08-10-2019

Gravid og ramt af brystkræft: ”Den største sorg og glæde ramte mig på samme tid”

For Anne Cathrine Omann var det vigtigt at holde fast i lykkerusen. De to meget tydelige røde streger på graviditetstesten var nemlig højt ønsket og ventet. Og det var både dem - hendes søn i maven og halvandet årige datter i favnen - der fik Cathrine igennem brystkræftforløbet.
Gravid og ramt af brystkræft

Vi skal halvandet år tilbage. Anne Cathrine Omann sidder i sin sofa. Beskeden ligger klar i sundhedsjournalen. Hun tager mod til sig og åbner beskeden, mens hun tager sig på maven. Brystkræft, står der. Anne Cathrine og hendes mand har svært ved at forstå det, for knuden som hun mærkede i venstre bryst, vakte ingen bekymring hos lægen. Det er jo bare graviditetssymptomer, fik hun at vide. De er midt i udvidelsen af deres lille rede. Nummer to er på vej, og de er netop ved at finde sig til rette på den nye gård på landet. Her er tempoet sat ned, der er højt til himlen og roser i haven. 

- Det var helt surrealistisk. Hvorfor mig, hvorfor nu? Jeg er jo gravid? tænkte jeg. Jeg rejste mig op og kiggede ud på haven, som var grunden til, vi flyttede herud, og en del af vejen til en højtønsket mere rolig hverdag, husker Anne Cathrine. 

-  Den største sorg og glæde ramte mig på samme tid. Men min mand og jeg blev hurtigt enige om, at vi ikke ville lade sygdommen overskygge lykkerusen. Vi skulle bare igennem det.

Gravid og ramt af brystkræft

Endnu en uventet drejning

Anne Cathrine startede sit kemoforløb midt i graviditeten. Tre kemoforløb skulle hun igennem. 

Alt gik efter planen indtil midtvejsskanningen efter fødslen. Den viste, at knuden havde vokset sig større, da Anne Cathrine havde udviklet resistens overfor kemobehandlingen. Knuden skulle derfor opereres ud. Det var planen. Mens den dårlige nyhed bundfæstede sig, viste en ny test, at der endnu en gang måtte sadles om. 

- Jeg var BRCA1 positiv. Det betød, at min sygdom var arveligt betinget. Det ændrede det hele. Jeg gik nu fra at skulle have opereret en knude ud, til at få fjernet hele mit bryst. Og på sigt det andet bryst og æggestokke. Det havde jeg halvanden uge til at synke, fortæller Anne Cathrine.

Det frie valg
Beskeden vendte hele tilværelsen på hovedet. En gang til. Og når Anne Cathrine tænker tilbage på den periode, ser hun nu, at det fysisk ikke blot var to bryster og en æggestok, som hun har mistet. Det er langt mere. Det frie valg er væk.

- At mine æggestokke blev fjernet betyder jo, at vi ikke kan få flere børn. Vi priser os lykkelige for de to dejlige børn, vi har nu, og vi føler os enormt heldige. Men det sætter sine spor, at det frie valg bliver frarøvet en, fortæller Anne Cathrine.

Mange beskeder skulle kaperes i den periode. Og det gjorde, at Anne Cathrine slog autopiloten til. Den sørgede for, at hun kom igennem dagene. Når hun stod op hver morgen, lovede hun sig selv, at hun bare skulle igennem dagen. Og det gjorde hun. For selv om sygdommen tærede på kræfterne, så mistede hun ikke gejsten til livet, som hun vidste ventede på den anden side.

Uoverskueligt selv at række ud efter hjælp
Under sygdomsforløbet var hjælpen fra venner og familie velkommen. Med en halvanden-årig i hånden, en nyfødt i favnen og adskillige hospitalsbesøg, var det svært at få hverdagen til hænge sammen. Og selvom hjælpen var der, var der også dage, hvor Anne Cathrine og hendes mand følte, at det var svært for deres forældre at forstå, hvor meget hjælp de egentlig havde brug for. Heldigvis kunne de tale åbent om det. 

- Vi var ikke kommet så godt ud på den anden side uden vores forældres hjælp. De var vildt gode til at hjælpe i weekender, hvor de tog vores ældste. Og jeg er ikke et splitsekund i tvivl om, at de rigtig gerne ville hjælpe. Men jeg tror, at det var svært for dem at forstå, hvor og hvornår de skulle træde til. Vi havde brug for rigtig meget hjælp. Det krævede en del for os med to små børn, men det var ikke kun børnene. Også 1,6 hektar grund skulle passes, min svækkelse af sygdommen, alt det praktiske og alt det, som jeg ikke kunne, fortæller Anne Cathrine og fortsætter:

- Så jeg tror, at det er vigtigt ikke blot at tilbyde sin hjælp, når man er pårørende. For det er ret uoverskueligt i en hektisk hverdag, hvor sygdommen er allestedsnærværende, at række ud efter hjælp selv.

 Alt det forsømte skal indhentes
Det er knap en måneds tid siden, at Anne Cathrine blev raskmeldt. Selv om de psykiske efterdønninger af et langstrakt forløb er ved at indhente hende, har hun det rigtig godt. Forude venter en tid, hvor alle tanker og følelser skal vendes og placeres. Og det er både hun og hendes mand klar til. 

- Meget skal bearbejdes og indhentes, for meget er taget fra mig. Dage, hvor jeg ikke kunne være den mor, jeg ville for min dengang halvandet årige datter. Og dage, hvor jeg grundet kemoterapien kun måtte røre ved min nyfødte søn med handsker på, er slut. Nu skal vi nyde hinanden og hvert øjeblik, for tiden har fået en helt anden betydning for os nu, siger Anne Cathrine.  

Af Senem Aydinoglu Sidst ændret 08.10.2019