk