Er det dig eller tobaksindustrien, der snakker?
Har du også hørt, at vaping ikke er lige så farligt som cigaretter? Eller at snus er en god måde at kvitte smøgerne på? Det er nok ikke tilfældigt. Tobaksindustrien er afhængig af din afhængighed. Og derfor prøver de at manipulere dig – helst uden, at du opdager det. Så hvis du hører dig selv forsvare et nikotinprodukt, kan du overveje, om det overhovedet er dine egne ord – eller om det er tobaksindustriens.
Tobaksindustriens metoder
Der findes flere eksempler på, at tobaksindustrien promoverer deres produkter - også til unge.
I Danmark er det ikke tilladt at reklamere for tobaks- og nikotinprodukter. Alligevel har tobaksindustrien ved flere lejligheder henvendt sig til influencers og deres bureauer med henblik på at indgå samarbejder. I TV 2 dokumentaren ´Røgsløret fra tobaksindustrien' kom det blandt andet frem, at en influencer er blevet brugt til at reklamere for snus til sin unge målgruppe på YouTube.
Flere centrale personer fra tobaksindustrien har tidligere haft højtstående stillinger i politik. Ligeledes har nogle ansatte fra tobaksindustrien nu gjort karriere på Christiansborg.
Tobaksindustrien har stået bag events, hvor deres produkter bliver delt ud til fester, hvor unge deltager. Tobaksindustrien er også til stede på mange festivaler, som har et ungt publikum.
Når man sammenligner med cigaretter, vil næsten alt fremstå mindre skadeligt. Vapes er nye produkter i Danmark, og derfor kender man endnu ikke de langsigtede konsekvenser af dem, ligesom man ikke gjorde med cigaretter i begyndelsen.
Tobaksindustrien forsøger at præge unge politikere gennem betalte ture, hvor de fortæller om deres nye produkter.
Quiz din viden om røg og nikotin
Hvor meget ved du egentlig om cigaretter, snus og vapes? Test din viden her!
Start quiz