Hvor der er vilje, er der en vej. Det lader til at være mottoet i Lyngby, hvor Vivian Steen Knudsen og May-Britt Dinesen sidste år arrangerede et brag af en Lyserød Lørdag i Lyngby og indsamlede hele 81.130 kr. til brystkræftsagen. Og det var første år, at de og byen for alvor var med.

Susanne Malchau Dietz gik fra fuld skrue på forskerkarrieren, til en hverdag med langsommelighed og få aktiviteter, da hun for fire år siden fik brystkræft. Den dag i dag arbejder hun stadig med at acceptere, at ’Susanne efter kræft’ er en helt anden end før sygdommen.

”Da sygdommen ramte, var jeg ikke særlig åben om min situation. Hvis nogle spurgte, fortalte jeg om min diagnose, min operation og min behandling. Men jeg fortalte ikke, hvordan jeg egentlig havde det. At jeg faktisk døjede med angst og depression”.

I februar 2014 fik Mie konstateret brystkræft - 32 år gammel. Med ét blev hverdagen og livet væltet op og ned. Tiden derefter gik med operation, kemoterapi og stråling. Når behandlingerne og energien tillod det, tog Mie på arbejde. Selvom det ind imellem kun blev til en time, så var det et kærkomment pusterum fra sygdommen.

Da Gitte fik konstateret brystkræft for syv år siden besluttede hun sig for at være åben om sin sygdom. 10 år forinden havde hun mistet sin gode veninde til kræft, og dér havde Gitte mærket, hvor rart det var, at veninden var åben omkring hendes situation. Derfor besluttede Gitte sig hun sig for at gøre det samme.

I december 2013, da Henriette var gravid med sit fjerde barn og ammede sit tredje, følte hun noget mærkeligt ved sit ene bryst.

Simon og Emma var netop blevet gift og i gang med opbygge et fælles liv, da Emma blev ramt af brystkræft. Simon stod ved Emmas side hele vejen gennem forløbet, men han fik ikke hjælp til at håndtere sine egne følelser, og det sendte ham til sidst ud i en depression. Kræftens Bekæmpelse efterlyser mere fokus på pårørende og mener, at alle sygehuse bør have en pårørendepolitik.

Da jeg fik konstateret brystkræft styrtede min verden sammen. Jeg var klar over, at der forude ventede et langt og hårdt behandlingsforløb og jeg forsøgte at forberede mig så godt som muligt. Jeg skulle i kemobehandling og vidste, at jeg ville miste håret. Jeg besluttede mig for at få taget nogle billeder af mig selv, før jeg mistede håret, fordi jeg håbede, at billederne kunne hjælpe mig med at holde fast i mig selv. Det var vigtigt for mig, at det var nogle gode billeder, der virkelig viste ”den jeg var” og jeg spurgte derfor min kusine, der er fotograf, om hun ville tage ”før jeg taber håret” billeder af mig. Det ville hun gerne.

Sara Kristiansen er 43 år og har brystkræft. Hun gør alt, hvad hun kan for at holde fast i både arbejde, venner og sociale arrangementer, for hun vil ikke lade sygdommen styre sit liv. Men samtidig har hun svært ved slippe angsten for, at brystkræften kan kommer igen.

Jeg hedder Johan. Jeg er 31 år. Har en lille vidunderlig datter, Augusta, på 2 måneder. Udover at være Far, er jeg også bror, ven, flymekaniker og meget mere. I april 2014 blev jeg også brystkræft patient.

I november 2014 læste jeg tilfældigt en artikel på nettet om brystkræft og tænkte at det var da ikke noget for mig, men jeg mærkede alligevel efter i begge mine bryster. (Ja, mænd har også bryster, de er bare ikke så veludviklede.) Der var en knude i det højre inde bag brystvorten.

For godt et år siden ændrede verden karakter. Det var dagen, da jeg i en alder af 30 år fik konstateret kræft i mit ene bryst.

Min datter ringer. Hun er sammen med sin bror til grøntsagsmarked på skolen. Jeg har lovet at komme hvis ”jeg kan nå det efter arbejde” Hendes stemme er så glad. Min eneste tanke er, om lidt skal jeg knuse mine børns glade og ubekymrede liv. Det er ikke retfærdigt. Vi har det jo perfekt i vores lille familie på 3.