Det går pengene til
Knæk Cancer samler i år ind for 14. år i træk. Over årene er 547 projekter igangsat takket være danskernes opbakning og de indsamlede midler. Igen i år har Kræftens Bekæmpelse peget på en række relevante indsatsområder inden for forebyggelse, forskning og patientstøtte, som potentielt kan få støtte fra dette års Knæk Cancer indsamling.
Et liv uden kræft
1 ud af 3 får kræft. 2 ud af 3 bliver pårørende. Når du støtter Kræftens Bekæmpelse, bidrager du til vores arbejde og er med til at gøre en forskel for de mange danskere, der bliver ramt af kræft.
Takket være den brede folkelige opbakning bliver der lyttet til Kræftens Bekæmpelse. Både på Christiansborg, i regionerne og på sygehusene. Derfor behandles kræft i dag som akut sygdom, derfor er der indført pakkeforløb for samtlige kræftformer, og derfor har patienter klare rettigheder.
Det går Knæk Cancer midlerne 2025 til
I år har Kræftens Bekæmpelse udpeget otte indsatsområder. Hvorvidt alle projekter får støtte, afhænger af det endelige indsamlede beløb. Her kan du læse mere om de udpegede indsatsområder – klik på overskriften for at folde hvert område ud.
Hvert år får cirka 200 børn fra 0-18 år kræft. Langt de fleste overlever, men mange af dem har varige senfølger efter den intensive behandling. Derfor støtter Kræftens Bekæmpelse fortsat Børnecancerfonden i deres arbejde med at forske i diagnostik og behandling, samt med at yde støtte til de familier og børn, der rammes.
Immunterapi har på få år ændret måden, vi tænker kræftbehandling på. I stedet for udelukkende at angribe kræften med kirurgi, stråler eller kemoterapi, bruger immunterapi kroppens eget forsvar immunsystemet til at genkende og bekæmpe kræftceller. Vi støtter forskning, der bidrager til viden om, hvordan vi naturligt kan styrke kroppens immunforsvar og gøre immunterapi mere effektiv og langtidsvirkende, og endda udvikle vacciner mod visse typer af kræft.
Vores risiko for at udvikle en kræftsygdom kan påvirkes af en lang række faktorer. Forskning i mulige risikofaktorer er vigtig for at forstå, hvem der er i øget risiko, og om der er mulighed for at forebygge kræften eller opspore sygdommen på et tidligt tidspunkt, hvor mulighederne for behandling er gode. Vi støtter forskning, der bidrager til at finde mønstre og sammenhænge, så vi bedre kan forebygge kræft og målrette indsatsen til dem, der har størst risiko. Det giver mulighed for at forebygge eller opdage kræften tidligere.
Kræftens Bekæmpelse ønsker at støtte unge talenter og deres udvikling inden for kræftforskning. Vi yder derfor støtte til yngre forskere i form af projektstøtte og postdocstipendier. Støtten gives til udførelse af fremragende og ambitiøse projekter inden for alle aspekter af kræftforskning.
I fremtidens sundhedsvæsen er der behov for nye behandlingsmetoder og teknologier til at forbedre kræftområdet. Mange kræftformer er svære at behandle, og det kræver nytænkning. Både i forhold til behandlingsmetoder, så vi kan behandle sygdommene, før de bliver aggressive, og i forhold til ny teknologi, hvor for eksempel kunstig intelligens (AI) har potentiale til at kunne forbedre kræftindsatsen på en række områder.
Vores sundhedsvæsen er midt i en afgørende omstilling, hvor flere patienter skal håndteres udenfor de højt specialiserede hospitaler. For kræftpatienter, som har afsluttet behandling, kommer det til at betyde, at senfølgehåndtering, rehabilitering og palliation i vid udstrækning skal varetages tættere på hjemmet, forhåbentlig i en sammenhængende sundhedsindsats på tværs af sektorer. Vi ønsker at støtte projekter, som vil skabe sammenhæng i kræftpatienters forløb, både under og efter behandling, understøttet af bedre overgange mellem forskellige sundhedssektorer og fagområder.
I et presset sundhedsvæsen kan vi forvente et stigende pres på de pårørende, hvorfor der er behov for øget viden om, hvordan pårørende bedst støttes og inddrages. Tidligere forskning har vist, at støttes familien som en enhed, er det ikke kun til gavn for de pårørende – kræftpatienten får også færre symptomer. Imidlertid er denne slags interventioner sjældent implementeret. Derfor er der brug for forskning i udvikling, testning og implementering af modeller for partnerskaber med familierne, som er bæredygtige.
Vi har meget viden om den ulige eksponering af risikofaktorer og konsekvenserne for udvikling af sygdom og kræft. Vi ved mindre om, hvilke konkrete løsninger der er til at få nedbragt uligheden, og hvilke forebyggelsesinitiativer der er mest hensigtsmæssige at iværksætte. Der er behov for forskning og afprøvning af de konkrete løsninger.
Projekter støttet af Knæk Cancer
Her kan du læse mere, om de konkrete projekter, som kan gå i gang, hvis der bliver samlet tilstrækkeligt med penge ind. Du kan også læse mere om de 547 projekter, som allerede er i gang eller afsluttet med penge fra de sidste 13 år med Knæk Cancer.