Banebrydende forskning: Præcis kræftbehandling med færre bivirkninger
Med støtte fra bl.a. Knæk Cancer har Danmark taget et stort skridt frem mod mere skånsom og topmoderne strålebehandling. Protonterapi er noget af den mest moderne og spektakulære kræftbehandling, der gives i Danmark.
I 2019 åbnede Dansk Center for Partikelterapi ved Aarhus Universitetshospital som resultat af en stor national satsning. Opførelsen af centeret har kostet omkring 800 millioner kroner og er blevet mulig gennem et tæt samspil mellem staten og private fonde.
Knæk Cancer har bidraget til at styrke forskningen i protonterapi. Siden 2015 har befolkningen og erhvervslivet doneret knap 54 millioner kroner via Knæk Cancer til projekter, der har haft fokus på at forbedre teknologien og dokumentere, hvilke patienter der har størst gavn af behandlingen.
Ikke enten-eller, men den rigtige behandling til den rigtige patient
Protonterapi fungerer anderledes end traditionel strålebehandling med røntgenstråler. Hvor røntgenstråler fortsætter igennem kroppen og afgiver energi både før og efter, de rammer kræftvævet, kan protoner styres, så langt hovedparten af strålingen afsættes i selve svulsten. Det betyder, at man i langt højere grad undgår at beskadige organer og væv rundt om kræftknuden.
Men protonterapi er ikke nødvendigvis den bedste behandling. I langt de fleste tilfælde er traditionel stråleterapi mindst lige så god eller bedre. Det afhænger af kræftknudens placering og patientens helbred. Danske og internationale undersøgelser peger på, at 10-15 pct. af de patienter, der skal have strålebehandling, har gavn af protonterapi. Men der mangler fortsat viden om hvem. Derfor er forskning højt prioriteret i Dansk Center for Partikelterapi.
Et tilbud til patienter i hele Danmark
Protonterapi tilbydes i dag på Dansk Center for Partikelterapi ved Aarhus Universitetshospital til kræftpatienter fra hele landet. Behandlingen gives til både børn og voksne – især hvis kræften sidder tæt på følsomme organer som hjerne, rygmarv, hjerte eller tarm. Også patienter med kræft i hoved-hals-området, lungerne, spiserøret eller bækkenet kan i visse tilfælde have større gavn af protonterapi.
Et vigtigt skridt for kræftpatienter
Protonterapi er ikke fremtid – det er virkelighed i dag. Takket være den folkelige og erhvervsmæssige opbakning til Knæk Cancer har Danmark taget store skridt mod en mere præcis og skånsom kræftbehandling. Det gælder ikke kun protonterapi, men hele paletten af forskning, patientstøtte og forebyggelse, der bringer os tættere på et fælles mål: Et liv uden kræft.
Lav en Knæk Cancer-donation
Er I klar til at blive en synlig del af fællesskabet, tage aktivt samfundsansvar - og samtidig støtte den gode sag? Så er I klar til at lave en Knæk Cancer-donation.